Tekst efter Aa:
Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder biskoppen af Århus hilsen og apostolisk velsignelse.
Vi anser det for sømmeligt og passende, at det apostoliske sæde viser sig nådigt over for dem, hvem deres egne dyders fortjenester rosværdigt anbefaler dertil. Idet vi derfor ønsker at omfatte vor elskede søn Peder Mikkelsen, gejstlig i Lunds stift, der, som han forsikrer, er baccalaureus artium, og som er mangfoldigt anbefalet til os for sit liv, sin vandel i ærbarhed og gode sæder og sin retskaffenheds øvrige fortjenester og dyder, med nådig gunst i betragtning heraf, pålægger vi Dig, broder, ved apostolisk brev, at Du, hvis Du efter omhyggeligt at have prøvet ham, finder nævnte Peder egnet hertil — hvorom vi bebyrder Din samvittighed — med apostolisk myndighed ved provision giver ham et kanonikat ved kirken i Lund med fuld kanonisk ret og skaffer denne eller hans befuldmægtigede i hans navn anerkendelse som kannik og broder i samme kirke efter at have anvist ham plads i koret og sæde i denne kirkes kapitel med fuld kanonisk ret, som nævnt. Og hvis en af disse større præbender for tiden er ledig i nævnte kirke, eller når den bliver ledig, og nævnte Peder selv eller ved sin dertil lovformeligt indsatte befuldmægtigede inden en måneds forløb, efter at han eller samme befuldmægtigede har fået kendskab til dens ledighed, beslutter at godtage den, skal Du efter denne godtagelse med samme myndighed reservere den til Din overdragelse til nævnte Peder med al dens ret og tilbehør. Du skal strengt forbyde vor ærværdige broder ærkebiskoppen og vore elskede sønner kapitlet i Lund og den eller dem, under hvem overdragelsen, provisionen, præsentationen af eller al anden rådighed over de større præbender ved samme kirke i fællesskab eller hver for sig hører, at driste sig til også i tiden før samme godtagelse på nogen måde at træffe bestemmelse om nævnte større præbende, undtagen efter at have bragt i sikker erfaring, at fornævnte Peder eller hans befuldmægtigede ikke har villet godtage den, og skal lige så vel med samme myndighed efter fornævnte godtagelse overdrage og anvise samme Peder denne større præbende, som Du reserverer, hvis en sådan som ovenfor nævnt er ledig eller når den bliver ledig, med alle dens rettigheder og tilbehør. Du skal personligt eller ved en eller flere andre indføre samme Peder eller hans befuldmægtigede for ham i faktisk besiddelse af den større præbende og dens omtalte rettigheder og tilbehør og forsvare ham efter indførelsen og sørge for, at der fuldt ud svares ham af samtlige afkastninger, afgifter, indkomster, rettigheder og oppebørsler af dette kanonikat og denne præbende, idet Du med vor myndighed tugter dem, der sætter sig op herimod, under udelukkelse af appel, uanset bestemmelsen om et vist antal kanniker og alle andre herimod stridende bestemmelser og sædvaner ved denne kirke, selv om de er bekræftede ved ed, apostolisk stadfæstelse eller hvilken som helst anden bekræftelse, og især de bestemmelser, som siges at fastsætte, at ingen sammesteds kan besidde en større præbende, medmindre han gradvis og ved option stiger fra en mindre til en middelstor og fra en middelstor til en større præbende, eller (uanset) om nogen med apostolisk eller hvilken som helst anden myndighed er anerkendte som kanniker i samme kirke eller arbejder på at få anerkendelse, eller med hensyn til provisioner, de skal have på kanonikater og større præbender ved denne kirke, har fået særligt eller angående kirkelige beneficier i de egne har fået et almindeligt brev af nævnte sæde eller dets legater, selv om man derved er skredet til forbud, reservation og afgørelse eller er gået frem på en hvilken som helst måde. Det er nemlig vor vilje, at nævnte Peder med hensyn til opnåelse af denne større præbende skal foretrækkes for alle disse undtagen for dem, der med vor myndighed har fået anerkendelse i denne kirke og har ventebrev på præbender sammesteds, men at der ikke derved må gøres nogen indskrænkning i deres ret til at opnå andre større præbender og beneficier; (Din overdragelse skal endvidere gælde), uanset om samme ærkebiskop og kapitel eller hvilke som helst andre i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af samme sæde, at de ikke skal være pligtige til anerkendelse eller provision af nogen, og at de ikke skal kunne tvinges dertil eller rammes af interdikt, suspension eller bandlysning, og at kanonikater og større præbender i denne kirke eller andre kirkelige beneficier, hvortil de i fællesskab eller særskilt har ret til overdragelse, provision, præsentation eller al anden rådighed af enhver art, ikke skal kunne tildeles nogen ved provision ved apostolisk brev, som ikke fuldstændigt, tydeligt og ord til andet omtaler denne bevilling; fremdeles uanset hvilken som helst anden begunstigelse fra nævnte sæde, almindelig eller særlig, hvilken ordlyd den så har, hvorved, når den ikke er tydelig omtalt eller i fuld udstrækning optaget i dette brev, virkningen af denne nådesbevisning på nogen som helst måde kan hindres eller blot opsættes, og hvorom og om hvis fulde ordlyd der i vort brev skal finde særlig omtale sted; (Din overdragelse skal også gælde), hvis nævnte Peder ikke har været til stede for at aflægge den sædvanlige ed på at ville overholde denne kirkes bestemmelser og sædvaner, når blot han i sin fraværelse lader en egnet befuldmægtiget aflægge den, og når han kommer til denne kirke, gør det i egen person. Thi hvis man finder nævnte Peder egnet hertil som fornævnt, erklærer vi det derefter fra nu af ugyldigt og magtesløst, om nogen med hvilken som helst myndighed med eller uden viden herom skulde forsøge at handle anderledes i denne sag, ganske som om vi på dette brevs udstedelsesdag havde overdraget samme Peder, der var fundet egnet hertil, et kanonikat ved nævnte kirke, og hvis en større præbende da var ledig i denne kirke, eller når den blev ledig, og samme Peder som fornævnt vilde godtage den, ved en stedfunden afgørelse særligt havde ladet den reservere til apostolisk overdragelse til samme Peder efter denne godtagelse. Givet ved S. Pietro i Rom den 30. januar i vort andet (pontifikats)år.