Dette er de klagepunkter, som vi hertug Albrecht af Mecklenburg har mod dem fra Lübeck.

<1> For det første (har de)N i deres breve, som de har givet os, sluttet forbund med os for en given tid mod kongen af Danmark og mod kongen af Norge og mod begge deres riger og mod alle deres hjælpere, således som de res breve udviserN; så blev markgreven af Brandenburg kongen af Danmarks hjælper og undsagde os og blev i medfør af ham vor fjende i samme krig, idet det er vel vitterligt, at han undsagde os for samme konges skyld, hvilket vi klart kan bevise, såfremt vi med rette skal. Her ydede de fra Lübeck os ingen hjælp udover, at de gav os to eller tre mand med til forhandlinger desangående; og derudover lod de os være alene i krigen mod markgreven, i hvilken vi og vort land led uoprettelige skader på borge og lande ved rov og brand, ved tilfangetagninger og løsepenge og ved mange slags andre tab og omkostninger, hvilket vi, hertug Albrecht, klart kan bevise, såfremt vi med rette skal.

<2> Fremdeles skulde de fra Lübeck og deres andre hjælpere, stæderne, stille og underholde 1000 væbnede under krigen. I mange tilfælde havde de dem ikke til angreb og til forsvar, specielt svigtede de i tiden for forbundet kongen af Sverige, hans broder hertug Henrik og deres folk og tog bort fra Skåne, det fjendtlige land, og beholdt ingen af deres folk der, men lod de samme herrer ligge alene der med deres folk; og de bortfjernede sig uden deres samtykke og mod deres vilje, således som de vel kan bevise, hvorved de led stor skade og havde store omkostninger, hvilket vel er vitterligt.

<3> Fremdeles måtte efter ordlyden af samme forbund og efter brevene ingen af dem, medens forbundet varede, uden den andens samtykke hverken holde dagtingninger, gå ind på sone, fred eller træffe forhåndsaftaler. Dog anklager vi, hertug Albrecht, dem for, at de inden for den tid ofte har holdt dagtingninger og truffet aftaler, og til sidst har de sluttet fred aldeles uden vort samtykke og vilje, hvorved man i høj grad har haft vor skade og vort fordærv for øje; og de lod os være uden for al sone og al fred, og de forhandlede den samme sone og fred indenfor den for traktaten gældende tid, således som vi vel kan bevise, og hvorved vi har lidt store og uoprettelige tab, hvilket er klart vitterligt.

<4> Fremdeles har vi dette klagepunkt mod dem: De havde borge, lande, oppebørsler, indtægter og al anden nytte af landet Skåne i deres varetægt som retmæssigt pant fra os og fra vore børn, hvilket de skulde beholde, indtil de heraf havde fået godtgørelse for bestemte skader og bestemte udgifter; og siden efter de to nærmestkommende år skulde de tilbagegive os og vore børn og arvinger alle de samme borge, lande, folk, oppebørsler, indtægter med alt tilbehør; og de havde det kun på den måde fra os, som man plejer at have et pant, som de breve klart viser, som er givet heromN. Dog har de, medens dette løfte gjaldt, mod vor vilje og samtykke opladt de samme borge med det andet omtalte til kongen af Danmark og hans folk og har unddraget os og vore børn dem, skønt de kun skulde sidde inde med det som pant af os, således som brevene klart udviser, og skønt de efter en indløsning ikke skulde være nogen andens end vore, vore børns og vore arvingers. Og de har endog givet os brev og løfte på, at alt det, som de bemægtiger sig i Danmarks rige, det skal bestemt alene være vort, vore børns og vore arvingers; herfra er intet andet undtaget end blot borgen i København, som man skulde bryde ned, den samme blev brudt ned. Da man havde erobret borgen i Helsingør, krævede vi den af dem i overensstemmelse med indholdet af deres brev, den ville de ikke give os.

<5> Fremdeles hvis, som brevene fra dem fra Lübeck udviser, de skulde opnå fordele, det være sig i fanger eller i bytte, da skal man dele den gevinst, som brevene lyder. Herom klager vi, at de beholder alle fanger, som blev taget i København, for sig, ikke en eneste af disse blev overladt os; ligeledes (gælder det om) mange andre fanger, som de beholdt for sig og unddrog os, hvilket er vitterligt nok, og hvorved vi led store tab.

<6> Fremdeles da herrerne sammen med stæderne lå med deres skibe på reden ved StralsundN, da bad stæderne og især de fra Lübeck os om, at vi på øen og landet Rügen ikke skulde volde mere skade på fjendegods, end der var sket sammesteds. Da sagde de os, at de vilde træffe bestemmelse om brandskatten af alt fjendegods på samme ø, både på herrernes og på deres egne vegne, og vilde overlade os vor andel af brandskatten. Det har de endnu ikke gjort, det kræver vi stadig.

<7> Fremdeles da vi, medens forbundet var i kraft, var redet til Neubrandenburg og skulde ride videre til møde med kongen og herrerne Jakob Pleskow, Simon Swerting, Segebod Crispin, var sammen med os, da krævede disse tre af os, at vort råd, der var til stede, nemlig herr Stralendorp, herr Fikke Moltke og herr Henrik v. Bülow, imod alle breve skulde love de fornævnte rådmænd, at nok måtte vi gerne tale med kongen eller med hans mænd, men alt, hvad hanN forhandlede med os, det skulde vi viderebringe til de samme rådmænd; under ingen omstændigheder skulde vi gå ind på sone og fred med ham uden at træffe den beslutning med deres samtykke og vilje. Ligeledes sagde disse fornævnte rådmænd også på stædernes vegne til dem, at også stæderne skulde overholde dette på samme måde, hvad de dog ikke overholdt, hvad vi vel er i stand til at bevise, om vi med rette skal. Herved har vi pådraget os en stor og uoprettelig skade. Desuden har de givet os og vore børn brev og løfte om, at de skulde vende alle de sager, der blev for handlet i deres gensidige forbund, ganske og aldeles til det bedste for os, hvad de dog ikke har gjort, men alle berørte punkter har de vendt mere til det onde end til det bedste for os.

<8> Fremdeles i løbet af dette samme forbund blev for kongens skyld hertug Erik af Sachsen vor fjende, hvilket er vitterligt nok. Så krævede vi hjælp af dem fra Lübeck; desangående var de fjernt fra at hjælpe; og de hjalp os ikke, men de aftalte en dagtingning i selve Lübeck mellem den fornævnte hertug og os og mæglede dér en våbenstilstand for en bestemt tid; og også over for rådet i Lübeck blev våbenstilstanden lovet af hertug Erik og hans mænd til vor håndN. Denne samme våbenstilstand brød hertug Erik og røvede under samme våbenstilstand, hvad han kunde i vort land; og af samme bytte blev en stor del drevet til og taget i forvaring inden for Lübecks bomme og grave; ved samme rov blev vi bragt i store vanskeligheder, som vi klart kan bevise, og som de fra Lübeck dog aldrig rejste klage over, skønt overholdelse af våbenstilstanden også var lovet dem. På grund af det samme fredsbrud drog vi for nødværges skyld til gengæld til hertug Eriks land. Og dér blev i nærværelse af vor søn og vore mænd, heste og køer, tilhørende fjenderne, jaget og for sikkerheds skyld drevet inden for staden Lübecks bomme og grave. Og den åbenbare og ferske gerning foretog vore mænd og tilegnede sig deres bytte (som erstatning) for det, der var blevet frarøvet dem inden for den fred, som de fra Lübeck havde fået løfte om; og de tilbød i den forbindelse, at hvis der i byttet indgik noget, som tilhørte dem fra Lübeck, så vilde de på stedet give det tilbage; og de tilbagegav dem det, som de gjorde krav på tilhørte dem. Alligevel lagde de fra Lübeck pres på os, fordi vore folk havde gjort dette, om hvilket vi tilbød at gå i retten for fyrster, herrer og gode folk, hvilket dog ikke hjalp os. Vi blev derfor af dem fra Lübeck og deres borgere tvunget ud i store vanskeligheder, hvilket vi klart kan bevise, som vi med rette skal. Alle de forskrevne artikler og hvert især af dem er vi i stand til at bevise på grundlag af deres åbne beseglede breve eller, hvordan vi nu med rette skal; og vi begærer retlig afgørelse om, hvorvidt de ikke skal overholde deres beseglede breve over for os og erstatte os den åbenbare skade, som vi efter indholdet af samme af dem beseglede breve har lidt på grund af dem, og vi beder Eder, ærværdige fader i Gud, herr biskop Bertram af Lübeck, at I efter retten træffer en afgørelse mellem os desangående. Til vidnesbyrd om dette er vort segl trykt her nedenfor. Givet i Schwerin år 1373 efter Guds fødsel mandagen efter palmesøndag.