I Herrens navn, amen. År 1383 efter sammes fødsel i den 6. indiktion den 13. februar i vespertimen eller deromkring i sankt Nikolai kirke i byen Stralsund, Schwerin stift, i den højhellige fader i Kristus og vor herre herr Urban, ved Guds mildhed den 6. paves femte pontifikatsår gav den hæderværdige mand herr Esbern, dekan ved kirken i København, Roskilde stift, personligt møde i nærværelse af mig, underskrevne offentlige notar og nedenfor anførte vidner og holdt i sin hånd et dokument, affattet på papir, som han lod læse, i hvilket han opfordrede, appellerede, bad om appelbrevN og foretog andet, således som det fuldstændigt stod i samme, hvis ordlyd til andet var denne:

I Herrens navn, amen. Da de, der er undertrykt og ondsindet og nederdrægtigt tynget, og som frygter, at de bliver tynget, såvel af kanonisk som af verdslig ret har fået bevilget et middel i form af appel, og da vi Esbern, dekan ved kirken i København, Roskilde stift, føler, at vi er tynget af den ærværdige fader i Kristus og herre herr Mogens, ved Guds forsyn ærkebiskop af Lund og Sveriges primas, fordi vi med den ærværdige fader i Kristus og herre herr Niels', af Guds nåde biskop af Roskildes myndighed, der var betroet os i denne sag, skred kanonisk frem mod herr Bertold Wusseke, i sin tid official på landet Rügen, og som var mangfoldigt forpligtet til regnskabsaflæggelse over for ham, på grund af nævnte regnskabsaflæggelse, som han skulde gøre og foretage over for os i samme vor herre biskop af Roskildes navn, samt mod nogle andre af fornævnte herre biskop af Roskildes skyldnere, fordi de har svigtet med de betalinger, som de skylder ham, og på grund af deres trodsighed og hårdnakkede ondskab ramte denne og disse med bandlysningsdom efter forudgående kanonisk påmindelse, og vi lod disse erklære for bandlyste på landet Rügen, skød endelig samme herr Bertold, der ønskede at komme uden om at skulle foretage afregning eller regnskabsaflæggelse til os, i sit og denne vor herre biskops fornævnte skyldneres navn en, som det forsikres, intetsigende appel til den herre ærkebiskoppen af Lund imellem, og opnåede, idet han under påskud af den appel rejste til samme herre ærkebiskop af Lund, et brev, i hvilket det pålagdes præsterne og sjælesørgerne på fornævnte land Rügen, at de skulde ophøre med forkyndelsen af vor fornævnte dom, og ordlyden af dette brev er denne: Mogens, ved Guds forsyn ærkebiskop af Lund (o.s.v. = nr. 261). Men eftersom fornævnte herre ærkebiskop ikke havde kendskab til denne appels fortjenester og årsager, hvis den bør kaldes appel og ikke lod parterne kalde til sig personlig, hverken hørte nævnte herre biskop af Roskildes dokumenter eller overholdt nogen rettergangsorden, idet han så at sige var partisk og imod retfærdigheden gunstig over for ham, men gav og overgav fornævnte brev til stor skade og tynge for os og denne biskop af Roskilde, føler vi derfor, at vi er tynget af de fornævnte og deres byrder som fornævnt, og beråber os på og appellerer med dette brev til det hellige apostoliske sæde og beder om appelbrev, indtrængende, mere indtrængende, såre indtrængende, hvis der er nogen, som vil give os det. Hvis det bliver nægtet os, beråber vi os på og appellerer atter på ny som tidligere til samme apostoliske sæde, idet vi forbeholder os ret til at tilføje i, formindske, rette, forny og belyse denne appel, så ofte det synes os at være til gavn. Denne nærværende appel er læst og skudt imellem år, indiktion, måned, dag, sted, time og det andet som ovenfor i nærværelse af de gode mænd de herrer Lambert v. Essen, Henrik Wolgast, præster og evige vikarer ved sankt Nikolai kirke i Stralsund, Schwerin stift, samt herr Detmar Dus, præst i Roskilde, særligt tilkaldt og udbedt som vidner til det fornævnte.

Efter denne appel således var læst og skudt imellem, erklærede fornævnte Esbern, at fornævnte tilbagekaldelse eller en kopi af denne i sandhed ikke tidligere var kommet til hans kundskab førend samme dag, da han appellerede fra samme i nærværelse af fornævnte vidner. Jeg Jakob Honwter, præst i Schwerin stift, ved kejserlig bemyndigelse offentlig notar, har sammen med foranførte vidner personlig overværet fornævnte påberåbelse, appel, anmodning om appelbrev og erklæring og alt det andet, mens det som fornævnt skete og handledes således, og jeg hørte og så, at det gik således for sig, og jeg affattede derefter dette offentlige dokument, som jeg nedskrev med egen hånd og signerede med mit sædvanlige mærke og vanlige navn, anmodet og opfordret hertil til vidnesbyrd om det fornævnte.