Til vor ærværdige broder, biskop (Henrik) af Roskilde, og til vore elskede sønner, (Johannes), dekan ved Saint-Agricol kirke i Avignon, og Valdemar Podebusk, kannik ved kirken i Kammin, hilsen o.s.v.

Da vor forgænger pave Benedikt 12. — salig ihukommelse — i sin tid med iver stræbte efter at imødegå sjælens farer, traf han med apostolisk myndighed nogle gavnlige og nyttige bestemmelser vedrørende frafaldne i alle ordener, og ligeledes vedrørende dem, der var udstødt af deres ordener, samt vedrørende alle andre klostergivne, der strejfede om i verden uden deres foresattes tilladelse. Blandt andet var det således hans vilje og bestemmelse i kraft af fornævnte myndighed, at alle prælater, såvel eksimerede som ikkeeksimerede, som stod i spidsen for et hvilket som helst klosterligt samfund af en hvilken som helst orden, og fra hvilken de nævnte ubesindigt var frafaldet, skulde være forpligtet til at tage samme frafaldne tilbage til deres ordensdragt og -regel. Hvis muligvis prælaterne, kapitlerne ved kirkerne, de menige konventer i klostrene eller brødrene i disse eller i deres stiftelser skulde nægte at tage fornævnte frafaldne tilbage, skulde disse prælater, kapitler, menige konventer og brødre efter forudgående påmindelse under trusel om kirkelig straf og uden mulighed for, at appel kan træde hindrende i vejen, tvinges af bestemte eksekutorer, der skulde udpeges hertil af det apostoliske sæde, til at tage dem tilbage under forbehold af opretholdelse af ordenstugten, som ved den lejlighed, således som nedenfor skal beskrives, efter hans vilje og påbud barmhjertigt skulde mildnes overfor dem, som af egen drift vendte tilbage. Atter var det hans vilje og fastsatte han, at deres prælater skulde træffe bestemmelse vedrørende alle ovennævnte frafaldne og enhver af dem under iagttagelse af nedenanførte mådehold, nemlig at prælaterne med hensyn til disse frafaldne — også hvis de inden deres frafald eller efter dette skulde have begået brødefulde handlinger i deres orden eller uden for denne og derfor af den grund eller også af andre grunde var gledet ud i dette frafald, samt også hvis de var brudt ud af deres ordens fængsler — skulde pålægge dem en gavnlig straf eller bod derfor i overensstemmelse med deres ordeners gamle regler, hvilken straf eller bod det dog også var hans vilje barmhjertigt skulde mildnes, således at disse frafaldne ikke af skræk for hævn eller straf skulde holdes tilbage fra genindtræden under samme ordensregel og i samme ordensdragt. Ydermere tilstod han i kraft af samme myndighed de omtalte prælater fuld og fri myndighed til ved den lejlighed i overensstemmelse med kirkens regler at løse nævnte frafaldne, der som ovenfor omhandlet vender tilbage under deres gamle ordensregel, fra den bandlysningsdom, som de var ifaldet ved et sligt frafald, og desuden til at give dem dispensation for den irregularitet, som de på grund af dette frafald eller muligvis på anden måde har pådraget sig ved, således belastet, at forrette — i virkeligheden profanere — gudstjenesten eller med skadelig virkning blande sig i den, således som nævnte prælater måtte synes det ville være til gavn for de nævnte frafaldnes sjælefrelse, uanset alle herimod stridende bestemmelser og sædvaner i alle fornævnte ordener, kirker, klostre og andre stiftelser, der er bestyrket med ed, apostolisk stadfæstelse eller enhver anden bekræftelse, eller også privilegier, bevillinger, apostoliske breve eller alt andet, som på nogen måde kunde lægge sig hindrende i vejen for det fornævnte, således som det fuldstændigt indeholdes i samme forgængers brev. Da nu, således som nærværende brevviser Dubislav v. d. Lancken, der har aflagt munkeløfte i klostret i Hiddensee af cistercienserordenen, Roskilde stift, og har præstegrad, ydmygt har redegjort over for os, at han, samme Dubislav, af visse over for os klarlagte grunde er gået bort fra dette kloster uden sin overordnedes tilladelse, og at han efter at have aflagt samme ordensdragt har båret og bærer en verdensgejstligs dragt og således frit har vandret og vandrer om i verden, pålægger vi, idet vi bøjer os for fornævnte Dubislavs fromme bønner, da han, som han forsikrer, ønsker at blive forsonet med Gud og sin nævnte orden, Eder, gode broder og sønner, i kraft af vort apostoliske brev, at I alle eller to eller een af Eder gennem Eder eller een eller flere andre med vor myndighed sørger for, at samme forgængers fornævnte vilje, bestemmelser, pålæg og tilståelser ubrydeligt overholdes i forholdet til samme Dubislav, idet I ved kirkelig straf og under tilsidesættelse af appel tvinger dem, der handler derimod, uanset alt det ovennævnte, eller uanset om vore elskede sønner abbeden og det menige konvent ved nævnte kloster eller alle andre i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af samme sæde, at de ikke skal kunde rammes af interdikt, suspension eller bandlysning ved apostolisk brev, som ikke fuldstændigt, udtrykkeligt og ord til andet omtaler den bevilling. Givet i Villeneuve i Avignon stift den 10. juli i vort syvende pontifikatsår.