Valdemar, af Guds nåde de Danskes, Venders og Goters konge, til alle nulevende og fremtidige, der får dette brev at se, hilsen evindelig med Gud.

Vi vil, at det skal være klart for alle, såvel nulevende som fremtidige, at vi har taget de gode mænd, nærværende brevvisere borgerne i Stavern, der besøger vore riger og herredømmer med deres varer, under vor fred, beskyttelse og særlige værn, og idet vi ønsker at omfatte samme med særlig gunst og nåde, tilstår vi dem alle de nåder og friheder i vort land Skåne, som de frit har nydt under vore forfædre, de tidligere konger af Danmark, der helt og holdent havde herredømmet i deres rige. <1> For det første nemlig, at når som helst og så ofte som de med deres skibe lægger til et sted i nævnte land — det være sig i Skanør eller andetsteds — kan de trygt losse deres skibe og frit føre deres gods — hvad enten det drejer sig om salt eller klæde, uldtøj eller lærred, eller om voks eller gråværk eller hvilke som helst andre varer, med hvilket navn de end betegnes — i land og til deres boder og herberg efter deres forgodtbefindende, og de må ikke på nogen måde hindres heri af vore fogeder eller af kuskene, som kaldes 'vognkarle', eller af sømændene, som på folkesproget kaldes 'pramkarle' eller 'skudemænd', eller af nogen anden. Men nævnte sømænd og kuske skal transportere deres gods, således som de havde aftalt, uden nogen som helst hindring. <2> Hvis fremdeles en kusk eller sømand ødelægger deres gods, eller det bliver vådt på grund af skødesløshed eller ondskab fra hans side, skal han give en rimelig erstatning derfor. <3> Fremdeles må de sælge alt, som plejer at sælges efter vægt i deres boder eller på deres fed, og de må veje det efter kølnsk og anden gyldig vægt. <4> Fremdeles må de på deres fed med hævert sælge og afhænde den vin, som de personligt har bragt med sig. <5> Fremdeles må ingen 'forpranger' ved havets kyst købe ud over et halvt læs sild, såfremt han vil undgå at miste alt, hvad han måtte have købt på den måde. <6> Fremdeles må ingen købe sild ude på havet; men hvis nogen bliver beskyldt for at have købt sild på havet, skal han rense sig selvtredie; og den, som bliver overbevist herom, skal kun bøde vor foged tre mark skånske penge. <7> Fremdeles, i alle kæremål og trætter og ved alle legemsbeskadigelser, som finder sted mellem borgerne fra Stavern indbyrdes, skal deres egen foged i Skanør forhøre sagen og pådømme den, medmindre der skal bødes for legemsbeskadigelser med tab af liv og lemmer, nemlig i tilfælde af, at een dræber en anden eller sårer een ved at hugge eller støde med sværd, økse, spyd, kniv eller et andet våben, eller ved at slå een med en stok, kølle eller sten, brækker et lem eller tilføjer et sår, der har blodsudgydelse til følge. I den slags sager skal vor foged, den nuværende eller den til enhver tid værende, fælde dommen. <8> Hvis fremdeles en af dem sagsøger en dansker i anledning af en for nylig eller for flere år siden stiftet gæld, skal vor foged tildømme manden fra Stavern hans tilgodehavende eller give ham fyldestgørelse efter lands love uden omkostninger og tab. <9> Fremdeles må der ikke udmeldes noget nævn mod nogen fra Stavern, undtagen i sager, som fører til tab af liv eller lemmer. <10> Hvis det fremdeles sker — det ske ikke — at der ikke fanges eller nedsaltes sild i Skanør, skal enhver efter at have erlagt sin 'torveørtug'N have ret til uden told frit at føre det gods bort, som han har haft med sig. <11> Hvis de fremdeles nogetsteds inden for vort riges grænser lider skibbrud, må hverken vor foged eller nogen anden, af hvad stilling eller stand han end måtte være, på nogen måde forulempe dem med hensyn til deres gods eller befatte sig dermed, sålænge de personligt ved egen hjælp eller ved andre, som de af velvilje eller mod betaling kan få til det, kan redde deres gods fra skibbruddet. <12> Hvis fremdeles en af dem oplagrer sit træ eller tømmer i Skanør eller noget andet sted i vort rige og sejler bort for at lade sit skib med andre varer, skal han, når han vender tilbage, kunne få sit træ uden hindring; og efter at have betalt sin 'torveørtug', må han frit og sikkert føre det bort uden nogen anden told. <13> Og hvis det sker, at en af dem dør inden for vort riges grænser, og hans slægtninge og arvinger ikke er til stede, skal hans gods opbevares år og dag med gode mænds vidnesbyrd på et sikkert sted hos en troværdig og god mand i den stad eller på det sted, hvor han er død. Hvis noget af hans gods ikke kan holde sig så længe uden tab, skal det byttes bort mod andre mere holdbare varer, og disse skal opbevares på samme måde. Og hvis hans rette arvinger eller — hvor det drejer sig om mindreårige — deres formynder inden for nævnte frist kommer for med fyldestgørende vidnesbyrd af gode mænd at modtage dette gods, skal fornævnte gods uden nogen vanskelighed udleveres og overdrages dem. Men hvis fornævnte arvinger eller deres formynder ikke kommer inden for fornævnte frist, skal fornævnte gods tilfalde os som fri ejendom, således som landets love kræver. <14> Fremdeles må ingen på nogen måde forulempe eller fortrædige dem på deres fed med hensyn til deres bodesteder ved uden samtykke at bygge på dem eller ved at tage noget derfra. <15> Fremdeles må vore ombudsmænd, som kaldes 'sildekrævere', ikke på nogen måde tage seletøjet fra en kusk, fordi han på en helligdag kører med deres gods. <16> Fremdeles skal ingen miste sit gods på grund af anden mands slagsmål eller forseelse. <17> Fremdeles skal hestetolden forblive, som den har været fra gammel tid, medmindre een til eget brug køber en hest, på hvilken han har til hensigt at vende hjem over land; i så fald skal han for en sådan hest være fri og undskyldt, når han har givet sin 'torveørtug'. <18> Fremdeles skal det være dem tilladt at indtage ballast i havstokken, hvor de vil. <19> Fremdeles skal 'koggetolden' forblive, således som den har været fra gammel tid. <20> Fremedeles overlader og giver vi borgerne fra Stavern deres fed inden for deres kors, der er anbragt som yderpunkter på nævnte fed, nemlig fra øst til vest og fra syd til nord, at forvalte frit efter deres tarv evindeligt i markedstiderne, således som det er retfærdigt. Derfor forbyder vi strengt under vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder, sammes officialer eller enhver anden, af hvad stilling eller stand han end måtte være, fordrister sig til på nogen måde at besvære disse borgere fra Stavern eller nogen af dem på trods af disse friheder og nådesbevisninger, som vi har skænket dem, såfremt han vil undgå vor harme og kongelige hævn. Givet i Skanør i det Herrens år 1363 på apostelen og evangelisten St. Mathæus' dag under vort segl.