Til vor kære søn Edvard, Englands berømmelige konge, hilsen o.s.v.

Vor frelser, den herre Jesus Kristus, der ynkedes over menneskeslægten, der ynkværdigt var ved at gå til grunde på grund af det første menneskes syndefald, værdigede at stige ned fra den himmelske herlighed til det jordiske, hvor han indstiftede den hellige og uplettede kirke og ved sine disciple forankrede den i troen, opløftede den ved håbet og fuldendte den ved kærligheden, og hvor han ved sin egen tale forkyndte og ved lignelser lærte, at de troende skulde finde frelsens nåde i den, lige som de, der optoges i Noahs ark; og han betroede fornævnte kirke til samme disciple, idet han i den indsatte St. Peder, som han kaldte Kefas, og hans efterfølgere som ledere, for at de kunde rykke op med rode i samme kirke, hvad han ikke havde plantet med sin højre hånd, og plante det, der kunde gøre den ved hans blod genløste menighed til tilhængere af gode gerninger; og Herren forudså og forudsagde også, at fornævnte kirke skulde lide megen nød og trængsel, men han trøstede den med rige forjættelser og lovede, at han ved sin virkende kraft vilde være dens bistand, idet han vel tillod, at hans skib, hvormed fornævnte kirke betegnes, kastedes om på bølgerne, men ikke, at det led skibbrud, hvilket han på sin første stedfortræders tid viste ved et eksempel. Dette udførte Gud da i sin vidunderlige visdom i samme kirkes første tider til et tegn, og således vedblev han indtil disse tider med at give mange beviser på sandheden, idet han, hver gang hans stedfortrædere på jorden og Peters efterfølgere kaldtes bort fra møjen til hvilen og fra denne elendighedens jammerdal til glæderne i det himmelske slot, således som man fromt må tro, gjorde fornævnte kirke, der var i sorg herover og stedet i store farer, glad ved at lade efterfølgere træde i stedet og barmhjertigt imødegik dens farer, således som han hidtil stedse, ja, endog i de sidste dage har vist det. Thi for nylig, nemlig den sidst forgangne 12. september, da vor forgænger pave Innocens 6. — salig ihukommelse — gik al kødets gang, og hans legeme ved en højtidelig begravelse var stedet til hvile i kirken i Avignon for senere at flyttes til et andet sted, som han selv havde udvalgt, medens han levede, mødtes vore ærværdige brødre, den hellige romerske kirkes kardinaler, og efter afholdelse af en højtidelig messe til ære for den helligånd, der nu, da de stod for at fore tage pavevalget, ved sin nåde skulde stå dem bi heri, trådte de i overensstemmelse med kirkerettens forskrifterN og på det forskrevne tidspunktN sammen i det apostoliske palads i Avignon, hvor samme forgænger boede, da han døde, for at forhandle om indsættelse af en ny pave, idet der i forvejen allerede var afholdt nogle forhandlinger sammesteds, således som en så stor sag krævede. Omsider rettede samme brødre blikket mod os, som da beklædte et mindre embede og udførte et specielt hverv som nuntius i Italien, pålagt os af fornævnte forgænger, og valgte os endrægtigt til pave og hyrde for den almindelige kirke. Men vi, som er aske og støv, var ikke med urette lamslået herover, da vore øjne klart indså vor ufuldkommenhed, og da hverken legemets kræfter eller fortjenstfulde dyder eller visdommens gaver understøttede os i at stige til den apostoliske tindes højder og bære hele jordens tungeste byrde på vore skuldre. Men da vi betænker, at en langvarig vakance i fornævnte kirke — tilmed i disse dage, da næsten hele jorden på grund af synder er stedet i det onde — kunde skabe store farer, og da vi med Gud, som har udvalgt os, omend uværdige, til at vogte fårene i hele sin hjord, stoler på, at hans sædvanlige barmhjertighed til ros og ære for ham og til frelse for os og hele den kristne menighed vil give styrke til den svage, dyd til den uværdige og viden til den uvidende i et helsebringende styre af samme menighed, har vi adlydt Guds vilje med frygt og bæven og, idet vi imødekommer samme brødres ønske, bøjet vor skrøbelige nakke under den apostoliske trældoms åg. Og igår, den 6. november, har vi modtaget indvielsens og velsignelsens nådegave og kroningstegnene, som det er skik. Vi opfordrer af faderlig kærlighed Dig, høje konge, i Herren til og beder Dig indtrængende om, at Du, idet Du holder fast ved stadig gudsfrygt, stræber efter at vogte hans pålæg, idet Du dyrker retfærdigheden og elsker billigheden, ophøjer de dydige og undertrykker de genstridige, ihukommende, at Du af Gud har modtaget magt til at fremhæve de godes ry og tøjle overtrædernes overmod, og at Du også skal have den romerske og andre kirker og gejstlige personer, der trænger til Din beskyttelse, anbefalet med særlig gunst. Men nær tillid til os som til en nådig fader. Thi det er vort forsæt altid at indbefatte Dig, høje konge, vor kære søn, og Dit rige i vor kærlighed med den apostoliske beskyttelses gunst og, så vidt vi kan med Gud, hædre Dig med nådesbevisninger. Givet i Avignon den 7. november i vort pontifikats første år.

.....

På samme måde til vor kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge.