Tekst og arkivalske oplysninger efter Lüb. UB.:
Enslydende mutatis mutandis med forrige nr. indtil s. 168 l. 32) contulisset.
Ceterum censum annuum, quem uobis et imperio soluere tenemur, dicto regi per uos deputatum, de anno nouissime preterito, de annis domini minoribus lxviio, eidem non soluimus, sed distulimus.
Quod indignanter recipere non uelitis, tum quia litteras quitanciales, ut iuris, racionis et moris est, nobis inde reddere recusauit, tum quia in litteris uestris imperialibus nobis asscriptis exprimitur et mandamur, ut sibi huiusmodi censum uestro et imperii nomine soluamus, si et in quantum nobis contrarius non exstat, tum quia inimicos nostros robustare non esset nobis proficuum, tum quia semper et hactenus de uestre serenitatis gracia habuimus, quod, quicunque dominus censum uestrum sic per uos sibi deputatum leuabat, tenebatur nobis et nostris conburgensibus ac uniuersitati consiliis et proplacitacionibus fideliter assistere et preesse.
Iste autem directe facit oppositum, retribuens malum pro bono, nititur uestram ciuitatem Lubicensem, prout manifeste percepimus et in effectu sentimus, a manibus uestris et imperii alienare, laborans non solum ad nostram, uerum ad aliarum ciuitatum maritimarum ac communis mercatoris deperdicionem.
Huiusmodi igitur dampna intollerabilia, perniciem enormem iniuriamque grauissimam diucius perferre non ualentes, nos et alie ciuitates maritime parcium nostrarum una cum illustribus principibus, dominis Alberto, Zwecie rege, Alberto, duce Magnopolensi, Hinrico et Magno, eius filiis, Hinrico et Nycolao fratribus, comitibus Holtzacie et Stormarie, cum nonnullis eciam militibus et famulis de Iucia, ipsius regis uasallis, item cum ciuitatibus Pruscie, necnon Zelandie, Hollandie et de mari meridiano, quos omnes idem rex cum suis offendit iniuriose et uiolenter, quandam contra dictum regem Woldemarum et suos iniuimus confederacionem.
Si igitur, diuina permittente gracia et dominorum et amicorum amminiculo, propter tam enormen iniuriam et uiolenciam pro nostra et iusticie nostre defensione quid fecerimus, uestra, cordintime supplicamus, mansueta serenitas non uelit pro egro acceptare.
Utinam, domine graciosissime, esset situs noster uestre celsitudinis sedi adeo propinquus, quod ad tuendum gregem uestrum pusillum sic desolatum possetis nobis uiris armatis subuenire, bene quidem exigeret indigencia nostra oportuna.
Necessarium eciam bene fuisset, quod propterea pociores nostri consulatus ad aulam uestram imperialem legassemus, sed propter epydimiam et mortalitatem ualidam, que, heu, isto anno medietatem personarum nostri consulatus et innumerositatem ciuium absorpsit et ob premissa disturbia, quibus inuoluimur, eorum presencia carere non ualentes, oportuit nos hoc dominacioni uestre magnifice in litteris reserare, maiestatem uestram excellentissimam presentibus humiliter exorantes, quatenus super nobis, subditis uestris deuotis, intenti et solliciti esse dignemini, et ne lupus gregem uestrum depredetur, nobis super premissis de remedio salubri prouidentes et oportuno, et quod dignemini dirigere litteras uestras principibus nobis uicinis, uidelicet dominis Alberto, duci Magnopolensi, Hinrico et Nycolao, comitibus Holtzacie et Stormarie, item Wilhelmo, duci Luneburgensi, Barnym, duci Stetynensi, necnon Wartislao seniori et Wartislao iuniori, ducibus Stetyn et Slauie, ipsos exhortando, ut isti, uidelicet Magnopolensis et comites Holtzacie, nobis et nostratibus fideliter assistere, et illi nobis fauorabiles domini esse dignentur, nullum aduersus nos et nostrates sepedicto regi Danorum presidium consilii aut auxilii prebendo.
Pro quibus uolumus celsitudini uestre reuerenciis, subiectionibus et obsequiis, prout merito et ex debito tenemur, ad omnia iugiter obedire.
Personam uestram regiam et imperialem ad honorem sacri imperii et pro gubernacione sui populi longeuam et felicem conseruet rex sempiternus.
Datum anno domini mocccolxviiio die beati Gregorii pape nostre uniuersitatis sub sigillo.
13 et] herefter overstreget cauere Aa.
(Enslydende mutatis mutandis med nr. 157 s. 124 l. 6. indtil:) velfærd og ro. Men den årlige skat, som vi skal betale til Eder og kejserdømmet, og som er overladt nævnte konge af Eder for det nys forgangne år, nemlig for det Herrens år 67 i den korte formulering, har vi ikke udbetalt til samme, men vi har deponeret den. Det vil I ikke tage os ilde op, dels fordi han har nægtet at give os kvittering herfor, således som det er ret, skik og brug, dels fordi det siges i Eders kejserlige brev til os, og det befales os, at vi skal betale ham denne skat i Eders og kejserdømmets navn, hvis og for så vidt det ikke er til skade for os, dels fordi det ikke vilde være til gavn for os at styrke vore fjender, og dels fordi vi hidtil altid af Eders nåde, høje kejser, har fået tilstået, at en hvilken som helst herre, der oppebar Eders skat, der på den måde var overladt ham af Eder, i troskab skulde stå os bi og støtte os og vore medborgere og hele staden med råd og ved at føre dagtingninger for os. Men denne gør det helt modsatte, idet han giver ondt igen for godt, stræber efter at rive Eders stad Lübeck ud af Eders hænder og bort fra kejserdømmet, således som vi klart har erfaret og virkelighed belærer os om, idet han ikke alene arbejder på vor, men også på de andre søstæders og hansekøbmandens undergang. Da vi altså ikke længere kan udholde disse utålelige tab, de uhyrlige skader og den yderst trykkende uret, har vi og de andre søstæder i vore egne sluttet forbund med de berømmelige fyrster, de herrer Albrecht, konge af Sverige, Albrecht, hertug af Mecklenburg, Henrik og Magnus, hans sønner, Henrik og Klaus, brødre, grever af Holsten og Stormarn, ligeledes med adskillige andre riddere og væbnere fra Jylland, denne konges vasaller, fremdeles med Preussens samt Zeelands og Hollands stæder og dem fra Zuidersøen — alle dem har samme konge og hans folk krænket ved uretfærdigheder og vold — mod nævnte kong Valdemar og hans folk. Hvis vi altså med Guds nådige billigelse og herrernes og vennernes støtte foretager os noget til værn for os og vor ret som følge af så megen uhyrlig uret og vold, beder vi Eder af hjertet, nådige høje kejser, at I ikke vil tage os det ilde op. Gid, nådigste herre, vor stad havde ligget så nær ved Eders sæde, høje kejser, at I kunde komme os til hjælp med væbnet folk for at beskytte Eders lille så forladte hjord, det kunde vor nød nok udkræve. Det burde også nok have været påkrævet, at vi af denne grund havde sendt befuldmægtigede fra vort råd til Eders kejserlige palads, men på grund af pest og stor dødelighed, som, ak, i år har bortrevet halvdelen af medlemmerne i vort råd og utallige borgere, og på grund af nævnte forstyrrede forhold, som vi er inddraget i, kan vi ikke undvære deres nærværelse og har været nødt til at fremlægge dette for Eder, stormægtige herre, i brev, idet vi ydmygt med dette brev anråber Eder, høje majestæt, om, at I værdiges at være påpasselig og omsorgsfuld med hensyn til os, Eders hengivne undersåtter, og, for at ikke ulven skal plyndre Eders hjord, forskaffer os et helsebringende og gavnligt lægemiddel i fornævnte sag, og at I værdiges at sende breve fra Eder til vore nabofyrster, nemlig de herrer Albrecht, hertug af Mecklenburg, Henrik og Klaus, grever af Holsten og Stormarn, fremdeles Vilhelm, hertug af Lüneburg, Barnim, hertug af Stettin, samt Vartislav den ældre og Vartislav den yngre, hertuger af Stettin og Venden, med formaning om, at disse, nemlig hertugen af Mecklenburg og greverne af Holsten, vil værdiges i troskab at stå os og vore bi, og hine at være os og vore nådige herrer ved ikke at yde de Danskes oftnævnte konge nogen bistand med råd eller dåd mod os. Til gengæld vil vi stedse i alle henseender adlyde Eder, høje kejser, i ærbødighed, underdanighed og tjenstvillighed, således som vi med rette og pligtskyldigst skal. Den evindelige konge bevare Eders kongelige og kejserlige person i et langt og lykkeligt levned til ære for det hellige kejserdømme og til gavn for styret af hans folk. Givet i det Herrens år 1368 på den hellige pave Gregors dag under vor stads segl.