Vide skal i agtværdige og vise herrer, I rådmænd i Greifswald, at jeg Gerhard Rubenow takker jer særdeles for jeres lejde, som I giver mig indtil påske. Det var for tre år siden, at sagvolderenN kom og bad jer om, at I ikke længere skulde give mig lejde her til staden. Så opsagde I mig lejdet. Så tog jeg Herding Rubenow og Odbrecht Stumpel med mig og gik ind i herr Henrik v. Lübecks hus, jeres borgmester, og bad ham om, at han skulde give mig lejde til Wiek. Da gav han mig lejde til Wiek samt uden for staden i hele jeres retsområde, men inden for selve staden vilde han ikke give mig lejde. Til stede herved var flere folk, som jeg ikke havde bedt om det, da han gav mig lejde: en hed Bellyn, andre var Hans Warskow og Klaus Hagemester. De fem(!)N bosiddende personer har også siden været hos jeres borgmester og har bevidnet, at de overværede, at herr Henrik således gav mig et gyldigt lejde. Herr Henrik v. Lübeck, jeres borgmester, har siden givet mig lejde til at møde for jeres rådmænd, herr Nicolaus Gutzekow og herr Johan Braschen, som I udvalgte af rådet og sendte til hamN; derfor stoler jeg på Gud og jer, agtværdige og nådige mænd, at jeg skal nyde godt af lejdet og ikke skal være pligtig at stå kandestøberen til regnskab for, hvis de fanger mig under jeres lejde. Er det så, at jeg stakkels nedtrykte Gerhard Rubenow herudover skal stå til svar, giver jeg følgende fyldestgørende redegørelse. I agtværdige og vise herrer, I rådmænd af Greifswald, skal vide, at Konrad Kannengeter boede i Skanør på dansk retsområde og havde ejendom og bopæl dér, og at jeg kom til ham dér og krævede 18 pund lybske penninge af ham, som hans fader, Heine Kannengeter, skyldte mig; og han sagde da, at han ikke vilde give mig dem, medmindre jeg krævede dem ad rettens vej. Da stævnede jeg ham fra den danske ret til den lybske ret og for herrerne af Greifswalds foged i Falsterbo; og han vilde ikke gå med mig derhen, men gik med til, at han vilde stå mig til rette for dansk ret. Da gjorde jeg ham ingen uret og stævnede ham for retten ved det underordnede retsbud, som man kalder en 'ronner'N og sagsøgte ham for de 18 lybske pund og fremlagde alle gyldige beviser mod ham i den danske ret, og sagen blev bragt til en klar afgørelse. Fremdeles vilde jeg ydermere have rejst klage mod ham i anledning af den medgift, som hans fader Heine Kannengeter havde aftalt med mig, da jeg bortgav min søster til hans søn, og fremdeles i anledning af de skældsord, som han havde fremsat mod mig og mine tjenestefolk. Da greb vores begges venner ind og overførte sagen fra den danske ret til den lybske ret på herrerne af Greifswalds fed i Falsterbo. Da overlod vi alle vore tvistigheder til begge parters venner til disses fulde afgørelse. De forhandlede og forligte os med hensyn til de skældsord, som han havde brugt om mig om mine tjenestefolk. Dem tog han afstand fra og sagde, at han ikke havde udtalt dem, og erklærede med sine sande ord, at han om os ikke vidste andet, end at vi var retskafne mænd. Dermed gav vi hinanden hånden og blev venner, og alt, hvad der var os imellem, var endt og bragt til en afslutning, og hvad der var blevet afgjort ved den danske ret, skulde forblive stående som afgjort. Fremdeles skulde Konrad Kannengeter give møde i rådet i Greifswald og dér skaffe mig lejde; så skulde jeg over for rådet erklære, hvilket løfte Heine Kannengeter havde givet mig. Skulde rådet så træffe den afgørelse, at han skylder mig eller min søster noget, så skal han opfylde det. Men traf rådet den afgørelse, at han ikke skylder mig noget, da skal han være kvit. Men hvis han ikke kunde forskaffe mig lejde, eller jeg ikke kunde komme hertil, så skal han træffe en ordning med Odbrecht StumpelN, således at han bringer mig Odbrecht Stumpels åbne brev eller stadens brev; så skal jeg tilbagegive Konrad Kannengeter hans åbne brev. Men hvis han ikke overholder det, som er aftalt, så skal han bøde herfor, således som det er aftalt og gjort klart. Dette vil jeg bevise fra først til sidst, således som jeg med rette skal bevise det; og jeg sætter min lid til Gud og til jer, agtværdige herrer, og til jeres domstol. Kan jeg bevise det, som jeg med rette skal bevise det, så håber jeg ved Gud, at jeg ikke skal komme til at lide nogen nød på grund af hans klage, min egen modklage ufortalt, nemlig sådan som herr Henrik v. Lübeck gav mig lejde, således gav han lejde til alt mit gods. Givet og forhandlet i Greifswald i det Herrens år 1370 lørdagen før Reminiscere under mit eget segl.