(Enslydende mutatis mutandis med nr. 157 s. 124 l. 6. indtil:) velfærd og ro. Men den årlige skat, som vi skal betale til Eder og kejserdømmet, og som er overladt nævnte konge af Eder for det nys forgangne år, nemlig for det Herrens år 67 i den korte formuleringN, har vi ikke udbetalt til samme, men vi har deponeretN den. Det vil I ikke tage os ilde op, dels fordi han har nægtet at give os kvittering herfor, således som det er ret, skik og brug, dels fordi det siges i Eders kejserlige brev til os, og det befales os, at vi skal betale ham denne skat i Eders og kejserdømmets navn, hvis og for så vidt det ikke er til skade for os, dels fordi det ikke vilde være til gavn for os at styrke vore fjender, og dels fordi vi hidtil altid af Eders nåde, høje kejser, har fået tilstået, at en hvilken som helst herre, der oppebar Eders skat, der på den måde var overladt ham af Eder, i troskab skulde stå os bi og støtte os og vore medborgere og hele staden med råd og ved at føre dagtingninger for os. Men denne gør det helt modsatte, idet han giver ondt igen for godt, stræber efter at rive Eders stad Lübeck ud af Eders hænder og bort fra kejserdømmet, således som vi klart har erfaret og virkelighed belærer os om, idet han ikke alene arbejder på vor, men også på de andre søstæders og hansekøbmandens undergang. Da vi altså ikke længere kan udholde disse utålelige tab, de uhyrlige skader og den yderst trykkende uret, har vi og de andre søstæder i vore egne sluttet forbund med de berømmelige fyrster, de herrer Albrecht, konge af Sverige, Albrecht, hertug af Mecklenburg, Henrik og Magnus, hans sønner, Henrik og Klaus, brødre, grever af Holsten og Stormarn, ligeledes med adskillige andre riddere og væbnere fra Jylland, denne konges vasaller, fremdeles med Preussens samt Zeelands og Hollands stæder og dem fra Zuidersøen — alle dem har samme konge og hans folk krænket ved uretfærdigheder og vold — mod nævnte kong Valdemar og hans folk. Hvis vi altså med Guds nådige billigelse og herrernes og vennernes støtte foretager os noget til værn for os og vor ret som følge af så megen uhyrlig uret og vold, beder vi Eder af hjertet, nådige høje kejser, at I ikke vil tage os det ilde op. Gid, nådigste herre, vor stad havde ligget så nær ved Eders sæde, høje kejser, at I kunde komme os til hjælp med væbnet folk for at beskytte Eders lille så forladte hjord, det kunde vor nød nok udkræve. Det burde også nok have været påkrævet, at vi af denne grund havde sendt befuldmægtigede fra vort råd til Eders kejserlige palads, men på grund af pest og stor dødelighed, som, ak, i år har bortrevet halvdelen af medlemmerne i vort råd og utallige borgere, og på grund af nævnte forstyrrede forhold, som vi er inddraget i, kan vi ikke undvære deres nærværelse og har været nødt til at fremlægge dette for Eder, stormægtige herre, i brev, idet vi ydmygt med dette brev anråber Eder, høje majestæt, om, at I værdiges at være påpasselig og omsorgsfuld med hensyn til os, Eders hengivne undersåtter, og, for at ikke ulven skal plyndre Eders hjord, forskaffer os et helsebringende og gavnligt lægemiddel i fornævnte sag, og at I værdiges at sende breve fra Eder til vore nabofyrster, nemlig de herrer Albrecht, hertug af Mecklenburg, Henrik og Klaus, grever af Holsten og Stormarn, fremdeles Vilhelm, hertug af Lüneburg, Barnim, hertug af Stettin, samt Vartislav den ældre og Vartislav den yngre, hertuger af Stettin og Venden, med formaning om, at disse, nemlig hertugen af Mecklenburg og greverne af Holsten, vil værdiges i troskab at stå os og vore bi, og hine at være os og vore nådige herrer ved ikke at yde de Danskes oftnævnte konge nogen bistand med råd eller dåd mod os. Til gengæld vil vi stedse i alle henseender adlyde Eder, høje kejser, i ærbødighed, underdanighed og tjenstvillighed, således som vi med rette og pligtskyldigst skal. Den evindelige konge bevare Eders kongelige og kejserlige person i et langt og lykkeligt levned til ære for det hellige kejserdømme og til gavn for styret af hans folk. Givet i det Herrens år 1368 på den hellige pave Gregors dag under vor stads segl.