Henrik Spliet og hans hustru fru Elisabeth oplader Runtoft og deres ret i Gelting
gods og skov til Erik Krummedige. Dør fru Elisabeth og deres børn uden at
efterlade sig ægte børn, tilfalder Grødersby ligeledes Erik Krummedige mod
udredning af 600 mark lybsk til Henrik Spliet.
A: RA. Erik Krummedige = ny kronol. rk. 1487. Perg. 28 × 18 (plica 3,1).
1-2: Seglsnit. 3: Hartvig Spliets segl af sort i ufarvet voks, beskadiget, i
perg.rem. [S' H]ARTWICI SP...T CANOICI LV... om delt skjold. 4: Seglsnit. På
bagsiden med hånd fra omkr. 1500 Henrick Splitz breff thet han galde Erick
Kromedige noghet godz mcccxc eth aar.
Tryk: Archiv f. Staats- u. Kirchengesch. I, 1 36; Schlesw.-Holst. Reg. u.
Urk. VI 689 nr. 978 — Reg. Dan. nr. 2862; Rep. nr. 3816. Dipl. Dan. 4. rk. IV nr. 442; DRB. IV:4 nr. 442 (i oversættelse).
Tekst efter A:
Ik Hinrik Split vnde vor Elzebe myn
h{uv}svrowe vnde vnse kindere wy bekennen an desseme opene breue dat wy myt wyllen vnde
myt ia aflaten van Runttofte ofte wy ienegherleye recht hedden dar ane vnde in
allem gh{uv}de dat dar beleghen is alzo in deme gh{uv}de vnde in deme wolde tho
Gheltynghe dat ligghe vor dat ligghe dat tho Runttoften beleghen is dar wy an
eruen moghen/ dat late wy vp Erik Krummedike vnde synen rechten eruen ♦ Weret ouer
dat Erik Krummedyk storue sunder erue dat got vorbede so wyl wy vnde vnse eruen
vnvorst{uv}met wesen. vnses erues
wor yd vns an vallen mach ik Hinrik vor ben{oe}dmet vnde vor Elzebe vnde vnse
kindere vnde vnse eruen ane ienegherleye arghelist vnde an sproke/ ♦ Weret ok sake
alzo dat vor Elzebe vnde vnse kindere storuen vnde de kindere neyn echte kindere
na leten so scal dat g{uv}t tho Gr{uv}dresb{uv} vnde dat dar tho beleghen is
wedder vallen an Erik Krummedik vnde an synen rechten eruen mit vnder scheydinghe
alzo hir na screuen steyt ♦ So schal Erik Krummedik vnde syne eruen gheuen Hinrik
Splite vnde synen rechten eruen ses h{uv}ndert mark L{uv}besche penninghe alzo tho
L{uv}beke ghenghe vnde gheue synt vnde syn korne vnde syne varende haue tho voren.
♦ Ouer were dat sake dat Hinrik Splite l{uv}stede tho bliuende by deme gh{uv}de
tho Gr{uv}dresb{uv} vnde dat dar tho horet so schal he dat g{uv}st beholden de
wyle dat he leuet ♦ Weret sake dat Hinrik Split storue so scholde her Hartwich
Split domhere tho L{uv}beke edder Hinrik Reuentlo anders gheheten Groue
welch ereme dat tho borem mochte van erues weghen nenerleye recht vorder hebben
indeme g{uv}de s{uv}nder de ses hundert mark L{uv}bescher penninghe/ ♦ Vnde de vor
screuen ses h{uv}ndert mark L{uv}bescher penninghe de schalmen eme gheuen
welch ereme se boren moghen van erues weghen
<welch>ereme se edder eneme ieghelke edder erer eyn vt wyset vnde
sch{uv}llen dat g{uv}t besytten vry vnde vnbeworren s{uv}nder iegherleye helpe
rede edder arghelist bette eme desse ses h{uv}ndert beret synt
welch ereme se boren moghen vnde an der varendehaue vnde an deme korne ♦ Ok weret
sake dat ik Hinrik Split vnde vor Elzebe myn husvrowe vnde vnse kyndere dat
gh{uv}t vorkopen wolden edder scholden edder vorsetten to Gr{uv}dresb{uv} so wylle
wy vnde lathen beden alzo deme lande eyn recht ys vnde vorkopen edder vorsetten
dat gh{uv}t wo d{oe}re dat wy wyllen vnde konen wor wy wyllen vnde wyllen des
vullenkomen macht hebben myt deme gh{uv}de tho donde vnde tho latende ♦ Tho ener
bethughinghe desser vor screuene st{uv}cke so hebbe wy wythliken henghet laten
vnse ynghezeghel an dessen bryf Hinrik Split vor ben{oe}met Clawes Split her
Hartwich Split eyn domhere tho L{uv}beke Groue Reuentlo de ghescreuen is na godes
bort dusent iar dreh{uv}ndert iar in deme eyn vnde neghesteghen iare in s{uv}nthe
Micheles auende des hilghen enghelles.
Jeg Henrik Spliet og fru Elisabeth, min hustru, og vore børn,
vi erkender med dette åbne brev, at vi med vilje og samtykke giver afkald på
Runtoft, hvis vi havde nogen ret deri og i alt det gods, der er beliggende dér,
nemlig i godset og i skoven i Gelting, det ligge, hvor det ligge kan, hvad der er
beliggende i Runtoft, og som vi kan have arverettigheder i, det oplader vi til
Erik Krummedige og hans rette arvinger. Men hvis Erik Krummedige dør uden
arvinger, hvad Gud forbyde, så vil vi og vore arvinger uhindret have vor arv, hvor
den så kan tilfalde os, jeg fornævnte Henrik og fru Elisabeth og vore børn og vore
arvinger, uden nogen argelist og krav. Men hvis desuden fru Elisabeth og vore børn
dør, og børnene ingen ægte børn efterlader, så skal godset i Grødersby og det, der
er beliggende dertil, falde tilbage til Erik Krummedige og til hans rette arvinger
med den bestemmelse, der står skrevet herefter. Så skal Erik Krummedige og hans
arvinger give Henrik Spliet og hans rette arvinger 600 mark lybske penge, som de
er gængse og gangbare i Lübeck, og hans korn og hans løsøre forud. Men hvis Henrik
Spliet lyster at blive ved godset i Grødersby og det, der hører dertil, så skal
han beholde godset, så længe han lever. Hvis Henrik Spliet dør, så skal hr.
Hartvig Spliet, kannik i Lübeck, eller Henrik Reventlow, ellers kaldet Grove,
(eller) hvem det måtte tilkomme på arvs vegne, ingen yderligere ret have til
godset end de 600 mark lybske penge. Og de forskrevne 600 mark lybske penge, dem
skal man give dem, som de kan tilkomme på arvs vegne, hvem der end kan påvise sin
ret til dem, enten hver især eller een af dem, og de skal besidde godset frit og
uhindret uden nogen udflugt eller argelist, indtil disse 600 er betalt til, hvem
de må tilkomme, og (hvad der er) i løsøret og i kornet. Hvis jeg Henrik Spliet og
min hustru fru Elisabeth og vore børn desuden vil eller skal sælge eller pantsætte
godset i Grødersby, så vil og lader vi det udbyde, således som det er ret i
landet, og sælge eller pantsætte godset, så dyrt vi vil og kan, hvor vi vil, og
vil have fuld frihed til at gøre og undlade at gøre noget med godset. Til
vidnesbyrd om disse forskrevne punkter har vi fornævnte Henrik Spliet, Klaus
Spliet, hr.
Hartvig Spliet, kannik i Lübeck, Grove Reventlow
med vort vidende ladet vore segl hænge under dette brev, der er skrevet i året
1391 efter Guds byrd dagen før den hellige engel sankt Michaels dag.
