Mogens, af Guds miskundhed ærkebiskop af Lund, Sveriges primas og det apostoliske sædes legat, til de for ham elskede herrer Folkvin Deinertsen, provst, Svend Sakstorp, dekan, Peder Simonsen, Peder Jensen og Peder Nielsen, hans kanniker i Lund, hilsen og vedvarende kærlighed med Gud.

Vi tror, at vi lige så ofte viser lydighed for Gud, hver gang vi yder hans helgener tilbørlig hæder og efter evne forøger deres lovprisning. Vi har da bragt i erfaring fra mange, at vor fordum elskede datter i Kristus, den hæderlige kvinde Magnhild fra Fulltofta, der førte et for alles skaber klart behageligt levned, men mod al retfærdighed blev ombragt af sin svigerdatter, for sine gode gerningers skyld er vandret til Herren, og at hendes legeme er begravet på Fulltofta kirkegård i vort Lundestift, hvor Han, som havde fundet behag i hendes sjæl, efter hendes bortgang fra dette liv på de tider værdigedes at vise sine troende mange tegn til vidnesbyrd om hendes hellighed, hvorfor hun og så af den hellige Anders, en mand af stor myndighed, på det tidspunkt ærkebiskop, vor forgænger, kaldes en hellig kvinde, således som vi har set det i et brev af hamN. Men eftersom kærligheden kølnedes i manges hjerter, og tingenes gamle orden omstyrtedes, er stedet, hvor hun er stedt til hvile, blevet uværdigt til gravsted for så betydelig en kvinde og desuden, hvad der er alvorligere – oh, ve – uværdigt til tilbørlig ærefrygt for Gud. Thi i det kapel, der er bygget over samme sted, hvor der fordum daglig fandt messehøjtider sted, holdes der nu næppe een gang om året messe, hvad vi beretter med smerte, og ydermere der, hvor menigheden ellers plejede at våge hele natten under lovprisninger af Gud, mødes nu spillemænd og sangere, og de undser sig ikke ved at blive ved med skændige viser og danse, ædegilder og drik og hor til krænkelse af den guddommelige majestæt, til fare for deres sjæle og til anstød for såre mange. Idet vi derfor ønsker at gøre ende på disse laster, har vi efter at have holdt omhyggelig forhandling herom med vort kapitel og med dets samtykke besluttet at betro samme hellige kvindes levninger til et mere fromt sted. Vi pålægger derfor Eder og enhver af Eder som vor befaling, at I nu førstkommende tredie pinsedagN personligt begiver Eder til fornævnte sted, sørger for omhyggeligt at opspore omtalte kvindes levninger, og når I har fundet dem, med vor myndighed med den ærbødighed, som det sømmer sig, overfører dem til den hellige kirke i Lund for med hæder at begrave dem sammesteds, hvor der skal være beredt hende et sted og en bolig i fred til frelse for de nulevende og til værn for de fremtidige. Desuden eftergiver vi barmhjertigt med Gud i tillid til den almægtige Guds barmhjertighed og hans apostle Petrus' og Paulus' myndighed alle, der føler sand anger og bekender deres synder, især manddrabere og dem, der har ligget børn ihjel, selv om de tidligere havde opnået nåde af os, og som personligt har overværet denne overførelse eller begravelse, et halvt år og en kareneN af den dem pålagte kirkebod. Givet i Lund under vort segl i det Herrens år 1383 den 17. april.