1391

[1391 - 1392 (?)]. 507

Højmesteren for den tyske orden fremfører over for Wismar Braunsbergs klager over i efteråret 1391 at være blevet påført tab under sildefiskeri ved Allinge på Bornholm af hertug Johan 2. af Mecklenburgs, Wismars og Rostocks folk og anmoder om erstatning.

A: tabt — Aa: Sv. RA. XVI Extranea Tyskland nr. 1 f. 4r. Afskrift fra 15. årh. med overskrift Eine abeschrift des homeisters kegen dem hertczogen von Meckelborck. Efter teksten Des gleichenn habe wir geschreben der stat Wiszmer.

Tryk: Hanserec. VIII 621 nr. 951. Dipl. Dan. 4. rk. IV nr. 507; DRB. IV:4 nr. 507 (i oversættelse).

Datumsformlen er udeladt i Aa. Det eneste holdepunkt for en datering er opgivelsen om, at overfaldet fandt sted heuwer i efteråret 1391. Det stemmer med, at de første oplysninger om overfald ved Bornholm fremkom 1391 18. oktober, nr. 447. Brevets formulering med henvisning til Braunsbergs 'rolle' lader formode, at der er gået nogen tid inden udfærdigelsen af højmesterens brev, som derfor muligvis må dateres til slutningen af 1391 eller begyndelsen af 1392.

Tekst efter Aa:

Ersamen liben besunderen vrunde ♦ Vor vns szeyn gewest die erbaren borger der stat Brunsberg aus vnserem lande vns clagende wie das sie ym iare Christi m ccc xci heuwer im herbeste also sie logen zcu Aland vff Bornholm herinck zcu va<n>gende vnd zcu salczen noch alder gewonheit/ von deme irlauchten fursten herczogen Iohanni von Meckelenburck ewerm heren von synen nochfolgern vnd ouch von euch vnd von den von Rostock mit vffgeworffen banniren/ worden beschediget vnd in das ire wart genomen als das die rolle die euch disser bryffczeiger vnder der sztat Brunsberg ingesegel vorsegelt von deswegen antwort egentlich ynneheldet vnd auszweysset/ die ir woll werdet vornehmen wenne ir sie euch losset lezen/ ♦ Wir bitten euch mit vleyze als vnseren besunderen frunde das ir den erlauchten fursten/ herczock Iohan euwern heren vorgeschreben doran wellit halden/ vnd ouch selben dobey sowol wellit thun was euch douon ist anrurende/ das den vnseren ir schaden mogen werden vffgerichtet wente wir mit dem irlauchten fursten/ euwirn heren/ vnd ouch mit euch vnd mit den ewern/ nicht anders wissen noch gewost haben/ wen libe gut vnd alle frundtschaft mochten beweissen/ vnd nach gerne thun wellen/ vnd geton haben/ ♦ Vnd bitten euch so wir allir vruntlichst mogen das ir euch in dissen sachen gutlich wellit beweyssen/ alsso das sie vnser bete werden irffreuwet vnd das yn das ere moge widder werden/ das wir alle zceit kegen euch vnd kegen den ewern wo euwer bete an vns kompt in eyme solchem gerne wellen widder vorschulden went wers das das nicht geschege so mochte wir nicht anders dirkennen wen das den vnseren doran zcu kortcz vnd vnrecht geschege vnd das yn das ere von euch vnd von den ewern mit gewalt vnd mit vnrechte were genomen vnuorscholter dinge ♦ Vnd bitten des bryffes eyn gutlich beschrehen antwort ♦ Geben etcetera.

Ærlige kære, særlige venner.

For os har været de ærlige borgere fra staden Braunsberg fra vort land og klaget til os over, at de i det Herrens år 1391, i år i efteråret, da de lå i Allinge på Bornholm for at fiske og salte sild efter gammel sædvane, blev skadet af den høje fyrste, hertug Johan af Mecklenburg, Eders herre, af hans efterfølgere og også af Eder og af dem fra Rostock med rejste bannere, og deres gods blev taget fra dem, således som den rulle, som denne brevviser giver Eder herom forseglet med staden Braunsbergs segl, indgående indeholder og angiver, hvilket I klart vil kunne forstå, når I lader den læse for Eder. Vi beder Eder med flid som vore særlige venner om, at I vil holde den høje fyrste, hertug Johan, Eders forskrevne herre, dertil og også selv vil bidrage så meget, som vedrører Eder deraf, til at vore folk kan få genoprettet deres skade, eftersom vi ikke ved eller har vidst andet end kærlighed, godhed og fuldt venskab over for den høje fyrste, Eders herre, og også over for Eder og over for Eders folk og også stadig gerne vil gøre og har gjort. Og vi beder Eder, så venligt vi kan, om, at I vil vise Eder velvillige i disse sager, således at de har glæde af vor bøn og får deres gods tilbage, hvilket vi til enhver tid vil gengælde Eder og Eders folk, hvor Eders bøn kommer til os, i en lignende situation, for hvis det ikke sker, så kan vi ikke se andet end, at der sker vore folk skade og uret deri, og at deres gods uforskyldt er taget fra dem af Eder og af Eders folk med vold og med uret. Og vi beder om et venligt skriftligt svar på brevet. Givet o.s.v.