Til vor elskede søn Henrik Biskop, kannik i Lübeck, vor og det apostoliske sædes kapellan, hilsen o.s.v.

Ligesom den kyndige læge med kløgtig flid først lægger bløde salver på de syge lemmer, og, når ondet er genstridigt, presser det helsebringende brændejern mod det syge sted, og tilsidst endog helt afskærer disse lemmer fra kroppen, med hvilken de ikke yderligere kan være forbundet uden fordærv, således drager ypperstepræsten i Rom, sjælenes læge, efter først ved helsebringende formaninger, med hvilke han af faderlig kærlighed gør sig møje at helbrede de brødre, der er syge, og prøver at kalde de til fordømmelse vildfarende tilbage til åndens vej, sit sværd, ved hjælp af hvilket han dels tvinger dem, der frygter Gud, ind på frelsens vej, dels uden betænkning afskærer dem, der er forhærdede i ondskab, fra den hellige almindelige kirkes legeme, i hvilket de indtager de farlige lemmers plads, og tilsidst åndeligt og legemligt knuser disse forhærdede, som er (hjemsøgt) af bylder, der er fulde af edder og orme, for at de ikke skal smitte de sunde ved deres berøring. Allerede længe har de kanoniske regler, som er opstillet af de hellige kirkefædre, givet fri immunitet ikke blot til kirker men også til kirkegårde, samt ligeledes til dem, der flygtede til disse, idet den indeholdt mange straffe og mangfoldige domme mod dem, der brød reglerneN; men siden har den fordøm melsens broder, helligbrødens fuldbyrder og fortabelsens læremester, ærkebiskop Jakob af Lund, der ikke har taget i betænkning at forvandle kirkelig blidhed til tyrannisk raseri, sammen med nogle håndlangere og følgesvende med væbnet hånd og lægmands magt øvet vold mod vor elskede søn Niels Absalonsen, provst ved omtalte kirke i Lund, der befandt sig inden for oftnævnte Lundekirkes kirkegårdsområde, og han har i sin forvovne egenvilje voldeligt lagt sine gudsbespottelige hænder på ham og trukket ham ud af omtalte kirkegård og ført ham lænket til sin borg ved havet, kaldet Bornholm, hvor han i et år og mere har holdt ham indespærret i et aflukke, hvilket han stadig gør. Og han har desmere fordømmeligt pådraget sig de straffe og domme, der efter loven bliver fældet mod dem, der begår helligbrøde, som han burde være den hellige kirkerets og de hellige bestemmelsers beskytter og værner. De domme og straffe og andet, der som følge af denne helligbrøde lovformeligt var fældet mod denne helligbrødens ophavsmand af vor elskede søn Johannes Guilaberti, dekan i Dorpat, det apostoliske sædes nuntius, hvis underkollektor han havde været, har han med forhærdet sind fordømmeligt udholdt et år og mere, og han satte kronen på sin fordømmelige fortabelse ved i foragt for nøglemagten og under brud på kirketugtens inderste væsen fortsat som hidtil at befatte sig med guddommelige ting, ligesom han har forsømt sin enestående brud, der da blev forladt af ham. Og da omtalte nuntius efter hensigtsmæssige formaninger og milde henstillinger over for denne helligbrødens ophavsmand, som sad fast i den evige fordømmelses dynd, ja snarere var dykket hovedkulds ned i det, gentagne gange gennem sine folk og ved breve med en from faders ildhu ofte over for ham insisterede på, at han skulde aftvætte sine af syndernes tåge formørkede øjne med bodens tårer og løfte de badende øjne til Gud sin skaber, for derved at gøre sig fortjent til at modtage frelsens lys, hvilket denne helligbrødens ophavsmand med forhærdede øren og jernhårdt hjerte i sin formastelighed nægtede at adlyde og foragtede i sit sind, så vil og kan vi derfor ikke længere under en skadelig og farlig overbærenheds kappe skjule denne ærkebiskops giftige ondskab, som vrider sig og bider som en slange, stikker som en skorpion, fortærer som en krebs, nedbryder som et møl og virker som en gift, men vil tværtimod, at hans bedærvethed skal bekendtgøres og knuses, således at andre, skræmte af rædsel, skal afholde sig fra noget lignende. Vi pålægger derfor Dig, vor gode søn, og befaler Dig ved vort apostoliske brev, at Du personlig eller ved een eller flere andre, idet Du angående denne sag i trofasthed og med kyndig omhu, kort og ligefremt, uden offentlig og formelig rettergang og under til kaldelse af dem, der skal tilkaldes, skaffer Dig fuld underretning om, hvorvidt sandheden støtter det indberettede, skal tvinge samme ærkebiskop til at lade samme provst, der som fornævnt holdes fanget, generhverve sin tidligere frihed og med fuld virkning genindsætte ham i hans gamle rettigheder tillige med overladelse af hans gods og ejendele, der blev taget fra ham, idet Du med vor myndighed skal tugte dem, der sætter sig op herimod — af hvilken stand, grad, orden eller stilling de end er, selv om de udmærkes ved biskoppelig eller en anden kirkelig eller verdslig værdighed — med kirkens straf under udelukkelse af appel, om nødvendigt med påkaldelse af den verdslige arms hjælp, og idet Du også skal stævne oftnævnte ærkebiskop og alle andre, som Du måtte erfare at være skyldige i fornævnte, til på et givet passende tidspunkt, som Du peremptorisk skal fastsætte for dem, personligt — dette gælder, hvis det drejer sig om enkeltpersoner, men hvis det drejer sig om (et flertal af) andre, skal de give møde ved egnede repræsentanter — at indfinde sig for det apostoliske åsyn og give møde for os, når konsistorium træder sammen. Men selv om de, der kommer til den romerske kurie og drager bort derfra, bør nyde fuldt lejde, og der ved apostoliske procesregler er udstedt bandlysning- og anathemadomme mod dem, der plyndrer, tilfangetager og tilbageholder mennesker, der kommer til denne, opholder sig sammesteds og drager bort derfra, anmoder og opfordrer vi dog, for at denne helligbrødens ophavsmand eller enhver anden, der skal stævnes af fornævnte grund, ikke som sin undskyldnings dække eller kåbe skal påberåbe sig, at den romerske kurie, alles fælles fædreland, er et mindre sikkert sted for dem, eller at en fare truer dem på rejsen til nævnte kurie på grund af fjendskab eller af andre grunde, med apostolisk myndighed i kraft af dette brev alle ærkebisper, bisper og andre foresatte for kirker og klostre og desuden klerke og kirkelige personer, samt hertuger, fyrster, markgrever, grever, baroner, riddere, podestaer, høvedsmænd og andre officialer, deres stedfortrædere, samt bykommunerne og byernes borgerskab og alle andre steder om, at de ikke påfører samme ærkebiskop og hans husstand eller hvilke som helst andre, der af fornævnte grund skal stævnes af Dig, nogen uret, fortrædigelse eller overlast på person, gods og deres ejendele, når de kommer til nævnte kurie, opholder sig ved den og drager bort derfra. Men det er vor vilje, at Du forud for det fastsatte tidspunkt skal fremsende denne sag, fuldt oplyst, tillige med stævninger, hvis Du måtte foretage nogle personlige stævninger i denne sag, til folkene i det apostoliske kammer, i form af åbent brev fra Dig, sat op i offentlig form og beseglet med Dit segl og med forklaring af dettes indhold. Givet i Villeneuve i Avignon stift den 19. maj i vort ottende pontifikatsår.