I det Herrens år 1393 på ærkeenglen sankt Michaels dag forsamledes de herrer og rådsudsendinge fra nedenfor anførte stæder i Skanør og Falsterbo, fra Lübeck de herrer Henrik Westhof og Gerhard v. Attendorn, fra Preussen: fra Thorn Albrecht Russe, fra Danzig Tideman Hux er, fra Stralsund Gregor Swerting og Gotfred Nybe, fra Kampen Jan Schilder, fra Greifswald Arnold Letzenitze og Vincent Wikbolds, fra Stettin Henrik Sotebotter, og gennemdrøftede disse nedenfor anførte sager.

<1> For det første har der dér fundet mangfoldige ordvekslinger sted fra begge sider, (nemlig) mellem dronningen og hendes råd på den ene side og hertug Johan og hans råd på den anden side, om kongenN, således at denne fornævnte hertug og hans råd vilde tilslutte sig stædernes afgørelse i (al) ret, mindelighed og venskab.

<2> Til det svarede dronningen, at hun ligeledes vilde tilslutte sig stædernes afgørelse, så vidt hun overhovedet kunde gøre det med ære, og vilde love stæderne lige så meget som de, hvis man her vilde forsone dem.

<3> Det talte stæderne med hinanden om og svarede således derpå, at de ikke godt kunde sige yderligere dertil, medmindre de hørte begges retskrav. Da tilbød dronningen, at hun gerne vilde fremføre sine retskrav og fremførte en del deraf. Til det svarede hertug Johan og hans råd, at ingen kendte retskravene så godt som kongen selv, og de begærede, at kongen måtte komme og være til stede der.

<4> Dertil svarede dronningen, at det ikke tilkom hende at foranledige, at man sendte kongen frem og tilbage; men vilde hertugen og hans råd ride til ham på Lindholm, så var hun helt indforstået dermed. Om det mente hertugen og hans råd, at det ikke syntes dem nogen nytte til, medmindre de vidste noget formål med at ride til ham.

<5> Da man mellem mange andre ordvekslinger, som er skrevet ned, eller også ikke er skrevet ned, ikke kunde træffe nogen afgørelse, da traf stæderne en afgørelse på en anden måde, som det står skrevet herefter, til begges tilfredshed. Og afgørelsens udformning lyder, som det står skrevet herefter: (nemlig) at dronningen skulde frigive kongen i to eller tre år, mindre eller mere, hvorledes man end blev enig om det, og til gengæld skulde man sætte Stockholm som sikkerhed under fire personer, altså to fra hvert af de to råd, hvorom de nu kunde blive enige på begge sider, på følgende betingelser: Forholdt det sig således, at den fornævnte konge inden for dette tidsrum kunde komme til rette med dronningen, det være sig i almindelighed, i venskab eller med ret, så skulde det forblive derved, således som de var enige om det. Forholdt det sig på den anden side således, at de ikke inden for det forskrevne tidsrum kunde komme overens ad rettens vej, så skulde kongen igen komme i fangenskab uden argelist. Og de, som Stockholm var overgivet til, skulde give byen tilbage i kongens magt, hvem han end lod udøve den, uden argelist. Var det på den anden side således, at kongen ikke kom i fangenskab, så skulde man overgive Stockholm i dronningens magt, hvem hun end lod udøve den.

<6> Nu kunde de ikke blive enige om de fire personer, som de på begge sider vilde betro Stockholm. Da sagde stæderne derom, at de skulde tænke videre over, om ikke de kendte nogen, som de på begge sider vilde betro Stockholm på de samme betingelser.

<7> Derom sagde først hertug Johan med sit råd og svarede således derpå, at han vilde erklære sig indforstået med stæderne i ordningen vedrørende Stockholm. Hertil svarede dronningen blandt mange ord, at hun også vilde gøre det samme, så meget hun nu kunde gøre det med ære, thi hun måtte rådføre sig med rigets råd i Norge og Sverige, som hun nu for øjeblikket ikke havde hos sig; thi hun var skiltes fra dem med aftaler, som hun ikke kunde ændre uden dem. Hvad de så, når disse kom til stede, blev enige med stæderne om angående ordningen og sikkerheden, det vilde være ganske i overensstemmelse med hendes vilje.

<8> Hertil har stæderne svaret således, at de har berammet et møde, der skal holdes i Lübeck efter jul, så snart de kan, og vil hun inden den tid rådføre sig med sit råd og sende sit råd til mødet eller meddele sin vilje der, så vil stæderne drøfte det yderligere.

<9> Fremdeles efter alle disse forskrevne forhandlinger og efter vort svar, som står skrevet her foran, kom vi, nemlig sendebudene fra Lübeck, fra Preussen, fra Stralsund og fra Kampen, igen til dronningen, nemlig for at fremføre vort eget anliggende der. Da sagde dronningen, at hun havde den klare formodning, at vi ikke havde forstået hendes svar under forhandlingerne så nøjagtigt, som hun mente det, og sagde da sin mening med sådanne ord, som står skrevet herefter: At vi gerne vil betro stæderne kongen for en tid, hvis stæderne med henblik på kongen giver os og vore riger sådan sikkerhed, som vi og vore riger er sikrede ved, således at vi og vort riges råd til den tid enten får kongen tilbage i fangenskab hos os, som vi har ham nu, eller får Stockholm, der ligger i Sverige, frit og uhindret i varetægt hos os og vort riges råd uden argelist, og at stæderne og vort riges råd samles derom og kommer overens om, hvordan sikkerheden skal være.

<10> Stæderne fik også at vide, at mange folk saltede sild ned i Malmø, i Ystad og i Trelleborg og andetsteds. Derfor kom de overens om, at de vilde sende dem fra Lübeck et brev, idet de bad om, at disse skulde skri ve til købmanden i Flandern og i England, at de i denne sag, hvis der kom sild ind fra dem, der faldt ind under forbudet, skulde forholde sig, som det brev foreskrev, der blev sendt dem fra Lübeck.

<11> Fremdeles har stæderne berammet et møde, som skal holdes i Lübeck førstkommende kyndelmisseN. Det har de fra Preussen, fra Greifswald og de fra Stettin henvist til deres råd; men de håber, at deres råd ikke afslår det.

<12> Desuden synes stæderne, at det er nyttigt, at de fra Lübeck sender breve derom til søstæderne og andre stæder, som de synes det er nyttigt for. Og det er også blevet pålagt dem fra Preussen, at de skal skrive det til stæderne i Livland for på vore alles vegne at bede dem om at komme til samme møde.