Jeg Konrad Moltke, væbner, høvedsmand i Vordingborg, erkender og bevidner åbent med dette brev, at jeg har plejet disse efterskrevne dagtingninger på mine vegne og på min søn Evert Moltkes vegne med den høje fyrste, hertug Albrecht den yngre, hertug Henriks søn, kong Valdemar af Danmarks datterbarn, og på hans vegne med hertug Albrecht af Mecklenburg, hans bedstefader, og med hertug Henrik, hans fader, på den måde at jeg fornævnte Konrad Moltke straks skal og vil sejle over til Danmark til rigets råd i Danmark og tale med dem, om de vil lade barnet blive ved sin ret, som det har ret til. Kan jeg pleje dagtingning om det i almindelighed, det vil jeg forsøge med al troskab, som jeg bedst kan. Hvis jeg ikke kan gøre det, så vil jeg uden opsættelse til nu førstkommende sankt Mikkelsdag være i Rostock og vil straks sammen med mine herrer eller sammen med deres rådgivere, som de sender dertil, ride til markgreven af Meissen, markgreve Frederik, og sammen med mine herrer eller sammen med deres rådgivere, som de sender dertil, på vor tro bede ham om, at han tager sig retskendelsen på og træffer afgørelse om den efter ordlyden af brevene, således som de udviser den. Hvis han vil påtage sig den, hvad han da over for mig Konrad kender for ret på mine og på min søns vegne, det skal og vil vi stille os tilfreds med og vil overholde det. Hvis markgrev Frederik af Meissen ikke vil tage sig retskendelsen på, så har vi valgt herr Wedekind, fogeden af Berge, på begge sider til, at han skal forlige os med en endelig retskendelse efter vore breves ordlyd ligesom de andre herrer, som vi tidligere havde henvendt os til desangående, og hvad han afsiger som kendelse for os, det skal vi stille os tilfreds med og vil overholde det. Hvis denne fornævnte herr Wedekind, herre til Berge, afgår ved døden, hvad Gud forbyde, så skal vi på begge sider være uskadt i vor ret, men jeg Konrad skal og vil alligevel komme til Rostock på sankt Mikkelsdag, således som det er skrevet foran, og da gøre det samme over for mine forskrevne herrer, som jeg nu skulde gøre over for dem. Fremdeles så skal dette brev ikke på nogen måde blive til hindring eller skade for de andre breve, som jeg og Danmarks riges råd tidligere har givet disse fornævnte herrer, og de breve ej heller for dette brev, men de skal på begge si der forblive ved deres fulde magt. At overholde alle disse fornævnte punkter stadigt og fast lover jeg fornævnte Konrad Moltke for mig og min søn Evert over for disse forskrevne herrer hertuger af Mecklenburg på min tro uden argelist med dette brev, som jeg har hængt mit segl under til vidnesbyrd, og som er skrevet i Arneburg år 1377 efter Guds byrd dagen før Vor Frues himmelfartsdag.