Det skal være vitterligt for alle mænd, nulevende og fremtidige, at år 1381 efter Guds fødsel på den søndag i fasten, som kaldes passionssøndag, blev denne dagtingning fastsat, fuldbyrdet og sikret mellem den højbårne og mægtige fyrste herr kong Albrecht af Sverige og hele hans samlede rige og de i riget boende mænd, deres tjenere og hjælpere, som er inden for riget, tillige med alle de borge og lande, som han, hans mænd eller hjælpere sidder inde med, eller som holdes til hans hånd, hvor de end er øst for Øresund, på den ene side og den ærværdige herre og fader med Gud, ærkebiskop Mogens af Lund, herr Tue Galen, gælker, og herr Holger Gregersen, riddere, Torkil Nielsen og Absalon Kjeldsen, væbnere, og hele det samlede land Skåne, alt det, som er øst for Øresund, og de mænd, som bor deri, deres tjenere og hjælpere, som er inden for landet, på den anden side på denne måde, som herefter anføres: <1> Først skal der mellem riget Sverige og hele det samlede land Skåne og alt det, som er øst for Øresund, bestå og forblive en fuldstændig fred og sikkerhed fra nu forbigangne midfaste søndagN og til den midfaste søndagN, der nu næst herefter kommer, den dag helt til ende, fast, sta dig og ubrydelig uden al svig. <2> Når dernæst dette fornævnte år er forløbet, skal der mellem det fornævnte rige Sverige og landskabet Skåne og alt, hvad der er øst for Øresund, bestå våbenstilstand i tre måneder under samme fred som fornævnt uden al svig, dog således at ingen inden dette fornævnte års dag og time skal eller må opsige våbenstilstanden på de samme tre måneder. Hvem af dem der opsiger eller på hvilken side de siden vil opsige denne våbenstilstand, de skal vitterligt opsige den med befuldmægtiget bud og åbne breve, de fra Skåne på borgen Kalmar og de fra Sverige på Lindholm og Turestorpsö, og de sendebud, der skal medføre disse breve, skal være sikret frit lejde på begge sider. <3> Fremdeles er det dagtinget og lovet således på begge sider, at alle de fredsbrydere, røvere og ildgerningsmænd, som siger ikke at ville være under nogen fred og have nogen mand til herre, men stå til regnskab over for sig selv for skade og gavn, dem skal ingen mand, det være sig i Sverige eller i Skåne, som er indbefattet i denne fred, holde eller beskytte eller på nogen måde befordre eller værne, men hvem der med Guds hjælp kan tvinge, hindre eller gribe dem, han skal stille dem under anklage og lade retten gå sin gang over dem som over rette fredsbrydere. <4> Kan nogen mand også inden for denne dag og fred fange og få fat på disse fredsbrydere eller mænd uden for tjeneste, skal han slet ikke holde dem i fængsel og ikke være pligtig dertil, men skal være helt fri for dette fangenskab med ære, rimelighed og ret. <5> Hvilken høvedsmand eller anden mand, hvem han end er, der holder eller beskytter eller på nogen måde er de fredsbrydere behjælpelige eller med vilje og viden tillader og tåler, at de færdes fra eller tilbage til hans len, den eller dem skal man forfølge med samme ret som de fredsbrydere, hvor han eller de end sidder på borg eller gård, eller hvor de end kan være, som gør dette, og hvem — de, som har lidt skaden, og de høvedsmænd på den side, for hvem skaden er sket af de andre — der siger til og maner til hjælp, dem skal de straks være behjælpelige med magt og hjælp uden al svig til at forfølge de fredsbrydere og i lige måde de andre, som holder eller beskytter fredsbryderne, og mane ret af dem, hvad enten de sidder på en borg, i en købstad eller på landet. <6> Skulde det også være således, at nogen forfulgte dem, som havde brudt freden, på flygtende fod, på hvilken side de end monne være, da må han med lejde forfølge dem til de nærmeste borge og udbede sig hjælp af den høvedsmand, som er på borgen, eller af andre gode mænd nær derved, og de skal være ham behjælpelige, som forfølger fredsbryderne, hvis han ikke kan fængsle ham, og hvis de, som så hastigt forfølger sådanne fredsbrydere, da i det fri tager mad eller foder, skal der ikke dermed være brudt nogen fred på nogen side. <7> Skulde det også gå således, at no gen af fredsbryderne eller de mænd, der er uden for tjeneste, eller hvem det end var, inden for denne fred og dag efterstræbte eller med nogen form for forræderi eller uret aftvang eller fravandt nogen mands borge eller befæstninger, de borge eller befæstninger skal ingen, som er indbefattet i denne fred, købe til sig eller tiltage sig med nogen anden dagtingning eller påfund eller underhandle mod dem, hvem det på denne måde er frakommet. <8> Hvem der gør det, på hvilken side det end sker, da skal de fra begge herskaber være dem behjælpelige med magt og god vilje uden al svig med at komme tilbage til den borg eller den befæstning, som således bliver fravundet dem, og som de da sad inde med. Og hvem han, fra hvem borgen således bliver fralistet eller fravundet, kalder eller kan byde til sig, dem, som kommer ham til hjælp, skal han da give mad og foder i den tid, han behøver dem. <9> Skulde det fremdeles være således, at nogen mand begik en handling mod en anden indbyrdes under det ene herskab, enten med fangenskab, rov, brand, vold eller drab med foragt og uden hastig uenighed, eller hvilken handling han end begik, som var imod ære og mod denne fred, vilde han da ride til det andet herskab og skjule sig der eller byde sig til tjeneste, da skal den mand ikke blive forsvaret der af nogen for den handling eller forbrydelse, men skal stilles under anklage og stå til regnskab for sin forbrydelse, således som han har forskyldt. <10> Blev og nogen således fangen af sådanne mænd på begge sider under denne fred, da skal han ikke være pligtig over for dem med fangenskab og behøver ikke holde dem i et sådant, som det tidligere er sagt. <11> Fremdeles må klerke, bønder og købmænd under denne fred og dag rejse med lejde til hinanden på begge sider for deres gavns og rette ærindes skyld, og hvad de fører med sig til hinanden, det skal være og rejse i sikkerhed uden al svig. <12> Vil nogle riddere og væbnere eller hovmænd ride til hinanden under denne fred, da skal de udbede sig og have lejde eller førere fra nærmeste høvedsmænd og nærmeste borge. <13> Ingen sikkerhed eller dens magt skal nogle af disse fredsbrydere eller mænd uden for tjeneste have uden med det varsel, at han skal stå til rette for sin forbrydelse, hvis der kommer klage over ham, og fordi hans forbrydelse opdages. Hvem der bryder denne fred på enhver måde som fornævnt, ham skal ingen tage løskøbelse for, men han skal miste livet, eftersom hans forbrydelse opdages, og en ridderlig ret og vore egne vilkår tilsiger det på begge sider. Var der en artikel, som ikke var åbenbar og fuldstændigt udtrykt, da skal man dog fortolke den til styrkelse og bevarelse af freden og dem til mere skade, som bryder freden. Alle disse foranførte artikler og hver af dem især for sig lover vi efternævnte på hele riget Sveriges vegne og på alle deres vegne, som bor heri, og alle deres, som har underhold der, nemlig Bo Jonsson, drost i Sverige, Sten Bengtsson, marsk, Erik Karlsson, Porse Get, riddere, Herbrekt Königsmark, Gerhard Snakenborg, Heine Snakenborg og Arnold Karow, væbnere, og lover fast og ubrydeligt uden al argelist på enhver måde som fornævnt med samlet hånd at overholde alt det foranførte til denne fornævnte hæderlige fader og herre ærkebiskop Mogens' i Lunds og til deres tro hånd, som bor i hele landet Skåne og øst for Øresund, nemlig disse ærlige og velbyrdige mænd herr Tue Galen, gælker i Skåne, herr Holger Gregersen og herr Peder Nielsen, riddere, Torkil Nielsen, Absalon Kjeldsen, Trued Hase, Jakob Absalonsen og Peder Munk, væbnere. Til større sikkerhed for alle disse fornævnte artikler er vore segl kommet herunder. Givet og handlet i Skänninge ovenanførte år og dag.

(På en vedføjet pergamentstrimmel:)

Fremdeles er det således fastsat foranførte år, dag og sted, at den højbårne fyrste kong Albrecht og de gode mænd i Sverige må være hertug Henrik og hertug Magnus eller andre af deres venner behjælpelige i deres krig mod Danmark vest for Øresund, om de ønsker det, og de gode mænd i Skåne, Halland og øst for Øresund må være deres herre, kong Oluf behjælpelige med hans krig mod ethvert land, hvor han har behov derfor, med undtagelse af Sverige og med undtagelse af disse lande, der er indbefattet i denne fred, ukrænket på begge sider, derved at det afhænger af fred og forlig mellem riget Sverige og landet Skåne og alt, hvad der er øst for Øresund. Og den fred og det forlig skal evig forblive urokkeligt, som det er fastsat og skrevet ovenfor. Og for denne samme artikel lover alle vi foranførte på samme måde som for alle de andre artikler, som foran er anført.