Til vor såre kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, hilsen o. s. v.

Den oprigtige hengivenhed og ærbødighed, hvormed Du ærer os og romerkirken, foranlediger, at vi nådigt bønhører Dine ansøgninger N, tilmed når de tager sigte på Din sjæls frelse. Følgelig har vi imødekommet Dine bønner og bevilger Dig, fromme konge, med dette brev, at Din skriftefader, hvem du end vil vælge, med apostolisk myndighed herefter een gang og derefter i givet fald, så ofte Du måtte være i dødsfare under krige eller under andre forhold og til slut i dødens stund kan meddele Dig fuld forladelse for alle Dine synder, som Du angrer i hjertet og bekender med munden, hvis Du står fast i oprigtig tro, holder fast ved den hellige romerske kirkers enhed og forbliver lydig og hengiven imod os og vore efterfølgere, de romerske paver, der tiltræder på kanonisk vis, dog således at samme skriftefader i de tilfælde, hvor der bør ydes: anden mand oprejsning, kan pålægge Dig personligt, hvis Du overlever faren, eller Dine arvinger, hvis Du måske skulde gå bort, at udføre det, som Du eller de som anført var pligtige til at gøre. Og for at Du ikke — det være langt fra — på grund af denne nåde for fremtiden skal blive mere tilbøjelig til at begå utilladelige hanlinger, er det vor vilje, at hvis Du måske begår noget i tillid til denne eftergivelse, skal omtalte eftergivelse ikke på nogen måde hjælpe Dig på de punkter. Intet menneske må bryde dette vort tilladelses- og viljesbrev o. s. v. Givet i Avignon den 12. marts i vort andet pontifikatsår.