© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter Aa:
Czum ersten mole so danket euch myn frauwe die koninginne euwer gabe vnde der fruntschaft vnde vor vil guter tete vnde sunderlich der fruntlichen antwort die ir/ ir bie mir enpoten hat in euwirm briue ♦ Die antwort waz myner frauwen groz czu danke/ vnde nemelich die antwort von deme erczbischoue von Rige/ vnde hette ir der erczbischof icht van den sachen sider czu geschrebin/ so welde sie im alzo geantwort haben/ als ir/ ir habt czu geschrebin/ ♦ Were ouch daz her sienen boten noch czu ir sendte/ zo meinet sie im noch alzo czu antworten alz ir/ ir czu enpoten habt/ ♦ Sunder sie merket wol daz sie sich czum ersten mole mit sienen gewerbe nicht bewerren wolde daz her sich nicht me czu ir vorlazen wil.
<2> Item vm die schaden vnde schifbroche die euwer stete vnde kouflute entpfangen haben beide von hern Henning von Pudbuszk vnde ouch van den anderen. myne frauwe die weis wol. daz ir nicht me do von wisser den alz auch euwer stete vnde kouflute do von vnderwiset haben/ vnde sie sagen nicht wie alle die ding vnde die geschicht von ende czu ende geschen sint/ ♦ Wan was in sulcher moze geschen ist/ daz geschach do/ do her Henning von Podbuszk Helsinburg hilt vnde inne hatte van der stete wegen/ vnde dor vmb wurden sie vorglichet czum Sunde do sie vf die cziet czu samene woren ♦ Wan mit irem wissen ist in sidder ny schade geschen/ sint das sie begunde daz riech czu Denemarken vorwezen vnde do vor raten vnde welde imand anders bewisen/ so welde sie gerne daz ir/ den czu ir sendtet vnde do mete eu- weren gewissen irbaren boten von uwirem orden/ der do bie were vnde horte wie is dor vmb gewant were/ so meynet sie sich dor vmb das ir sulchen teidingis worten nicht engloybet alzo man von ir vor euch saget sunder habt euweren boten wie ir sie meinet das euch di warheit nymand alzo wol sagen mag si wil alle wege alzo wol war sagen/ vnde euch czu enpieten.
<3> Item herczog Iohan van Mekelburge schiet van ir czu Helsingburge noch ostern vnde sie haben einen anderen tag uf genomen uf sinte Iohannis tag n{ue}geledin. was do geteidinget wirt daz wil sie euch mit einen gewissen boten czu enpiten\
<4> Item die vynde drouwen ir zere mit euweren steten vnde sie hoffet wol czu euch daz ir das wol steuwert vnde sie doran besorget ♦ Ouch sprechen somliche in euweren steten were das sie dez kriges ein ende hette mit den von Stokholm/ daz sie meynte czu orloyn uf das land czu Liefland/ ♦ Do czu beut sie ire vntschult/ daz sie daz nye gedacht hat vnde qwam ouch n{ye} in ire gedanken daz sie mit imande orloyn welde/ wes sie mit gliche vortragk haben mag vnde bittet euch vnde euwir stete daz ir sulchen reden nicht engloybet
<5>Item czwei schif wurden genomen von miner frauwen diener die qwomen vz
Prussen/ ♦ Wan miner frauwen diener die wusten anders nicht sie weren v{ye}nde/
<6> Item ein ander schif qwam van Bergen mit viende gute vnde hatte ire
viende gespizet vnde sagten ze welden ken Prussen daz mag sie wol bewizen/ vnde
mit rechte behalden daz sie viende gut inne hatten ♦ Sunder is
<7> Item czwei schif qwomen von norden durch den Ørsund/ der eine schifhere
heiset Lorencz/ der ander Hannus Backer ♦ Do sie in den Ørsund qwomen do miner
frouwen diener logen/ do legten miner frauwen diner vz czu in mit einer snicken
vnde frogeten sie wer sie weren ♦ Do goben sie in keine antwert sunder sie
schossen dar mit eyner bochzen vnde schoszen myner frauwen diner einem den rocke
vnczwey\ ♦ Czum ander mole legten myner frauwen diner czu in mit czwen snicken
vnde boten sie daz sie strichen solden lazen vnde frageten sie ap sie frunt oder
viend weren/ ♦ Weren sie frund in solde nich schelen/ ♦ Iene goben in keine
antwort ♦ Vnde
do sie keine antwort von in krigen mochten/ do
dochten sie daz sie van der Wismar ynde von Rostok weren/ ♦ Do legten sie czu in
mit iiii snicken vnde mit einen grossen schiffe vnde fragten sie aber alze vor
weme sie czu gehorten/ ♦ Do frageten iene deze weme sie czu gehorten/ ♦ Do
sprochen dese sie gehorten der koninginne czu/ ♦ Do frogeten deze widder/ weme
iene czu gehorten ♦ Do sprochen sie sie were von Mekelburg/ ♦ Do mete legten sie
sich czu houffe/ ♦ Do band schipper Laurencz sin schif czu dem anderen schiffe/
vnde slugen van sich vnde werten sich/ vnde quomen in myner frauwen sch{ie}f/ vnde
zlugen myner frauwen diener vz deme vorkastel bis hynde die mast ♦ Do qwomen myner
frauwen diener widder czu were vnde zlugen sie widder vz deme schiffe/ vnde do
zelbist wurden von miner frauwen diener xxx gewunt vnde tot gezlagen/ vnde von
ienen ix alzo sie zagen/ vnde das geschach alles vnder dem geschrei
<8> Item dese schif vnde gut wolden myner frauwen diner czu hand gebuted
haben sunder myne frauwe lies di schif vnde gut beseczen vf ein recht bynnen vi
wochen/ vnde ist deme alzo das sie von Pr{ue}ssen sin daz sie doch nicht
<9> Item bittet euch myn frauwe das ir euwir kouflute vnde uwir stete vnderwiset das sie ire viende nicht en spizen vnde irer viende gut nicht vortedingen noch dem mole das sie is wol weis daz is euwir wille nicht en is wenne wirt myner frauwen schaden getan vnde iren dyneren/ zo haben is dy van Mekelburg getan tut sie abir vnde ire diner ymande schaden zo sint der lute gnug die das gut vorteidingen\
<10> Item hir uf begert myne frauwe von euch eine gutliche antwort vnde daz ir mich von euch vordert zo ir aller erste konnet\
For det første takker min frue, dronningen, Eder for Eders gave og venskabet og for mange gode handlinger og i særdeleshed for det venlige svar, som I gennem mig har meddelt hende i Eders brev. Svaret var min frue særdeles velbehageligt og navnlig svaret om ærkebispen af Riga, og hvis ærkebispen derefter havde skrevet hende til om sagerne, så vilde hun have svaret ham, således som I har skrevet hende til. Skulde det også ske, at han desuden sendte sit bud til hende, så agter hun stadig at svare ham, således som I har meddelt hende. Men hun understreger meget, at hun på ingen måde vilde befatte sig med hans anliggender, hvis han ikke mere vil forlade sig på hende.
<2> Fremdeles om de skader og skibbrud, som Eders stæder og købmænd har lidt både af hr. Henning Podebusk og også af de andre. Min frue ved godt, at I ikke ved mere derom, end hvad Eders stæder og købmænd har underrettet Eder om, og de siger ikke, hvorledes alle tingene og tildragelserne er sket fra ende til anden. Thi hvad der er sket på sådan måde, det skete dengang, da hr. Henning Podebusk holdt Helsingborg og styrede den på stædernes vegne, og derom blev de forligt i Stralsund, dengang de var sammen dér. Thi med hendes vidende er der aldrig senere sket skade, efter at hun begyndte at forestå Danmarks rige og råde over det. Og hvis nogen vilde bevise andet, så ønskede hun, at I sendte ham til hende, og med ham Eders visse ærlige bud fra Eders orden, som kunde være til stede og hørte, hvorledes det var bevendt dermed. Derfor er hun nu af den formening, at I ikke tror på sådanne rygter, som man siger til Eder om hende, men I skal have Eders bud med, idet I mener, at ingen anden kan sige Eder sandheden så godt. Hun vil altid tale sandt fuldt ud og meddele Eder (sandheden).
<3> Fremdeles skiltes hertug Johan af Mecklenburg efter påske fra hende i Helsingborg, og de har berammet et andet møde til sankt Hans dag forleden. Hvad der bliver forhandlet der, det vil hun meddele Eder med et tilforladeligt bud.
<4> Fremdeles truer fjenderne hende såre sammen med Eders stæder, og hun sætter sin lid til Eder, at I på rette vis afværger dette og beskytter hende derimod. Desuden siger nogle i Eders stæder, at hun, hvis hun afsluttede krigen med dem fra Stockholm, agtede at føre krig mod landet Livland. Deri er hun rede til at bevise sin uskyld, nemlig at hun aldrig har tænkt derpå, og at det heller aldrig var faldet hende ind, at hun vilde føre krig mod nogen, som hun på rimelig vis kan leve i fordragelighed med, og at hun beder Eder og Eders stæder om, at I ikke tror på sådan tale.
<5> Fremdeles blev der af min frues tjenere taget to skibe, der kom fra Preussen. Thi min frues tjenere vidste ikke andet end, at de var fjender. Men da de hørte, at de var fra Preussen, da gav min frue skibene og godset tilbage. Dog har hun hyret de samme skibe for sine egne penge for det tilfælde, at hun skulde have brug for dem.
<6> Fremdeles kom et andet skib fra Bergen med fjendegods og havde forsynet hendes fjender med proviant, og de sagde, at de vilde til Preussen. Det kan hun let bevise og bevidne retsgyldigt, at de lå inde med fjendegods. Men hvis I ønsker at få samme skib tilbage af hende, vil hun gerne give Eder det igen.
<7> Fremdeles kom to skibe nordfra gennem Øresund, den ene skipper hedder Lorenz, den anden Johan Backer. Da de kom ind i Øresund, hvor min frues tjenere lå, da sejlede min frues tjenere ud til dem med en snekke og spurgte dem, hvem de var. Da gav de dem ikke noget svar, men de skød mod dem med en bøsse og skød frakken itu på en af min frues tjenere. I anden omgang sejlede min frues tjenere ud til dem med to snekker og opfordrede dem til, at de skulde lade sejlene stryge, og spurgte dem, om de var ven eller fjende. Var de ven, skulde de ikke lide skade. Hine gav dem ikke noget svar. Og da de ikke kunde få noget svar, så tænkte de, at de var fra Wismar og fra Rostock. Da sejlede de ud til dem med fire snekker og med et stort skib og spurgte dem igen som før, hvem de hørte til. Da spurgte hine disse, hvem de hørte til. Da sagde disse, at de hørte dronningen til. Da spurgte disse igen, hvem hine hørte til. Da sagde de, de var fra Mecklenburg. Da lagde de sig sammen. Da bandt skipper Lorenz sit skib til det andet skib, og de slog fra sig og værgede for sig og kom om bord på min frues skib og slog min frues tjenere ud af forkastellet og hen bag masten. Da kom min frues tjenere frem igen for at værge for sig og slog dem tilbage ud af skibet. Og da blev der såret og dræbt 30 af min frues tjenere og ni af hine, som de siger. Og dette skete altsammen under råbet Mecklenburg, idet de råbte Mecklenburg. Og da skiltes de, og min frues tjenere sejlede tilbage til København, og de to andre skibe sejlede ind mod Dragør. Da var min frues tjenere kede af skaden, og de sejlede igen ud til dem med tre store skibe og med 12 snekker. Og da de kom til Lorenz' skib, da fandt de ingen derpå, thi de havde rømmet det og var med både kommet til Malmø. Der er de arresteret for at blive stillet for retten. Det andet skib fandt de med bevæbnede folk. Det bemægtigede de sig. At denne sag forholder sig således, det har min frues tjenere med løftede fingre aflagt ed på over for hende.
<8> Fremdeles vilde min frues tjenere straks have taget disse skibe og gods som bytte, men min frue lod skibene og godset beslaglægge med henblik på retslig afgørelse inden for seks uger. Og forholder det sig således, at de er fra Preussen - hvilket hun dog ikke tror, eftersom de råbte Mecklenburg og har forvoldt hende den store skade - så er det min frues ønske, at I er så venlige sammen med mig til hende at sende Eders bud, som kan være med og overvære, at der sker disse folk så meget, som der er enighed om, og som retten har afgjort, thi min frue, dronningen, kan ikke få godset fra sine tjenere, medmindre hun gør det med retslige midler, thi de mener, at de har vundet godset retmæssigt, og derfor må min frue føre retssag derom med dem, og derfor skal det klart bevises, at skibene og godset er fra Preussen.
<9> Fremdeles beder min frue Eder om, at I pålægger Eders købmænd og Eders stæder, at de ikke forsyner hendes fjender med proviant og ikke beskytter hendes fjenders gods, eftersom hun godt ved, at det ikke er Eders vilje; for, tilføjes min frue og hendes tjenere skade, så det dem fra Mecklenburg, der har gjort det. Men hvis hun eller hendes tjenere tilføjer noget menneske skade, så er der folk nok, der forsvarer godset.
<10> Fremdeles begærer min frue et venligt svar herpå fra Eder, og at I sender mig tilbage fra Eder lige så snart, som I kan.
Redegørelsen, ifølge nr. 50 sendt til højmesteren Konrad von Wallenrode og af denne overgivet til udtalelse hos de preussiske stæder, er indført i Stadtbuch II under udeladelse af protokol og eskatokol med datering. Den indeholder dronningens reaktion på højmesterens to breve fra begyndelsen af 1393, cf. nr. 3 og nr. 4 — samt i § <3> — bebudelse af endnu en redegørelse for forhandlinger med hertug Johan af Mecklenburg, påbegyndt i Helsingborg omkr. påske, 6. april, og fortsat 24. juni 'nů geledin'. Nærværende redegørelse må da være afgået efter 24. juni, men inden højmesterens død, der indtraf 25. juli, cf. nr. 67 og Hanserec. IV 120 note 1.