Tekst efter Aa:
Omnibus presens scriptum cernentibus
Jon, præsteviet mand, sognepræst i Store-Fuglede, Peder Boie og Mikkel Boldesen, samme kirkes værger, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.
Alle, nulevende og fremtidige, skal vide, at vi med enstemmigt samtykke af sognefolkene, der særligt er blevet adspurgt herom, til nærværende brevviser Peder Brand, bymand i Kalundborg, på livstid har bortforpagtet noget gods tilhørende sankt Peders kirke i Store-Fuglede i landsbyen Flinterup, nemlig en gård på syv ørtug skyldjord, på hvilken Mogens bor, for tre pund korn, og to øre skyldjord, af hvilke en trediedel tilhører præsten, på hvilke Peder Tuesen bor, for en halv mark sølv, hvert år at betale før kyndelmisse, på den betingelse, at samme Peder Brand skal bebygge og besætte nævnte gods, så godt han formår, hvilket gods, siger jeg, efter hans død frit skal tilfalde nævnte kirke og præst uden noget vederlag eller nogen indsigelse fra nogen som helst lige så frit, som da han først tog imod det. Til vidnesbyrd herom er vore segl hængt under dette brev tillige med segl tilhørende de gode mænd Niels Degn af Tygestrup og Torsten Kare. Givet i det Herrens år 1376 på ærkeenglen sankt Michaels dag.