Tekst efter A:
Premissa decenti et obsequiosa salutacione ♦ Noueritis regem Dacie quasdam litteras huc Falsterbode misisse quarum unam uobis mitto in presenti littera de <qua> uestrum maturum et prudens consilium michi reformantes/ ♦ Quid erga premissa facturi sumus nam multas infestaciones patimur et offensas ab illis Magnopolensibus et Holtzaciensibus in piscatoribus aurigis dictis waghenkerle ac spoliis multis et die confectionis presentis littere dominus Magnopolensis cum suis et Holtzaciensibus ad partes reuelificauerunt et dictus dominus Magnopolensis licenciauit ut quoscunque de suis uel Holtzaciensibus in spoliis aut aliis malefactis conprehendere poterimus. licite detinere ualeamus usque suum ad aduentum. ♦ Ceterum michi a quibusdam amicis meis secrete reuelatum est quod firme treuge et dies securitatis facte sunt inter regem Dacie dominum Magnopolensem et Holtzacienses. ♦ Quid ueritatis extat in premissis ignoro. ♦ Responsum de premissis quanto cicius poteritis tam regi Dacie quam michi demandantes. ♦ Ualete in Christo. ♦ Scriptum feria secunda post Bartholomei apostoli meo sub sigillo
per Bernardum de Bremene.
3 <qua>] mgl. A.
5 patimur] rettet i A fra passi.
Sømmelig og tjenstvillig hilsen som tilforn.
I skal vide, at kongen af Danmark har sendt nogle breve her til Falsterbo, hvoraf jeg sender Eder eet i dette brev, angående hvilket I må sende mig Eders modne og kloge råd. Hvad skal vi foretage os i omtalte sag?; thi vi lider under mange fjendtlige og krænkende handlinger fra de mecklenburgeres og holsteneres side med hensyn til fiskerne og kuskene, kaldet 'vognkarle', og udsættes for mange plyndringer; og på dette brevs affattelsesdag sejlede herren af Mecklenburg med sine mænd og holstenerne tilbage til deres land, og nævnte herre af Mecklenburg tillod, at vi uhindret indtil hans ankomst kan tilbageholde hvem som helst af hans folk eller af holstenerne, som vi vil kunne gribe i plyndringer eller andre misgerninger. Iøvrigt er det i hemmelighed åbenbaret mig af nogle af mine venner, at der er sluttet ubrydelig våbenstilstand og aftalt en våbenstilstandsperiode mellem kongen af Danmark, herren af Mecklenburg og holstenerne. Hvad der er sandt i denne sag, ved jeg ikke. I skal så hurtigt som muligt give såvel kongen af Danmark som mig svar i denne sag. Lev vel i Kristus. Skrevet mandagen efter apostelen Bartholomæus' dag under mit segl
ved Bernhard von Bremen.
Brevet er af Koppmann i Hanserecesse l.l. blevet dateret til 1360 31. august, først og fremmest udfra den grundopfattelse, at den rostockske notars beretning gav en skildring af det diplomatiske forhold mellem kong Valdemar og kong Magnus i juni-juli 1360. Da notarberetningen imidlertid må dateres til 1355 og ikke har noget med generhvervelsen af Skåne at gøre, cf. Dipl.Dan. 3. rk. IV nr. 271, må dateringen baseres på andre momenter. Allerede i Mekl.UB. l.l. er fremhævet, at dagsangivelsen "feria secunda post Bartholomei" er besynderlig for 1360, eftersom Bartholomeusdagen i 1360 selv er en mandag, og man derfor skulle vente en anden dateringsmåde; desuden gøres sammesteds opmærksom på, at hertug Albrecht endnu 1360 20. september, cf. nr. 366, ses at være i Helsingborg, mens han ifølge Bernhard v. Bremens brev på brevets udstedelsesdag skal være rejst hjem. Endvidere har Strecker, Die äußere Politik Albrechts II 278-80, fremhævet, at der på tidspunktet for brevets udstedelse utvivlsomt består krigstilstand mellem kong Valdemar på den ene og Mecklenburg-Holsten på den anden side, hvilket ikke passer 1360 31. august. Dette argument må understreges. Hvis Bernhards brev virkelig er fra 1360 31. august, så indberetter han som en fortrolig, men ikke fuldt tilforladelig underhåndsefterretning, hvad der efter 10. august i det år må have været vitterligt for store kredse, cf. nr. 352-55.
Problemet skal sikkert ses i sammenhæng med kong Valdemars udaterede brev nr. 246. Skønt dette først og fremmest er stilet til Lübeck, findes det ligesom Bernhard v. Bremens brev i arkivet i Stralsund, og allerede i 1875 gjorde den daværende stadsarkivar C. G. Fabricius opmærksom på, at de to breve i format og foldninger svarede nøjagtigt til hinanden — et fornyet eftersyn i 1963 har tilfulde bekræftet denne opfattelse — hvorfor valdemarbrevet måtte opfattes som det Bernhard vedlægger sin skrivelse, cf. Hanserecesse III 12. Denne konklusion blev bestridt af Koppmann, der afviser foldningernes vidnesbyrd som beroende på en tilfældighed, cf. Hanserecesse III 13 note 3, og Höhlbaum i Hans UB. III 242 note 4. Deres argument er, at det udaterede valdemarbrev ifølge indhold må ligge forud for kong Valdemars daterede brev af 1360 17. juli, i hvilket han tilsikrer hansestæderne beskyttelse og værn i det generhvervede Skåne, cf. nr. 347. Dette er sikkert rigtigt, det forkerte består i, at de to udgivere ikke drager den konsekvens, at så må også Bernhard v. Bremens brev ligge forud for 1360. Ifølge sjællandske årbog kan der kun være tale om 1359, idet kongerne Valdemar og Magnus i 1358 og indtil foråret 1359 var i forbund med hinanden, Annal. Dan. 185-86, mens det efter kong Eriks død 1359 20. juni kom til et åbent brud mellem dem, cf. Sjöstedt 43 og 52 og ovf. nr. 243, hvor kong Magnus og hertug Albrecht slutter forbund mod kong Valdemar. Bernhards brev må derfor dateres til 1359 26. august, således også Strecker l.l.; cf. G. Karlsson i Sv. Hist. Tidskr. 1936, 37 note 2, og Sjöstedt 52 note 2, og det indlagte valdemarbrev opfattes som et vidnesbyrd om, at kongen allerede i 1359 har rejst kravet på Skåne.