Vi Henrik, af Guds nåde biskop af Roskilde, til alle troende i Kristus, som lærer dette brev at kende, hilsen evindelig med Gud.

Med føje tilskynder og fører forøgelsen af den hellige gudstjeneste, hvis udvidelse især i vore egne er vort mål og ønske, os til med velvillig gunst at fremme alt, hvad der på passende måde forlanges eller udbedes af os til fyldigere udformning heraf. Da derfor den forstandige og gode mand Bertold Quatz, sognepræst i Wolgast i Kammin stift, men barnefødt i vort stift, ønskede til sine synders forladelse på saligbringende måde at ombytte jordiske og forgængelige goder med himmelske og evindelige, indstiftede han et vikardømme — at besætte af os eller vore til enhver tid værende efterfølgere efter hans præsentation, så længe han levede, og efter hans allernærmeste arvingers præsentation, når han var død, så længe der fandtes nogen af dem, og så ofte og når som helst dette vikardømme måtte blive ledigt — af sit verdslige gods i landsbyen Rathnuvitz i landet Jasmund på den måde, der følger herefter: den gejstlige person, som til en given tid bliver indsat i dette vikardømme, uden at lovlige og begrundede hindringer stiller sig i vejen, skal hver uge, indtil indtægten af nævnte vikardømme, som nu ikke overstiger 12 mark, er forøget til et beløb på 20 mark, holde tre højtidelige messer som forbøn hos den Høje, for stifteren og hans forfædre; hvis han viser sig forsømmelig og efterladende heri, så skal han efter tre formaninger, som skal gives ham af bispen eller dennes official efter patronatsherrernes henstilling, ved dom fratages oppebørslen af frugterne af dette vikardømme, som falder i det, uden håb om at genfå dem, hvis han ikke forbedrer sig, men fremturer i sit stivsind. Til det ovenanførte tillægges endvidere, at en sådan gejstlig person, som er vidende om og med sandsynlighed kunde formodes at vide, at hans patronatsherre eller -herrer vilde komme til kirke, hvor den gudstjeneste, der påhviler nævnte vikardømme, holdes, ingenlunde må læse messe på et tidspunkt, som ikke er velegnet for dem — dette må dog ikke være til skade for sognekirken(s gudstjeneste) — under trusel af den straf, som er udtrykt ovenfor i disse bestemmelser. Det øvrige, som ikke er udtrykt, og som endnu ikke er påbegyndt til ære for patronatsherrerne, er forbigået. Men denne indstiftelse med sine betingelser, som angivet forud, har han ydmygt bedt os om at godkende og stadfæste med den bispelige autoritet. Og vi, som giver agt på hans berettigede bønner .....N godkender med glæde og stadfæster med vor myndighed som ordinarius indstiftelsen af dette vikardømme, som tjener til forøgelse af gudstjenesten, at gælde evindelig; og vi tilstår også dette, at den skyldige gudstjeneste kan afholdes og messer og vigilier højtideligholdes for ham og hans forældre til ret ihukommelse i Sagard kirke, i hvis sogn indtægterne til oftnævnte vikardømme findes, når blot dette kan udvirkes hos sognepræsten; i denne kirke kan der ligeledes — hvis det behager ham, og det kan ske med sognepræstens samtykke — opføres et særligt alter til afholdelse af fornævnte gudstjeneste ved fornævnte vikar eller ved en anden egnet person, som bliver beskikket af ham hertil, hvis en begrundet og berettiget forsømmelse fritager denne selv (vikaren). Vi tilstår ydermere, at forberørte kirkelige indtægter må nyde privilegier og frihed som andet gejstligt gods, dog således, at vikaren ved nævnte vikardømme skal være forpligtet over for os og vore efterfølgere med hensyn til bisperettigheder i medfør af nævnte indtægter; undtaget er dog den ret og myndighed til at præsentere, som tilkommer nævnte Bertold og hans arvinger eller andre, hvem han måske skænker eller anviser nævnte vikardømme, så ofte og når som helst det måtte blive ledigt med rette eller de facto. Til vidnesbyrd og vished om denne vor godkendelse og stadfæstelse er vort segl med fuld viden hængt under dette brev. Vidner til dette er herr Peder og herr Peder, vore kanniker, Nicolaus Krakevitz, vor official, Helmold, sognepræst i Vilmnitz, Didrik Gruin og adskillige andre troværdige mænd, som var tilkaldt og udbedt hertil. Givet på vor gård Ralswiek på landet Rügen i det Herrens år 1362 på de hellige martyrer Dionysius og hans fællers dag.