© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Udtog efter A, varr. efter Ba:
In dei nomine amen. ♦ De negocio Anglie. anno. domini. mo.ccco.lxxixo.
<1-7> .....
<8> Also se vnse antworde in deme rade ghelesen hadden.
<a> Int erste
<b>
<c> ....
<d> Vortmer
<e> Vortmer so claghende se. dat tho Norweghene en Enghelsch copman
<f> .....
<9-11> .....
<12>
<13> .....
<14>
<15> .....
I Guds navn, amen. Om sagen vedrørende England i det Herrens år 1379.
<1-7> .....
<8> Da de havde læst vort svar i rådet, så havde de stævnet borgmesteren og rådet i London for sig på samme tid, hvorom vi dog intet vidste, og sendte atter herrer fra rådet til os og meddelte os, at de klart havde forstået vort svar, og at de havde givet dem fra London det, at nedfælde deres svar derpå til gengæld inden næste møde. Men dog sagde de, at deres købmænd havde mange andre klager mod os, som de åbenbarede for os, og på hvilke vi straks svarede dem, således som det står skrevet herefter:
<a> For det første klagede de over, at deres købmænd ikke måtte udskibe i vore lande eller der, hvor vor købmand ligger, i deres egne skibe eller i andre sammen med vore købmænd, og at hvem der gjorde det, han havde forbrudt alt sit gods. Dertil svarede vi således, at det ikke var sandt, for de kunde i vore lande udskibe i deres egne skibe, hvorhen de vilde, og også i andre skibe sammen med vore købmænd, således som de nu klart kunde se det ide skibe, der nu lå på Themsen, og som nu var kommet fra Preussen og fra Skåne, om bord på hvilke var ankommet både vore og deres købmænds varer sammen, men det skete nok undertiden, at een købmand eller flere hyrede et skib til sig selv på grund af deres varers omfang, således at ingen kunde komme mere deri, og det syntes os ikke at være urimeligt, thi deres folk gjorde bestemt også ligesådan, således som det var helt rimeligt.
<b> Fremdeles klagede de over, at deres købmænd i Skåne ikke måtte salte ligesom vi, og som de havde gjort før i tiden, omendskønt de havde haft deres folk med i krigen, og fremførte ved den lejlighed en mand, der sagde, at han havde været med der i krigen med henved 80 skytter. Så spurgte vi ham, sammen med hvem han havde været der. Da sagde han: med grev Henrik af Holsten henved 14 dage. Hertil svarede vi, at vi ikke kunde svare andet dertil, end vi før havde gjort i brevet til det andet punkt, men om manden havde været der, det vidste vi ikke. Og hvis han havde været der, så kunde han godt have været der som købmand, af hvilke der kom mange fra og til, og det for større sikkerheds og beskyttelses skyld. Men det vidste vi godt for vist, at hverken han eller nogen fra England var sammen med os i krigen på krigerisk vis. Og så spurgte vi ham, hvem der havde udsendt ham, hvilken herre eller stad. Så stod han og vidste ikke, hvad han skulde svare os derpå.
<c> .....
<d> Fremdeles klagede de over, at vi har forbudt vore købmænd, at de må tage nogen ægtehustru i England eller bringe hende til vore stæder at bo, og den der gør det, han er forsmået, og han kan da ikke bruge vor ret og vore privilegier mere sådan som vi. Derpå svarede vi, at vore købmænd var frie mænd og kan tage hustruer, hvor de vil, men hvis nogen af vore købmænd tog en hustru i fremmede stæder, der ikke hørte til vort forbund, nemlig i England, Frankrig, Norge, Danmark, Flandern, Venedig eller deslige, han måtte undvære vor ret og vore privilegier, for vi kunde ikke rettelig forsvare ham deri, når han ikke boede i Tyskland. Men bragte nogen af vore købmænd eller en anden retskaffen mand sin hustru til en stad hos os, så kan han fra det tidspunkt, han er borger der, bruge vore privilegier, ganske som om han var født der.
<e> Fremdeles så klagede de over, at i Norge var en engelsk købmand blevet slået ihjel af vore købmænd. Dertil svarede vi, at det ikke var os bekendt, men vi havde nok hørt, at i Skåne var nu en blevet slået ihjel, og at det ikke var sket fra vore folks side, for englænderne kom løbende for beskyttelses skyld til det lybske fed, og var de ikke blevet beskyttet, nemlig af dem fra Lübeck og Preussen, så var der måske sket større fortræd og skade deraf, efter hvad vi klart har hørt, og desuden sker den slags bestemt også blandt vore sammesteds, for der kommer mange mennesker fra mange slags lande og nationer,
<f> .....
<9-11> .....
<12> Det gjorde vi således og kom igen næste morgen for rådet. Så bad de os atter med flid om, at vi vilde afvente næste parlament, for vi så vel, at en del af herrerne fra rådet var faret og redet væk. Dertil svarede vi dem igen efter købmandens råd og sagde dem, som vi før havde sagt, at vi ikke kunde vente på det, og bad om en fredelig afslutning på vort hverv, således at alle ting kunde blive stående mellem os i venskab og endrægtighed. Det tog de betænkningstid på og sagde til os efter mange ord, at de gerne vilde give og overlade os vor stadfæstelse igen, men de havde besluttet det i hele rådet, at man skulde skrive en artikel deri til sidst før dateringen af stadfæstelsen, der lød således, som det står skrevet herefter: 'stedse således at alle købmænd og andre undersåtter i England og fra vore andre lande og højhedsområder i flækker, landsbyer, på torve, markedspladser og i højhedsområder, hvor de er stedet under ovennævnte købmænds magt og styre, skal behandles venskabeligt både af de samme købmænd og af hvem som helst af dem såvel i Skåne og Norge som andetsteds, hvor de end befinder sig, og at de efter de landes gamle sædvaner som trofaste venner indbyrdes kan købe, sælge, handle og indskibe sammen med dem såvel i deres flækker, landsbyer, på deres torve, markedspladser og i deres højhedsområder som andetsteds, således som fornævnt, frit og uden nogen hindring, eller uden at der på nogen måde pålægges eller vederfares dem nye og uvante skatter".
<13> .....
<14> Dog den næste dag derefter gik vi sammen med købmanden for kongens råd hos dominikanerne og sagde således blandt mange andre ord: I herrer, se, vi har vel tænkt på en udvej mellem os på denne måde. I begærer bestemt, at Eders folk i vore lande kan være lige så fri, som vore er her med deres privilegier. Derfor har vi ofte sagt Eder, at Eders folk er meget friere og mindre besværet hos os uden privilegier, end vore er her med privilegier, hvilket I nok kan tro os i. Dog hvis I eller Eders købmænd vil drage lige så meget derhen i vore lande, som vore har gjort her og stadig gør alle dage, så formoder vi vel, at vore stæder, der vil bruge disse privilegier her, vil give Eders folk samme slags privilegier til gengæld på samme måde, som Eders folk vil gøre med os, og betale efter pengeværdi, ligesom vore gør her. Det ønskede de betænkningstid til og meddelte dette til borgmesteren og dem fra London og svarede os tilbage, at det ikke godt kunde ske, for de begærede ikke mere end, at deres folk skulde blive ved deres gamle sædvane i vore lande, og sagde videre, at de ikke gav vore stæder nogen skyld, undtagen alene angående Norge og Skåne, hvor vore og deres folk samles, og kunde nu ikke ændre mere deri, når hele rådet havde besluttet det.
<15> .....
De udeladte artikler vedrører udsendingenes rejse, påbegyndt 11. november og øvrige forhandlinger i løbet af november og december med Londons borgmester og råd samt de kongelige råder. Det i <12> optagne engelske forslag til en tilføjelse til privilegiestadfæstelsen er ligeledes optaget i hansestædernes forestilling til det parlament, der holdtes 1380 16. jaunar – 3. marts, trykt Hans. UB IV 275 nr. 673; Dipl. Norv. XIX 717 nr. 601. Tilføjelsen afvistes af hansestæderne.