1387

1387. 29. juli. Ystad215

Kong Oluf giver borgerne i Ronneby privilegier i anledning af, at de ved ildebrand har mistet deres gamle skrevne privilegier.

A: tabt — Aa: delvis oversættelse til dansk ca. 1500, tabt — Aa1: RA. Danske Kancelli B 160: Indlæg til Registre og Tegnelser samt henlagte Sager. Oversættelse indsendt af borgm. og råd 1616 31/6 (!) med bemærkn. Først da haffuer konning Oluff vdgiffuett dene epther^ne; preuilegier, som er schreffuett paa pergamentt, som lyder vdj menningen som epther følger. Fortallen er paa gammell latin, och vdsatt saaledis paa danske. — Aa2: Uppsala Univ. Bibl. E 141 nr. 10 (2. halvdel af 17. årh.) med overskriften Konning Olloffs privilegier, forlænt Ronneby stad, anno 1380. Inn septembrij monat. § 2 mangler i Aa2, der nummererer Aa1s §§ 3-26 som §§ 2-25, og som ikke nummererer Aa1s § 27.

Tryk: Adam Julius Kling (præs. S. Bring), Disquisitio historica Blekingiæ partem specialem adumbrans, de Nomarchia Medelstadii (Medelstad-Härad), 1748, 50 (efter Aa2); Danske Mag. 5. rk. I 157 (efter Aa1, varianter efter Kling); Herlitz, Privil. f. Sveriges städer I 309 nr. 281 (efter foregående); Danmarks Gl. Købst.lovgivn. IV 325 nr. 1 — Reg. Dan. nr. *3253 = 2792*; Rep. nr. 3593. Dipl. Dan. 4. rk. III nr. 215; DRB. IV:3 nr. 215 (i oversættelse).

Privilegiernes tekst er overleveret i to afskrifter på dansk, den ene fra 1616, den anden fra anden halvdel af 17. årh. Af følgeskrivelsen til oversættelsen af 1616 ses, at privilegierne var skrevet på pergament og deres fortale på latin, hvilket leder tanken hen på en tekst hentet fra et lovhåndskrift, cf. tekst II fra det 15. årh. af Roskilde stadsret, Danmarks Gl. Købst.lovgivn. III Roskilde nr. 2, der har dansk tekst, men latinske kapiteloverskrifter. At originalen helt igennem har været på latin, fremgår også af bestemte vendinger i den overleverede tekst, f.eks. I. p. 217 l. 13 og 221 l. 1 disse breve, cf. latin presentes litteras og forvekslingen p. 218 l. 6 af fiskere (piscatores) og bagere (pistores). Forlægget for oversættelserne synes da ikke at have været den latinske original, men en tekst, hvoraf i hvert fald fortalen og dateringen har været på latin og de egentlige bestemmelser på dansk. Forekomsten i §4 af ordet rejse i betydningen gang tillader at datere Aa til årtierne omkring 1500, idet ordet i denne betydning er et lån fra middelnedertysk; i dansk optræder det fortrinsvis i østdanske håndskrifter med det tidligste eksempel i en erklæring 1447 af Sønderhallands landsting, Rep. 7703, ifølge venlig meddelelse fra redaktionen af Gammeldansk Ordbog.

Som allerede påvist af Kr. Erslev i Danske Magazin 5. rk. I er den overleverede version af privilegierne på flere punkter korrupt. Det gælder således formentlig § 23, ifølge hvilken de seks medlemmer af Knudsgildet skal opveje en tylvt, medens de tilsvarende bestemmelser i Danmarks Gl. Købst.lovgivn. IV Malmø nr. 2 (= Dipl. Dan. 3. rk. V nr. 395) § 23, nr. 6 § 23 og Landskrona nr. 3 § 23 lader dem opveje tre tylvter, rettet således af Kr. Erslev i Danske Mag. 5. rk. I 160. I § 14 skal den, der overtræder bestemmelsen, bøde 40 mark til kongen og byen, hvorved sandsynligvis skal forstås 40 mark til hver af dem, cf. Danmarks Gl. Købst.lovgivn. IV Malmø nr, I (= Dipl. Dan. 3. rk. IV nr. 67) § 11 og 289, Halmstad nr. 686, skånsk fællesprivilegium 1415, ibid. fællesprivilegier nr. 3, § 11. Ifølge § 26 skal én, af rådet udpeget, person afgøre, om en tiltalt skal frikendes eller dømmes for orbodemål, hvilket er usandsynligt. Meningen må være som i ibid. Lund nr. 3 (= Dipl. Dan. 3. rk. VI nr. 1) § 22 og Halmstad nr. 6 § 24, at der skal udtages et nævn til at afsige kendelse i sagen. Andre forvanskninger som i § 2 og § 7 er omtalt i det tekstkritiske apparat.

I en række artikler — 3, 4, 12, 16, 17 og 21 — anføres borgmesteren som den, der handler på byens vegne; er dette korrekt, vil Ronneby være den eneste by i det middelalderlige Danmark, hvor borgmesteren alene havde jurisdiktion i straffesager (§ 21, cf. Thomas Riis, Juridical and Social Problems of Danish Medieval Towns, Storia della Città no. 14, Milano 1980, 118). Malmøprivilegierne af 1360, Danmarks Gl. Købs.lovgivn. IV Malmø nr. 2 (= Dipl. Dan. 3. rk. V nr. 395), der er bevaret i vidisse 1378 14. oktober, Dipl. Dan. 4. rk. I nr. 437, indeholder bestemmelser svarende til Ronnebyprivilegierne § 3, 4, 12, 16 og 17 og anvender alle steder ordet consules i stedet for borgmester (§ 3, 8, 10 og 18). Dog taler det skånske fællesprivilegium af 1415, Danmarks Gl. Købst.lovgivn. IV, fællesprivilegier nr. 3, i § 13 om borgmestre og råd, hvor Ronnebyprivilegierne § 17 kun taler om borgmester, medens Valdemar 4.s privilegier for Halmstad, ibid. Halmstad nr. 6 § 2 ligesom Ronnebyprivilegierne § 3 giver borgmesteren ret til at udstede anordninger om håndværkerne. Halmstadprivilegiernes fuldstændige tekst er kun kendt i afskrifter af en oversættelse til dansk fra 1591, hvilket kan forklare anvendelsen af borgmester her og i Ronnebyprivilegierne. Borgmestre — proconsules — omtales i Danmark tidligst i 1342 og kendtes omkring 1400 i

hele riget, M. Mackeprang, Dansk Købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til Kristian IV (Forordn. af 1619), Kbh. 1900, 48-49; man kan derfor næppe forestille sig dem optræde alene i privilegier fra det 14. årh. Omkring 1600 var deres rolle så velkendt, at en — fejlagtig — oversættelse af consul med borgmester er lettere forklarlig. I modsætning til Ronnebyprivilegierne § 21, der tillægger borgmesteren jurisdiktion i straffesager, og som Kr. Erslev betegnede som 'vistnok meget unøjagtig oversat', Danske Mag. 5. rk. I 160, taler Valdemar 4.s Halmstadprivilegier § 19 om jurisdiktion udøvet på byting eller rådhus, cf. de skånske byers vedtægt 1328 med tilføjelser, Danmarks Gl. Købst.lovgivn. IV, fællesprivilegier nr. I § 39, der henlægger retshandlingen til rådstuen. I Ronneby synes rådet da ligesom i enkelte andre byer, cf. Riis, op.cit. 118, at have haft kriminel jurisdiktion; ligeledes var det i de af Ronnebyprivilegierne § 3, 4, 12, 16 og 17 berørte tilfælde rådet snarere end borgmesteren alene, der fik tillagt beføjelser.

Tekst efter Aa1 med enkelte læsemåder efter Aa2:

Wii Oluff, med Gudtzs naade Danmarckis, Norgiis, Wendis och Gottis konning och en rett arffuing till Suerigis riige, hellsse alle dem, som disse breffue seher eller høre lesse euindelig med Gud och wor naade. ♦ Epthersom wii haffuer offuerueiett den sørgelig forandringh, som hoss wore elskelige borgere vdi Rodnebye werett haffuer, som de for os klagligen haffuer berett, huorlunde de wed ildt haffuer mist och omborett icke aldeniste deris husse och godtzs, men ochsaa deris gamble schreffne, stadfeste preuilegier, som de her till brugtt haffuer, haffuer wii der for aff wor synderlige gunst och naade ansehett och anamett deris suplicadtzs och aff medynck, dennom till trøst och forfremmelsse, vndtt och eptherlatt och her epther vnde och eptherlade att maa niude och bruge alle de friiheder, statuter och loulige seduaner, som denom aff wore formend, forgangne konger, till dene daug haffuer verett vndt och eptherlatt, paa dett de dess trøgere eller roligere och bedre kunde fremis epther den form och maade, som eptherfølger:

1. Thend første artickell er dett, att huilcken riider eller ridernotte, eller huad stadtt eller wilckor hand er, haffuer gaardt indenn Rodnebye, skall opholde alle aaleg, skatt och tieniste, der kongen tilbør, som menigheden vdgiffuer, denn gaardtt vndertagenn, der hand selffuer indenn siider der inde. Huilckenn her emodt giør, enten med fortredt eller giensigellsse, daa neffnis till tho raadmendt och tho byemendt med konningens fogett att vdmelle aff hans gaardt der legendis till bysens nytte saa megett, der aaløber, saa for hoffuedsag som for fortredt.

2. Item da noger af bymand ska<t> atter sta<n>d<er>, skall vtt metta af sakafallen, des bør koning inchtte.

3. Item haffuer borgemester macht att skicke alle hande gierningsmendt i sine bye, som ere fiiskere, sudere, skredere, skindere, ølltapere och kremere och andre haande.

4. Item huo aff raadstue worder kiertt for birckøre aff aff brød eller øll eller andre saadane, første reigsse bøde threi øre bye och konningen, anden reigsse och saa megett, tredie reigsse och saa megett, for fierde reigsse threi marck. Worder hand fembtte reigsse der med befunden, da thagis hannom sitt embede aff och aldrig egien giffuis vden aff kongen eller borgemester; ligeuell maa der penge bodt fore kome

5. Item dør borgemester eller raadmendt, thaa haffue de wold, der epther leue aff raadett, andre adt wellie.

6. Item haffuer ingen macht, ehuad mand hand heldst ere, nogen bymand vdi vdi Rodnebye for nogen sag andenstedzs steffne end till byeting, och ingen giffuer sin rett eller tilltalle andrum eller maa tage sig andre mandzs tilltalle paa sin bymand vnder xl marcks sagh.

7. Item, da medsomers gield skall wdlegis eller bro bedring eller drecks vdførellsse, da skall dett iii vger tillforne liusis, att mand kand rette sig der epther, huilcken for^ne medsomers gieldt skall tho aff raadmenden och tho aff byemenden, beskeden mend, med fogden opbere. Och de iiii forsagde skulle opregne tillneste byeting, huilcke med dem egien staar. Huilchenn den da findis och ey haffuer vdlagtt eller dett da ey vdleger, for †forgiordhelm† aatterlyckis, da bøde sex øre, huilcke vdlegis skall med hoffuedgielden neste byeting der epther; forsømis dett da gieldis och staar offuer ett aar, da bøtte for dett iii marck, for dett andett och saa for dett (3.) tredie och; thet fieride aar gaar hans godzs i konningens wehre.

8. Item trenger nogen fogett eller woldtzmand nogen bymandt for nogen hande sag adt heridzsting, da skall hand hannom huercken suare vden till sine bye tingh.

9. Item worder byemand trengder medt till wenslo sagh, da skall hand sig werie med sex mand och ei med flere eller bøde threi marck konningen.

10. Item ingenn bymandt skall for nogen sag, der byen rører, till andenstedzs suare end till raadstuen eller byetingenn vdi fougdens neruerellsse.

11. Item gaar tiuffue aff byeting eller anden wgiernings mend wdømbder, da bøde aller byen koningen nii marck.

12. Item ingen giest maa kiøbe skind, huder, vden helle deger, icke flesk, iche, smør, vden till sin madt, vden borgemesters loff och med sin edt.

13. Item ingen gest maa siitt godtzs selge, førend dett opskibett er, vnder sine nii marck.

14. Item faar giest <paa > land och sell sitt godzs, haffue forbrutt dett och bøde kongen och byen xl march.

15. Item leger giest vdi Rodnebye offuer wintter och driffuer kiøbmandschabff, skatte liige med bye mand i alle de vdleger, der da wdlegis.

16. Item ingenn mandt, huad hand heldst er, maa byessens iord sellie eller byge vdenn borgemesters louff.

17. Item ingenn maa begynde nytt gilde eller compeni vden borgemesters samtøcke, vden dett haffuer werett aff alder.

18. Item huo, som lyffuer andre hedre eller ære aff, er dett mand, da slaes till kagenn, er dett quinde, da bere sten aff byenn.

19. Item skulle byemendt aff Rodnebye frii were, ehuor de seigler for Danmarcks siide, for alle tholdtt.

20. Item worder mand grebenn for mandslett i Rodhnebye, sette borgenn for sigh; om hand ei faar, da ledis op adtt gade och neder ad anden. Faar hand ei endda loffuen for sig, da haffuer bymænd macht paa konningens vegne att sette hannom i byesens fengsell och døme hanom epther sine gierninger.

21. Item haffuer borgemester kongens macht att døme offuer mandslett och anden wgiernings mandt.

22. Item slar byemand eller deris suene mand i Rodnebye, da liussis fredløs paa byetingett, och der skall och dem fred liusis.

23. Item worder byemand for noger sag skultt felder till iii tyltter, da maa sex mand af S. Knudz gilde gaa huer thyltt.

24. Item ald konningens skatt och paalege skall opberis i Rodnebye epther rette byes skipe och bismer och ei andenstedtzs.

25. Item forbiude wii nogenn fiiske i Rodnebye sildefiskinde vden borger minde.

26. Item hender orbodemaal i Rodnebye, da neffnis aff raad en de vildeste dett randsage, huorledis dett skall enthen weries eller dømis.

27. Item stadfeste wii medt dissse (!) wore breff alle de loulige seduane, her haffuer werett aff alder. Forbiudendis wore fougitter och alle woldtzmend, huilcke de heldst ere, for^ne byemend nogett giøre emod disse wore naade, saa fremptt de ville flye wore heffndt och vrede.

Actum et datum Ydstad<i>s anno domini mecclxxx^o septimo die beati Olai regis et martiris gloriosi.

Vi Oluf, af Guds nåde Danmarks, Norges, de Venders og Goters konge og ret arving til Sveriges rige, hilser alle, som ser dette brev eller hører det læse, evindelig med Gud og vor nåde.

Eftersom vi har overvejet den sørgelige forandring, der er sket for vore elskelige borgere i Ronneby, og som de med klage har indberettet til os, hvorledes de ved ild har mistet og måttet undvære ikke alene deres huse og gods, men også deres gamle skrevne stadfæstede privilegier, som de hidtil har brugt, derfor har vi af vor særlige gunst og nåde taget hensyn til og taget imod deres supplik og af medynk, til trøst og fremgang for dem, undt og tilladt og herefter under og tillader dem at måtte nyde og bruge alle de friheder, statutter og lovlige sædvaner, som af de tidligere konger, vore forgængere, indtil i dag har været undt og tilladt dem, for at de desto tryggere eller roligere og bedre kan nyde fremgang, i overensstemmelse med den følgende form og måde:

<1> Den første artikel er, at den ridder eller riddermandsmand, eller af hvilken stand eller forhold han end er, der har gård i Ronneby, skal yde alle pålæg, skatter og tjenester, der tilkommer kongen, og som udredes af menigheden, idet dog den gård er fritaget, hvori han selv bor. Handler nogen herimod, enten med trods eller med indsigelse, skal der udpeges to rådmænd og to bymænd til sammen med kongens foged at ud vurdere af hans gård i byen så meget til byen som hovedsummen og bøden for trods beløber sig til. <2> Fremdeles, kommer nogen bymand i restance med skat, skal kongen ikke have del i sagefaldet derfor. <3> Fremdeles skal borgmesteren have myndighed til at træffe anordninger om alle slags håndværkere i byen, som er fiskere (!), skomagere, skræddere, skindere, øltappere, kræmmere og flere andre. <4> Fremdeles skal den, der indklages for rådstuen for 'birkøre' af brød, øl eller andet lignende, første gang bøde tre øre til byen og kongen, anden gang lige så meget, tredie gang lige så meget, men tre mark fjerde gang. Griber man ham deri for femte gang, mister han retten til at udøve sit håndværk, som kun kongen eller borgmesteren kan give ham igen; dog skal han forinden have betalt en bod i penge. <5> Fremdeles, dør borgmester eller rådmænd, da skal de tilbageværende rådsmedlemmer have myndighed til at vælge nye. <6> Fremdeles skal ingen — hvem han end er - have ret til for nogen sag at stævne en bymand i Ronneby til andre ting end til bytinget, og ingen må under trusel om bøde på 40 mark overgive til andre sin ret eller tiltale eller påtage sig andres tiltale mod en bymand. <7> Fremdeles skal det lyses tre uger i forvejen således, at man kan rette sig derefter, når midsommergæld skal erlægges, broer skal udbedres eller skarn skal køres bort; den forskrevne midsommergæld skal to rådmænd og to ansete bymænd oppebære sammen med fogden, og de fire fornævnte skal til næste byting opregne dem, der resterer med betaling. Den, der da findes ikke at have betalt, eller som ikke betaler, før pengeskrinet lukkes, skal bøde seks øre, der sammen med hovedgælden skal erlægges til næstfølgende byting. Gør han ikke dette, men lader gå et år, skal han bøde tre mark, ligeledes for det andet (år), for det tredie ligeledes; det fjerde år overgår hans gods i kongens værge. <8> Fremdeles, tvinger en foged eller mægtig mand for nogen sags skyld en bymand til herredstinget, da skal denne kun svare ham på bytinget. <9> Fremdeles, anklages en bymand for vænselsag, skal han rense sig med ed af seks mand og ikke flere eller bøde tre mark til kongen. <10> Fremdeles, ingen bymand skal i sager angående byen svare andetsteds end på rådstuen eller bytinget i fogdens nærværelse. <11> Fremdeles, går tyve eller andre ugerningsmænd udømte fra bytinget, skal hele byen bøde ni mark til kongen. <12> Fremdeles må ingen gæst uden borgmesterens) tilladelse, og uden at han aflægger ed, købe skind eller huder undtagen i hele deger og ikke flæsk eller smør undtagen til mad for ham selv. <13> Fremdeles må, under trusel om bøde på ni mark, ingen gæst sælge sit gods, før det er udskibet. <14> Frem- deles, rejser en gæst på landet og sælger sit gods der, skal han have forbrudt det og bøde 40 mark til kongen og byen. <15> Fremdeles, ligger en gæst vinteren over i Ronneby og driver handel, skal han på lige fod med bymændene svare de ydelser, der pålægges. <16> Fremdeles må ingen hvem han end er — sælge eller bygge på byens jord uden borgmesterens tilladelse. <17> Fremdeles må ingen uden borgmesterens tilladelse begynde et nyt gilde eller kompagni, medmindre det har alders hævd. <18> Fremdeles skal den, der lyver andre hæder og ære fra, stryges til kagen, hvis det er en mand; er det en kvinde, skal hun bære sten af byen. <19> Fremdeles skal bymændene i Ronneby være toldfri over alt, hvor de sejler i Danmark. <20> Fremdeles, bliver nogen pågrebet for manddrab i Ronneby, skal han stille borgen for sig; får han den ikke, skal han føres op ad en gade og ned ad en anden. Får han stadig ikke en forlover, skal bymændene have myndighed til på kongens vegne at sætte ham i byens fængsel og dømme ham efter hans gerninger. <21> Fremdeles har borgmesteren kongens myndighed til at dømme over manddrab og andre ugerningsmænd. <22> Fremdeles, slår bymænd eller deres svende en mand (ihjel) i Ronneby, skal de lyses fredløse på bytinget, hvor de også skal lyses til deres fred. <23> Fremdeles, bliver en bymand anklaget i en sådan sag, at han skal rense sig med ed af tre tylvter, da må seks mand af Skt. Knuds gilde gå i stedet for hver tylvt. <24> Fremdeles skal alle kongens skatter og pålæg oppebæres i Ronneby, og ikke andetsteds, efter byens rette skæppe og bismer. <25> Fremdeles forbyder vi nogen at fiske i Ronnebys sildefiskeri uden borgernes samtykke. <26> Fremdeles, begås der 'orbodemål' i Ronneby, skal en af de bedste af rådet udpeges til at undersøge, hvorledes det skal enten værges eller dømmes. <27> Fremdeles stadfæster vi med dette brev alle de lovlige sædvaner, der har været fra gammel tid, idet vi forbyder vore fogder og alle mægtige mænd, hvem de end er, at gøre forskrevne bymænd noget imod disse vore nåder, så fremt de vil undgå vor hævn og vrede.

Forhandlet og givet i Ystad i det Herrens år 1387 på den hellige konge og berømmelige martyr Olavs dag.