Karl, af Guds nådige mildhed romernes kejser, til alle tider rigets øger og konge af Böhmen, til alle gejstlige og verdslige fyrster, i særdeleshed ærkebiskopper, biskopper, prælater, hertuger, velbyrdige, høvedsmænd, råder og borgersamfund og tjenestemænd i Danmarks rige, til hvem dette brev når, sin nåde og alt godt for de trofaste mod det hellige kejserdømme. Med des større sorg i hjertet har vi ifølge troværdig indberetning optaget meddelelsen om det smertelige dødsfald, som – ak, ve – nys efter den Højestes vilje og ifølge naturens gang har ramt vor tidligere høje broder kong Valdemar, i os, jo mere vitterligt det er, at vi (kejseren) og han gennem lange tider på det inderligste var knyttet til hinanden med broderlige følelser. Thi håbede den høje kejser tit og ofte at se samme konge i besiddelse af varig legemlig sundhed og med glad mine til drøftelse af vore begge landes og vore folks nytte og fremgang i det verdslige; og som følge heraf styrede vi for nylig vore fjed mod de af vore lande, der ligger Danmarks rige nærmest. Det håb har den onde død berøvet os efter Hans befaling, som er i stand til at lyksaliggøre hans sjæl med den evige krone. Men eftersom, I kære, nævnte konge er afgået ved døden uden lovlige mandlige livsarvinger, og der forud kun er avlet to sønner af hans to døtre, nemlig den berømmelige Albrecht, søn af den berømmelige Henrik, hertug af Mecklenburg, vor kære tro fyrste og onkel, og af den berømmelige afdøde Ingeborg, ældste og førstefødte datter af nævnte konge, og en anden yngre søn af en anden yngre datter, født i anden række, den berømmelige Håkon, Norges konges lovformelige ægtefælle, af hvilke sønner een med rette formodes at blive ophøjet til konge. For at ovennævnte Danmarks rige derfor ikke skal mangle en konge og styrer eller på grund af de nævnte to sønner ved et uoverlagt fejlgreb bukke under i fremtidige stridigheder eller blive udsat for krigshandlingernes skadelige følger og tilskikkelser, og i særdeleshed også for at samme rige ikke skal blive delt i andele, hvorved det under alle omstændigheder lægges øde, synes det os, for at naturlig fornuft og billighed bedst kan efterfølges og overholdes i denne sag, passende og stemmende med ret, at nævnte Albrecht, den ældste søn af de fornævnte, født af den fornævnte førstefødte ældste datter, og ikke den anden yngre bør foretrækkes til riget og til sin tid udmærkes med det kongelige diadem. Derfor anmoder og opfordrer vi med flid Eder alle og enhver af Eder, hvem det vedkommer, ja vi tilråder og anbefaler Eder efter forudgående overvejelse bestemt til, at I efter på rette må de at have overvejet det fornævnte i gerning antager den fornævnte Albrecht, søn af den førstefødte og ældste datter af nævnte konge, som Eders og de Danskes riges konge og ingen anden og i gerning adlyder ham i alt det, I er skyldig til, idet I utvivlsomt ved, at vi ikke kun på grund af den gunst, hvormed vi fra gammel tid har omfattet nævnte afdøde kong Valdemar, mens han endnu levede, men også som følge af den pligt, der påhviler os som romernes kejser til at give agt på hver enkelts velfærd og drage omsorg for deres uforkrænkelige ret, trofast vil bistå den nævnte berømmelige Albrecht, søn af ovennævnte ældste datter, med hensyn til opretholdelse af den ret, der ifølge arvefølge tilkommer ham til Danmarks rige, og vi vil til nævnte riges hæder, værn og tarv med dette brev som vidnesbyrd under vor kejserlige majestæts segl virkningsfuldt yde ham al den gavnende og gunstige velvilje, som vi kan. Givet i Pritzwalk i det Herrens år 1375 i den 13. indiktion den 6. november i vore kongedømmers 30., men i kejserdømmets 21. år.