De ydmyge og såre hengivne borgmestre, rådmænd, borgere og hele staden Lübeck i Nedertyskland til den hellige fader i Kristus og herre, herr Urban, den hellige og ukrænkelige almindelige romerske kirkes pave, deres nådige herre, i al skyldig hengivenhed og ærbødighed og med fromme kys på hans helligheds fødder.

Ærværdige fader. Forvirrede — o ve! — af trængsler og sorger og drevet af nød tvinges vi til at søge at vinde velvillig gehør hos Eder, idet vi lader klageråb klinge for Eders øren og gør Eder bekendt med, at herr Valdemar, Danskernes konge, ikke engang i fulde seks uger overholdt et indgået forlig og de deri indeholdte friheder, skønt han og hans mænd, hans riges bisper, hertugen, hans riddere og edsvorne råder over for os og vore havde lovet, tilsagt, garanteret og ved breve og i privilegier, nedskrevet punkt for punkt om de mangeartede friheder i hans havne og i hans rige, hvilke han havde givet og tilstået os og vore folk, som er parthavere i det retsfællesskab, der hos os kaldes den tyske hanse, og alle havde beseglet og befæstet dette forlig, et godt, fastsat, ukrænkeligt, urokkeligt og fornuftigt forlig, der skulde vare til evig tidN, og ved hvilket der nylig mellem ham og hans folk og os og vore folk blev aftalt og sluttet våbentilstand og fred til udsoning og fredelig bilæggelse af de ødelæggende stridigheder og krige, som vi og de øvrige søstæder, vore naboer og hjælpere i dette anliggende, tidligere i de foregående år og i forbigangne tider til værn for os og vore rettigheder førte mod samme konge på grund af den vold og den svære uret, som han sammen med sine medskyldige i dette anliggende hensynsløst, uberettiget og under vold havde tilføjet os, vore folk og hansekøbmanden ved tilfangetagelser, læggen i lænker, indespærringer, afskatninger, nedhugninger, drab og utallige andre onde gerninger. Men i modstrid med den fornævnte sone, midt under fred og tilsikret lejde, imod retfærdighed og fornuft og uden at undsige os på nogen måde har han sammen med sine mænd tilføjet os, vore folk og hansekøbmanden tab ved berøvelse af liv og af gods; og som han — ak og ve — altid har haft for vane, tager han til lands og til vands stadigvæk skibe, købmandsvarer, ejendele og al slags gods uden forskel fra os, vore folk og hansekøbmanden, og han hører ikke op hermed, tværtimod påbyder han sine vasaller og tjenere det, og i sine snu beregninger skåner han ikke nogen, så købmanden, ærværdige fader, fra øst, vest, syd og nord nu harmfuldt vrænger ad så forbryderisk en konge, og fyrster, hertuger, grever, landsherrer, riddere, væbnere og hans egne vasaller og undergivne, hvem han hver for sig krænker, ligeledes rejser klage mod ham. Han har ligeledes umenneskeligt og ubarmhjertigt røvet vort og vore folks skibbrudne gods, han røver det uafladeligt og pålægger sine folk at røve det, så han derved føjer nye trængsler til for de betrængte imod lov og ret og imod sine egne breve og løfter, i hvilke han edeligt har lovet det modsatte; dette tyder ikke på en konge, men er tværtimod sørøveres og tyranners kendetegn. Og på grund af dette og lignende har vi hyppigt og mangfoldige gange såvel ved vore medrådmænd, notarer og sendemænd som ved breve manet ham, og vi har i meget lang tid udholdt dette for fredens skyld og i håb om det gode, idet vi stedse håbede, at han vilde yde os rimelig erstatning for den tilføjede uret. Vi har ligeledes holdt mange dagtingninger med ham, ofte stævnet og tilskyndet dertil af hans bisper, riddere og sendemænd, men når vi kom til dem, mødte os ikke andet end fordrejede ord, i hvilke der var lige så lidt hold som i en chimære, reelt kun med det resultat, at vi gjorde os unyttige udgifter og unødig møje, selv om vi meget gerne havde vist ham al ærbødighed og ære, hvis Herren havde skænket ham den hæder at regere med fred og os den nåde at nyde velfærd og ro. Da det altså er vanskeligt for os, hellige fader, længere at bære eller udholde disse utålelige tab, disse uhyrlige overgreb og denne svære uret, har det været nødvendigt i et klagemål at underrette Eder herom, hellige fader, samt vor herre, den glorrige kejser og fyrster og herrer og alle gode mennesker, der elsker retten og er fjender af uretten. Derfor beder vi indstændigt Eders hellighed, hvem vi ærer og nærer ærefrygt for, om, at I ikke vil tage det ilde eller fortrydeligt op, hvis vi i tillid til Guds nåde, med bistand af vore herrer og venner og tvunget af nøden skulde træffe modforholdsregler for at beskytte os og vor ret. Thi da vi, der så at sige træder i vore forgængeres fodspor, de, som altid under fuld tilslutning og i ærbødighed som lydige sønner søgte at adlyde det hellige romerske sæde, er Eders og det hellige apostoliske sædes ydmyge, undergivne og fromme hjord, måtte I da, hellige fader, værdiges at have en hellig omsorg og omhu for os og sørge for os i denne sag med et helsebringende lægemiddel, idet I med en virkningsfuld formaning får de Danskes fornævnte konge til selv at erkende sine fejl og uhyrlige overgreb, til at erstatte det røvede, til at genopføre det ødelagte, til at yde rimelig erstatning for uret og til at høre op med sine uhyrligheder, idet I i denne sag gør, hvad andet I finder tjenligt for vort og vore folks tarv. Til gengæld herfor vil vi — hvad vi også med rette og efter vor skyldighed er forpligtet til — til hver en tid i al ærbødighed, tjenstvillighed og lydighed og med stedsevarende og brændende iver underkaste os Eder, hellige fader, og det hellige romerske sæde med hensyn til alle Eders ønsker og i alt, hvad I måtte opfordre os til. Den høje værdiges at bevare Eders hellige person uskadt, lykkelig og længelevende i styret af hans hellige kirke. Givet i det Herrens år 1368 på den hellige pave Gregors dag under vort samfunds store segl.