Til vor såre kære søn i Kristus Karl, Frankrigs berømmelige konge, hilsen o. s. v.

Blandt andre fromme gerninger, som rettroende fyrster til stadighed bør hige efter, bør især denne ligge dem varmt på sinde og føres ud i livet, at den rene tro, i hvilken de skal opnå nåden i evig frelse, uophørligt må komme til at indtage en mere ophøjet plads, og at dens bekendere forsvares mod fjenderne af dem, der bærer navn af kristne, og hertil bør de fornemmeligt i disse tider anspores, jo mere de er vidende om, at en fare truer de troende. Vi er ikke i tvivl om, at det er kommet til Eders stormægtigheds kundskab, at vor såre kære søn i Kristus Peter, Cyperns berømmelige konge, og hans undersåtter samt brødrene af St. Johannes Jerusalemitanerens hospital, Kristi forkæmpere og den kristne tros stridsmænd, og med det apostoliske sædes tilladelse støttet af enkelte troende, i kampen mod de vantro saracenere, Kristi bespottere, kristenhedens fjender og de uretmæssige besiddere af det hellige land, der tilhører de kristne, i hvilket vor frelser, Guds søn Jesus Kristus, værdigedes at udvirke frelse for menneskeslægten, med våbenmagt har erobret staden Aleksandria fra nævnte saracenere, idet Herrens højre hånd, der var med dem, indgav dem kraft, skønt — hvad vi med smerte beretter — samme saracenere få dage efter kunde tilbageerobre den; og tyrkerne, det skændige folkeslag, fjender og forbitrede forfølgere af den fornævnte tro, truer med at gå i land på øerne Cypern og Rhodos og at trænge ind i andre lande over havet, som tilhører nævnte konge og brødre og fjerne — det ske ikke — Kristi glorværdige navn fra dem. Idet vi derfor tager i betænkning, at dersom de foromtalte øer og lande, ved hjælp af hvilke der ligesom ved en slags trappe haves adgang til det nævnte hellige land — hvis generobring hele kristenheden bør sætte alt ind på af ærefrygt og from hengivenhed for samme frelser og af hensyn til de troendes ære — erobredes, vilde håbet om en sådan generobring svinde hen, og mange folkeslag, som er genfødte ved dåbens vand, vilde gå tabt, og det kristne navn og den kristne ære sandsynligvis tilintetgøres i Østen, og andre farer og såre tunge svære ulykker, skændsel og forvirring opstå for de troende i Vesten, og idet vi derfor indser, at nævnte konge og de nævnte brødre og deres undersåtter i de lande over havet særligt i disse tider trænger til hjælp fra de fornævnte fyrster og fra andre troende, er det vor inderlige bøn og vor indstændige anmodning til Dig, fromme stormægtige fyrste, at Du fromt tager det ovenanførte i betænkning og — for at imødegå sådanne farer og skader af ærefrygt for den højeste konge, fra hvem Din kongemagt udledes, for Din sjælefrelses skyld og til forsvar af nævnte konge og brødre og deres undersåtter og af de øer og lande, som tilhører dem i de egne over havet, mod fjendtligheder og forfølgelser fra de fornævnte vantro samt af hensyn til havets sikkerhed, for at de troende kan være sikret adgang til disse øer og lande — hurtigt vil komme samme konge og brødre til undsætning med nogle våbenføre mænd, idet Du skal vide, at vi har besluttet at tilstå såvel dem, der drager af sted, som dem, der sender hjælp, samme syndsforladelse, som tilstås dem, der drager over havet til støtte for det hellige land. Givet i Avignon den 6. oktober i vort fjerde pontifikatsår.

.....

På samme måde til vor såre kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge.