1393

[1393. o. 18. december]. 106

De preussiske stæder meddeler dronning Margrete, at de er underrettet om udfaldet af forhandlingerne med hertugen af Mecklenburg og takker for udleveringen af preussisk gods. I øjeblikket er de ikke i stand til at sige ja til en indbydelse til forhandlinger i Skanør til efteråret. Endelig beder de om, at skibbrudent gods på Bornholm må blive udleveret mod passende bjergeløn.

A: tabt — Aa: Thorn byarkiv. Ms. VII, I f.92v, medtaget af fugt — Ab: Danzig departementsarkiv. 300, 10 59/3 (»Stadtbuch II«) p. 178-79 (= gl. p. 156-57)— Ab1: RA. Håndskriftsamlingen. XVI. Königsberg. Afskrift af J. Voigt.

Tryk: Hübertz, Aktstykker til Bornholms Hist. 4 nr. 4 (i udtog efter Ab1); Hanserec. IV 142 nr. 173 — Reg. Dan. nr. *3440; Hans. UB. V 79 nr. 138. Dipl. Dan. 4. rk. V nr. 106; DRB. IV:5 nr. 106 (i oversættelse).

Tekst efter Aa, udfyldt efter Ab.

[Allerd]orluchtestede vorstynne etcetera ♦ Vwer grosmechte[keit beghere wir czu] wissen [daz wir uwer briue] dy vns von vwer grosmechtikeyt by dem k[eginwortigin euwerm botin] ges[and wirdiglichin han emphangin] vnd wol vorno[men] ♦ Czum erstin als von der [tagfard] der deydinge [di uwir grosmechtigkeit mit] dem hlerczoghin von Meklenborg] hat gehalden do vnser sende[botin mit den anderen stetin keginwortig sint] gewest d[y] vns wol vnderrichtet vnd vnderwiset han [allir teydinge di do] gehandelt syn vnd mit welchem ende sich der tag gescheiden hat [vnde ouch wy dy stete] von vwern gnaden sint gescheiden/ vnd mochte wir vnd vnser sendeboten [czu der] teydinge vnd czu allen anderen sachen dy sich tr{ue}gen czu vryde vnd czu eyntracht ichtes gutes ge<ta>n haben adir t{ue}n do welde wir alle cziit gereyt czu syn ♦ Vort alse vwer grosmechtichet scribet von den schiffen vnd gute das vnsern l{ue}ten in vwerem riche was vf gehaldin wy [da]s vwer gnade durch vnsir vnde vnser sendeboten bete wille habet den selben vnsern luten widerg[egeben vn]d ab dy selben vnser l{ue}te icht schaden hetten emphangen an gute [das in] van den vweren genomen were/ das ir en do vore gen{ue}g wollet tůn/ das wir allis vwer grosmechticheit dangken ♦ Ouch als vwer gnade schribet begerende/ das wir vff den herbest vnser boten wolden senden czu Schon{øe}re eynen tag mit vwer grosmechticheit czu [h]alden durch manchirleye clage vnd sache wille des schaden/ den vnser vorgescreuen sendeboten von vnser wegen vwern [gn]aden han vorgelegt vnd dor vff wir vwir gnade begeren czu wissen das wir vff dese cziit vwern gnaden endelich antwort nicht dovon kunnen schriben [wan]te an[nemete] wir wol eynen namhaftigen tag mit vweren gnaden/ so ez dy cziit. noch so lange czwisschen hir vnd dem herbeste/ das vns noch sulche teydinge vnd inv[al .....] mochte widervaren/ das wir den tag nicht gehalden konden/ domytte wir vwer vngunst derkrigen mochten/ vnd ouch vnser redeliche clage vnde ansproche dy wir czu vweren gnaden vnd czu dem riche czu Denemarken haben mochten domytte nyder gedrugkt werden ♦ Sunder kumpt is alze verre das wir merken vnd wissen mogen das wir den tag vff den herbest mit euch gehalden mogen das welle wir vwir herlichet noch deme alzo ouch vnser sendeboten geworben haben alzo becziten lassen wissen das vwer gnade dy gene wol dorczu mag vorboten dy ir do by wollet haben ♦ Ouch alse wir gelouben das vwir gnade nicht is vorswygen wy das Arnd D{ue}ker vom Elbinge leydir blyben is czu Bornholm vnd schifbr{ue}chech is worden/ das gut der erwirdige here ertzbisschoff czu Lunden durch synen voyt doselbest das meiste teyl hat lassen bergen vnd vff das slos Hamershus gefurt das vnsern luten czugehort ♦ Ouch so ez alze wir vornomen haben eyn schiff blyben an der Schonesschen ziten. vnd horet czu vnsers here lute czu Liflande vnd das gut is ouch geberget. ♦ Bitte wir vwer gnade dem{ue}iclich den selben heren <ertz>bisschoff synen voyt vnd ander dy das vorgescrebin gut vnde ouch daz kegin Liiflande gehort vnderhaben gerucht mit ernste czu vnderwisen das den vnsern ir gut vnd den von Liflande ir geborgen gut wider werde ♦ Doch ab ymand das hette helffen bergen beqweme erbeytis lon dovon czů nemen vff das wir vorder clage vnd manunge nicht haben dorffen nach lute vnser priuilegie von vwerem vater czelegis gedechtnisse des riches rat vnd des ertzbisschoffs van Lunden ingezegel vns bezigelt vnd gegeben/ vnd vweren gnaden mogen dangken etcetera.

Allerhøjeste fyrstinde o.s.v.

Vi ønsker, at Eders stormægtighed skal vide, at vi ærbødigt har modtaget Eders breve, der er sendt til os af Eders stormægtighed med Eders nærværende bud, og nøje har lagt os (dem) på sinde. For det første, angående forhandlingerne på det møde, som Eders stormægtighed har holdt med hertugen af Mecklenburg, da vore sendebud var til stede sammen med de andre stæder; de har underrettet og belært os nøje om alle sager, som er blevet forhandlet der, og om, med hvilken afslutning mødet er endt, og også om, hvorledes stæderne er skiltes fra Eders nåde, og kunde vi og vore sendebud have gjort eller gøre noget godt til forhandlingen og til alle andre sager, som kunde føje sig til fred og endrægtighed, så vilde vi altid være parat dertil. Endvidere skriver Eders stormægtighed om de skibe og det gods, der var blevet beslaglagt fra vore folk i Eders rige, hvorledes Eders nåde for vor og vore udsendin ges anmodnings skyld har givet det tilbage til de samme vore folk, og at I, hvis de samme vore folk havde lidt nogen skade på gods, der var frataget dem af Eders folk, vil give dem erstatning derfor. Alt det takker vi Eders stormægtighed for. Desuden skriver Eders nåde og begærer, at vi til efteråret skulde sende vore bud til Skanør for at afholde et møde med Eders stormægtighed på grund af mangehånde klager og sager om den skade, som vore forskrevne sendebud har forelagt Eders nåde på vore vegne, og derom ønsker vi, at Eders nåde skal vide, at vi ikke på dette tidspunkt kan skrive noget endeligt svar til Eder derpå; thi hvis vi fastsatte en bestemt dag med Eders nåde, så er der endnu så lang tid mellem her og efteråret, at der stadig kunde vederfares os sådanne hændelser og begivenheder, at vi ikke kunde overholde dagen, hvorved vi kunde pådrage os Eders unåde, og hvorved vor rimelige klage og vort krav, som vi har over for Eders nåde og over for Danmarks rige, kunde svækkes. Men kommer det så vidt, at vi kan mærke og vide, at vi kan afholde mødet med Eder til efteråret, vil vi derefter, sådan som vore sendebud også har meddelt, lade Eders herlighed det vide så betids, at Eders nåde godt kan indbyde dem dertil, som I vil have til stede der. Vi tror også, at det ikke er blevet fortiet for Eders nåde, at Arnold Duker fra Elbing beklageligvis er forlist og har lidt skibbrud ved Bornholm. Størstedelen af det gods, der tilhører vore folk, har den ærværdige ærkebiskop af Lund ladet bjerge af sin foged der og bragt det til borgen Hammershus. Også er der, som vi har erfaret, forlist et skib på Skånesiden. Og det tilhører vor herre af Livlands folk, og godset er også bjerget. Vi beder ydmygt Eders nåde, samme hr. ærkebiskop, hans foged og andre, der har det forskrevne gods og også, hvad der hører til Livland, i deres varetægt: Vær nådig og læg (dem) alvorligt på sinde, at vore folk får deres gods og de fra Livland deres bjergede gods tilbage. Men hvis nogen skulde have hjulpet med at bjerge det, og det tilkom ham at modtage bjergeløn derfor, for at vi ikke fremtidig skal have klage og krav efter vore privilegiers ordlyd, beseglet for os og givet af Eders fader - salig ihukommelse - (og givet og beseglet) med rigets råds og ærkebiskoppen af Lunds segl, og vi har anledning til at takke Eders nåde o.s.v..