Witlik si allen den lůden de dessen bref seen edder høren lesen. dat ich Albert
Andersson van Toueskowe bekenne vnde betůghe openbare an dessen breue dat ich vp
boret hebbe vnde entfanghen van deme eddelen riddere her Henninghe van Pudbutzke
van Elzeben siner dochter weghene miner husvrowen. alse eren brutschat
achtehundert mark lubesch sůluer penninghe de to Lubeke ghenge vnde gheue sint/ an
vnbewornen reden penninghen. ♦ Vor desse vorbenomeden achtehundert marc sette ich
der vorscreuen Elzeben vnde eren erfnamen to eneme rechten pande myn g{ue}t
Stensgharde vnde Mildinghe mit der øø de dar to licht vnde vortmer al min g{ue}t/
wor vnde an welker stede dat dat licht in V{ue}ne nichtes nicht vtenomen/ mit
ackere buwet vnde vnghebuwet mit holte mit watere mit wische mit weyde mit
stowinghe/ nat vnde drøghe/ mit mølen/ vnde mit aller tobehøringhe beweghelik vnde
vnbeweghelik nichtes nicht vtenomen/ ♦ Vortmer is sake dat ich afgha/ er de
vorscreuen Elzebe/ so vorbinde ich mine erfnamen dar to. dat se er/ vnde eren
erfnamen dit vorbenomede g{ue}t entvryen vnde entweren scholen vor alle ansprake/
als in deme lande eyn recht is/ ♦ Vortmer so schal se vnde ere erfnamen vp børen
alle vrucht vnde n{ue}t van desseme vorscreuen gude alle iar/ so langhe dat dat
loset werde/ vnde de nicht to rekende in de summen des houet stoles ♦ Vortmer
wanner myner to kort wert/ vnde denne mine erfnamen dit g{ue}t vorscreuen løsen
willen/ so schal men de løsinghe kůndeghen des neghesten dingdaghes vor paschen vp
Salinghered dinghe/ vnde dar na des negesten dingdaghes na sůnte Mertens daghe de
dar neghest is komende de vorbenomeden achtehundert marc an reden suluer
penninghen alse to Lubeke genghe vnde geue sint der vorscreuen Elzeben edder eren
erfnamen bereden vnde betalen vnde anders nichtes nicht
Det skal være vitterligt for alle de folk, der ser dette brev eller hører det læse, at jeg Albert Andersen af Tovskov erkender og åbent bevidner med dette brev, at jeg af den ædle ridder hr. Henning Podebusk på hans datter Elisabeth, min hustrus vegne som hendes brudepenge har oppebåret og modtaget 800 mark lybsk i sølvpenge, der er gængse og gangbare i Lübeck, i dadelfri rede penge. For disse fornævnte 800 mark pantsætter jeg til et ret pant mit gods Stensgård og Millinge med den ø, der ligger dertil, til den forskrevne Elisabeth og hendes arvinger, og videre alt mit gods, hvor og på hvilket sted det end ligger, på Fyn, slet intet undtaget, med ager, dyrket og udyrket, med skov, med vand, med eng, med græsgang, med dam, vådt og tørt, med mølle og med alt tilbehør, rørligt og urørligt, slet intet undtaget. Hvis jeg endvidere går bort før den forskrevne Elisabeth, så forpligter jeg mine arvinger til, at de skal udfri og frigøre hende og hendes arvinger dette fornævnte gods for alle krav, således som det er ret i landet. Endvidere skal hun og hendes arvinger oppebære al afkastning og nytte af dette forskrevne gods hvert år så længe, indtil det bliver indløst, og det skal ikke afregnes i hovedstolens sum. Når jeg endvidere afgår ved døden og mine arvinger da vil indløse dette forskrevne gods, så skal man forkynde indløsningen nærmeste tingdag før påske på Sallinge herredsting og derefter nærmeste tingdag efter næstfølgende sankt Mortens dag udrede og betale de fornævnte 800 mark i rede sølvpenge, som de er gængse og gangbare i Lübeck, til den forskrevne Elisabeth eller hendes arvinger og ikke forelægge andet end dadelfri rede penge. Hvis hun endvidere overlever mig, så skal hun dertil besidde alt arvegods, der med rette kan tilkomme hende fra min side. Endvidere erkender jeg forskrevne Albert, at min hustru Elisabeth eller hendes arvinger ikke skal have nogen del i eller adkomst til hendes faders arv, der er i Tyskland, medmindre hendes broder Vitslav dør uden børnearvinger, så skal hun have uhindret ret dertil. Til større sikkerhed for disse forskrevne ting har jeg hængt mit segl under dette brev sammen med disse ædle folks segl, nemlig hr. Niels Jensen, ridder, og Jens Pedersen, væbner, der til vidnesbyrd har medbeseglet dette brev, der er skrevet i året 1391 efter Guds byrd på sankt Katharines dag.