Afskrift på latin og nedertysk (§§ 1-21) i hanserecesserne.

I det Herrens år 1394 på fastelavns søndag forsamledes de herrer råds udsendinge fra nedenfor anførte stæder i staden Lübeck, nemlig fra Hamburg Kristian Ritter og Markvard Screye, fra Stralsund Gregor Swerting og Arnold v. Soest, fra Greifswald Arnold Letzenitze og Lorenz Bokholt, fra Stettin Henrik Sotebotter, fra Kolberg Vincent Holk og Pardam v. Braunschweig, fra Preussen: Henrik Hetveld fra Thorn, og fra Elbing Johan v. Herford, fra Zuidersøen: fra Kampen Jan Schilder og Wighard Schursack, fra Zierikzee Pieter Diderikssen og Ilies Hoppenbeer, fra Amsterdam Hendrik van Muiden, fra Livland: fra Riga Tideman van der Halle, fra Dorpat Winold Klinkrode, fra Reval Johan Stoltevot, fra Lübeck de herrer Gerhard v. Attendorn, Henrik Westhof, Johan Pertzeval, Thomas Morkerke, Johan Nyebur, Bruno Warendorp, Henrik v. Hachede, Bertold Kerkring og Herman Dassow, og gennemdrøftede disse nedenfor anførte sager.

<1> ..... N

<2> Endvidere har stæderne skrevet til købmanden i Flandern, at de skal bekendtgøre for deres folk, at ingen må sejle gennem Øresund under trussel om fortabelse af liv og gods så længe, indtil stæderne beordrer dem noget andet, og at de skal meddele dette videre til købmanden i England og andre stæder, hvor der er behov for det.

<3> ..... N

<4> Fremdeles var hertug Johan af Mecklenburg, hans råd, de fra Rostock og fra Wismar hos stæderne, og stæderne klagede til dem over den skade, der er påført hansekøbmanden og stadig hver dag øves af dem og deres folk og deres hjælpere fra landet Mecklenburg, udgående fra de to havne Rostock og Wismar og tilbage. Dertil svarede de og anmodede om, at man hjalp dem med, at deres herre blev løsladt, og at man stillede skaden i bero, indtil han blev løsladt. Så skulde han visselig yde stæderne ret derfor. Forholdt det sig imidlertid således, at han afgik ved døden og ikke blev løsladt, så vilde de, nemlig hertug Johan og hans to stæder, yde stæderne ret derfor. Det vilde stæderne ikke godtage og svarede dertil, at kongen, så længe han var fri, viste købmanden al mulig godhed; men denne skade var sket, mens han var i fangenskab. Derfor kunde de ikke rejse klage mod ham. Endvidere forhandlede stæderne med dem om at skabe fred på havet, således at der ikke mere var anledning til nogen skade. Dertil svarede de, at de ikke kunde lade deres forsvarsstyrke opløse, medmindre de var sikre på hjælp til, at deres herre kunde løslades. Hertil blev der svaret dem, at der i deres krig ikke var behov for deres forsvar mod stæderne, men at de skulde sørge for, at der ikke blev voldt købmanden skade af deres folk. Således skiltes de på dette tidspunkt herfra uden afgørelse. Men før det tidspunkt, da de skiltes herfra, havde de tydeligvis forklaret sig yderligere over for dem fra Preussen og fra Livland. Derfor blev der efter stædernes råd indledt andre forhandlinger med dem fra Rostock og fra Wismar, således at disse igen kom hertil. Så indkaldte stæderne da dem fra Hamburg, Preussen og fra Livland for at føre forhandlinger mellem stæderne og demN. Da krævede de ligesom tidligere erstatning af demN for skaden og fred på havet, således at der ikke mere var anledning til nogen skade. Dertil svarede de for det første, at hvilken skade der var anrettet ud fra de tre rigerN, var den sket med ret og med ære. Det punkt vilde de have ret i, (nemlig) at de i den sag helt havde varet deres ære. Det blev ikke godtaget. Med henblik på den anden skade, som var sket fra venneland og til venneland, anmodede de om at vide, hvor stor summen deraf var. Det drøftede stæderne og meddelte dem summen af det, de kendte til, med forbehold for det, som de ikke kendte til. På det gav de stæderne deres svar skriftligt, som det står skrevet herefter: Kære ærlige herrer (o.s.v. = nr. 157). Da dette svar var blevet læst op for stæderne og ikke tilfredsstillede dem, da blev der forhandlet yderligere med dem om, at de skulde levere alt det gods tilbage, som der stadig var noget af, det være sig skibe, eller hvilket gods det end måtte være, med undtagelse af de skibe, der var bygget til deres forsvar. Ønskede de at beholde dem, så skulde de købe dem af dem, som de tilhører, eller lade dem ske fyldest derfor. Angående den anden skade, der var voldt fra venneland, så delte de den således, at det, som var sket, (og) som deres herre havde deltaget i til søs, vilde de ikke stå inde for alene, men deres herre og de vilde i fællesskab komme til rette derom. Det vilde stæderne ikke godtage, og de har henvist det til forelæggelse for deres råd. Men (angående) den anden skade, som deres herre ikke havde været delagtig i, (og) som var sket udgående fra deres havne og tilbage, underkastede de sig stædernes afgørelse og føjede sig her efter stædernes vilje og bad dem om en udsættelse deraf til førstkommende sankt Hans dag til midsommer. Da spurgte man dem, hvilken sikkerhed de vilde stille derfor. Dertil svarede de, at stæderne også skulde have fuldmagt med henblik på, hvilken sikkerhed de vilde have for det og som var rimelig for dem, og de anmodede som før indtrængende om, at man skulde hjælpe dem, så at deres herre blev løsladt; da skulde alt så vist blive godt. Da blev de spurgt, hvad de krævede af stæderne, at de skulde gøre for dem. Da anmodede de om, at man til gavn for deres herre skulde kræve af dronningen, at hun vilde tage imod en rimelig løsesum fra deres herre; stæderne skulde have fuldmagt over deres herre med henblik på alle retslige afgørelser, ved forlig eller i venskab og vedrørende løsepenge. Hvis dronningen ikke ønskede at gøre dette, så skulde stæderne da yde hjælp i deres krig mod dronningen. Hertil svarede stæderne dem, at de tidligere, som de godt vidste, havde holdt møde med dronningen derom og ydet store omkostninger og udgifter derpå. Således vilde de fortsat gerne skrive deres breve derom til dronningen og stille krav og arbejde til gavn for deres herre, så godt de på nogen måde kunde; men at deltage med dem i deres åbenlyse krig det var de, der er forsamlede her, ikke bemyndigede til, og de har henvist det til forelæggelse hver for sit råd, og det blev forlangt af demN, at de i mellemtiden ved tilbageleveringen af det gods og de skibe, der stadig er forhånden, og ved at skabe fred på havet skulde vise sig så (imødekommende), som de selv indtrængende anmodede om, at stæderne gjorde til fordel for dem; thi den ene gode vilje kunde da danne forbillede for den anden. Dertil har de sagt, at de vilde gøre det efter deres formåen, og de har allerede påbudt og vil fremover påbyde alle dem, der sejler ud fra deres havne og derind igen, at de ikke skal volde den købmand skade, der sejler fra venneland og til venneland. Gjorde de dette og mere til, så skal de og deres gods ikke længere nyde nogen beskyttelse i deres stæder og havne. Og de havde også allerede foranstaltet dette og vilde også fremover foranstalte det i alle landsbyer ved kysten,(nemlig) at man ikke skulde indføre noget godt i landet, som kom til landet.

Lübecks og Hamburgs eksemplar (Aa, B):

<5> mangler

<17> se nedenfor

Stralsunds eksemplar (C):

<5> Fremdeles angående den store, alvorlige skade, der som forskelligartet sørøveri og drab i lange tider er voldt og fortsat voldes hansekøbmanden til søs, skal stæ derne hver hjemme i sit råd drøf te, hvad man vilde gøre i denne sag, for på næste møde at blive enige derom, med mindre der i mellemtiden bliver bestemt noget andet mellem dronningen og kongen.

<17> Endvidere har stæderne skrevet til dronningen, at de ønsker at holde et møde med hende og hendes råd i Danmark til midsommer på sankt Hans dag angående kongens løsladelse og for at kræve (erstatning for) hansekøbmandens skadeN.

Lübecks eksemplar (Aa):

<6> Fremdeles angående den store alvorlige skade, der som forskelligartet sørøveri og drab i lange tider er voldt og fortsat voldes hansekøbmanden til søs, så er stæderne, forsamlede her på dette tidspunkt og til møde, blevet enige om, at de vil skabe fred på havet mod sørøverne, så at købmanden kan sejle trygt, og at enhver trofast vil hjælpe den anden hermed på den måde, som det står skrevet herefter:N Nemlig krigere, således at forstå: 100 krigere på hver enkelt kogge. Og til hver enkelt kogge skal der høre en "schute" og en "snekke". De fra Stralsund skal udruste fire kogger med 400 krigere på samme måde. De fra Greifswald, Anklam, Wolgast og Demmin to kogger med 120 krigere på samme måde. De fra Stettin, Stargard, Gollnow, Gartz, Greifenhagen, Alt-Damm og fra Kammin to kogger med 200 krigere på samme måde. De fra Kolberg, Rugenwalde, Stolp, Treptow, Greifenberg og fra Wollin to kogger med 80 krigere. De fra Preussen ti kogger med 1000 krigere på samme måde. De fra Kampen to kogger og fire "Rhinskibe"N med 300 krigere på samme måde. De fra Dordrecht, Amsterdam, Stavern, Harderwijk og fra alle de stæder, der ligger ved Zuidersøen, med undtagelse af dem fra Kampen skal udruste to kogger med 200 væbnede mænd, som det er skrevet ovenfor. De fra Zeeland skal udruste fire kogger med 400 væbnede mænd, som det er skrevet ovenfor. De fra Livland skal udruste to kogger med 200 væbnede mænd på samme måde. I hver enkelt kogge skal der altid blandt de 100 væbnede mænd være 20 gode skytter med deres fulde udrustning og med gode, kraftige armbrøster. Denne for svarsstyrke er fastsat således, som det står skrevet ovenfor, og det har hver enkelt af stæderne, forsamlede her, henvist til forelæggelse for deres råd med henblik på at sende et svar derpå til de herrer rådmænd i Lübeck 14 dage efter førstkommende påske, og disse skal ufortøvet skrive videre til alle de andre stæder, som for øjeblikket er forsamlede her, således at enhver ved, hvad han skal rette sig efter. Men til pinse skal de allerede være i den forfatning, som står beskrevet herefter, (nemlig) at alle koggerne og mændene fra Zuidersøen og Holland og Zeeland skal gøre sig rede, så at de alle førstkommende pinse er klar til med den første vind at sejle ud sammen med hele flåden af alle handelsskibe fra Flandern og fra England ind i Øresund og at samles dér eller et andet sted, hvor de nu beslutter det, og dér skal alle indfinde sig og vente på hinanden; og alle koggerne og mændene fra stæderne fra den vendiske side, fra Preussen og fra Livland skal gøre sig rede til førstkommende pinse med hele deres flåde sammen med alle de skibe, der vil sejle ud fra deres havne, at sejle til Gellen for at forsamles dér og for at sejle ind i Øresund til flåden fra Zuidersøen, så snart de får at vide, at de (andre) er der, og når de er forsamlet dér, så skal hele flåden på begge sider blive liggende sammen med "fredekoggerne" og gøre, hvad høvedsmændene byder dem; for på dette tidspunkt, hvor høvedsmændene giver dem tilladelse til at sejle under trussel om fortabelse af liv og gods, da skal man fælde dom, hvis nogen forbryder sig mod det, som den forordning foreskriver, der blev udfærdiget i Köln i år (13)67N, og hver enkelt stad skal påbyde sine borgere, som agter at sejle gennem Øresund, at de udruster sig med gode våben. Forholdt det sig yderligere således, at en skipperN, styrmand, skibsmandN, bådsmænd eller andre frie løse folk, som var fra stæderne i dette forbund, skulde gå over til dem, der volder købmanden skade, da skal disse være retsløse i alle dette forbunds stæder og havne til evige tider. Skulde det fremdeles ske, at nogen stad blandt de forskrevne stæder, som er udpeget til at hjælpe de andre stæder, ikke var dem til hjælp, så skal denne stads borgere og købmænd ikke have noget fællesskab med alle de stæder, der er i dette forbund, således at man ikke må sælge til eller købe af dem, og at de ej heller må søge nogen af stædernes havne for at sejle derind eller ud derfra eller for at laste eller losse inden for et tidsrum af ti år. Og skulde det ske, at nogen fra stæderne inden for det tidsrum købte gods af dem eller solg te, lastede eller lossede, så vilde han have sat lige så meget gods over styr, som han havde købt af dem eller solgt, lastet eller losset, og det skulde tilfalde den stad, som de var udpeget til at hjælpe, på den betingelse, at staden havde opfyldt sin fulde forpligtelse, som det er skrevet ovenfor. Og skulde det forholde sig således, at en stad manglede hjælp fra nogle af de stæder, som det er pålagt at hjælpe den, da skal den meddele det til de andre stæder, for at man kan overholde det, således som det er skrevet ovenfor. Herom er der sendt breve til de stæder, som ikke er til stede her, og som er udpeget til at hjælpe de andre, med den ordlyd, som står herefter. Kære venner. Vi anmoder Eder om (o.s.v. = Hanserec. IV 178 nr. 198)N,

<7-8> .....N

<9> Fremdeles for at bære disse omkostninger er stæderne blevet enige om, at man skal opkræve pundtold af dem, der måtte være i dette forbund og ikke er skikkede til denne forsvarsstyrke og ikke bidrager til den hverken med mænd eller med skibe og dog drager nytte af havet, hvor de end måtte være beliggende, således at man af ethvert pund grot skal betale to grot, af seks mark lybsk otte lybske penninge, af ni mark stralsundsk enN skilling stralsundsk, af en mark preussisk 15 preussiske penninge, af tre mark rigask ni lybske penninge, af seks mark vinkenoger otte vinkenoger, ligemeget hvorhen han vil sejle. På samme måde skal skipperne af deres skibe betale halv pundtoldN. Og af deres gods og købmandsvarer, som de medfører, skal de ligesom de andre købmænd betale, hvad der rækker ud over deres forplejning. Stæderne vil for øjeblikket fritage borgerne fra Hamburg for pundtolden på grund af de store omkostninger, som de fra Hamburg har haft og stadig har med at skabe fred på Elben. Denne pundtold skal man opkræve i hver enkelt stad, når man sejler ud af havnen, af de stæder og folk, der i overensstemmelse med deres ed ikke bidrager til denne forsvarsstyrke, og herom skal man udstede breve, som de skal medføre til den anden handelsplads, som de sejler til. Hvis nu nogen var sejlet ud fra en havn, hvor man ikke oppebærer pundtolden, for eksempel fra England, fra Flandern eller andetsteds fra, og han ikke medførte noget brev derhen, hvor han ankom, så skulde han erlægge sin pundtold dér. Men hvis nogen kommer fra Østersøen og vil i retning af Zuidersøen eller Vesterhavet, så behøver han ikke at erlægge pundtold i Hamburg, hvis han medfører et brev på, at han har erlagt den dér, hvorfra han er sejlet ud. Og kommer der en vestfra og er sejlet ud (fra en havn), hvor han ikke har betalt nogen pundtold, s al han erlægge sin pundtold i Ham burg, og vil han videre østpå, så skal han være fri herfor, indtil han kommer til den handelsplads, som han vil til. Og havde han betalt pundtold dér, hvor han sejlede ud fra, så skulde han dermed være fri, hvis han medbragte breve derom. Og i disse fornævnte breve, som de skal medbringe, skal være indeholdt, hvor meget de har erlagt i pundtold og endvidere for hvilket gods og for hvor meget gods og på hvilket tidspunkt. Man skal oppebære pundtolden til brug for de hansestæder, som har været med til at udruste koggerne, og aflægge regnskab herfor, (nemlig) når stæderne samles for at dele den efter mandtal. Fremdeles skal tidspunktet for denne opkrævning af pundtolden være førstkommende påske, og den skal vare et år, at forlænge efter hansestædernes behag. Skulde det forholde sig således, at der forfalder nogen pundtold i Skanør for dem, der kommer til "dat Hol", så skal fogeden fra Kampen oppebære den, og han skal overdrage den til dem fra Lübeck til hansestædernes brug, og hvad der kommer ind i Falsterbo, det skal hver enkelt foged fra stæderne opbevare på deres fed; men med hensyn til det, der forfalder i Skanør på det fed, der bruges af dem fra Zierikzee, kommer der en edsvoren foged fra deres råd, og han skal oppebære det under ed og overdrage det til fogeden fra Kampen. Men fogeden fra Kampen skal pålægge ham, at han skal oppebære det.

<10> Skulde det forholde sig således, at der på det forskrevne forbunds vegne pålægges nogen fornævnt stad bevisførelse, så skal de andre stæder i den sag forblive trofaste over for denne, så længe indtil de får et forlig i sagen, således som man tidligere har gjort det i krigen med DanmarkN.

Lübecks og Hamburgs eksemplar (Aa, B):

<11> Alle dem, der ikke gør brug af købmandens rettigheder og ikke er med i stædernes forbund og som ikke har modtaget breve om stædernes påbud, nemlig om Skånefarten, kan man, hvis deres sild er blevet beslaglagt, give den tilbage, hvis de beviser, at de ikke hører til blandt hansestæderne, og aflægger ed på, at de ikke handler til gavn for andre end sig selv.

<12> .....N

Stralsunds, Danzigs og Thorns eksemplar (C, Da, Ea):

<11> Fremdeles har stæderne drøftet den sidste Skånefart, såle des at alle dem, der ikke gør brug af købmandens rettigheder og ikke er med i stædernes forbund og ikke har modtaget breve om stædernes påbud, kan man, hvis deres sild er blevet beslaglagt, give den tilbage, hvis de beviser, at de ikke hører til blandt hansestæderne, og aflægger ed på, at de ikke handler til gavn for andre end sig selv.

<12> .....N

Lübecks eksemplar (Aa):

<13> Vilde man fremdeles anklage nogen for, at han mod stædernes påbud havde opsøgt Skåne eller Danmarkssiden for at salte sild, så skal han med sin ed rense sig derimod, hvis man ikke kan bevise det om ham.

<14> Desuden har stæderne drøftet de borgere fra Preussen, som sidste efterår har saltet sild på Danmarkssiden og i Skåne. Herom har stæderne sagt følgende til sendebudene fra Preussen, at overenskomsten blev vedtaget med tilslutning fra hansestæderne og deres udsendinge fra Preussen, som var til stede her med fuldmagt, således at hver enkelt skulde meddele det til sine borgere. De, som ikke har fået det meddelt, har i den sag ikke begået nogen forseelse, som krænker deres ære. Men godset er gået tabt og skal tilfalde den stad, som de er borgere i, og den, der her har fået beslaglagt gods, hans (gods) skal forblive beslaglagt så længe, indtil den stad, som det bør tilfalde, skriver hertil om, hvem man skal give det til. De fra Lübeck, fra Hamburg og fra Livland har tilsluttet sig dette, og alle de andre stæder har henvist det til forelæggelse for deres råd.

<15> ..... N

Lübecks og Hamburgs eksemplar (Aa, B):

<16> Desuden har fru dronningen af Norge o.s.v. sendt breve hertil, idet hun beklager, at hun ikke har sendt sit råd til dette møde. Brevene lyder, som det står skrevet herefter. Vor oprigtige gunst (o.s.v. = nr. 139)N.

<17> Derfor har stæderne berammet et møde, fordi de gerne vil have deres folk til møde i Danmark hos den fornævnte fru dronning førstkommende sankt Hans dag til midsommer, et møde som der er skrevet et brev til hende om af den ordlyd, som det står skrevet herefter. Højbårne, berømmelige fyrstinde (o.s.v. = nr. 175)N.

Lübecks eksemplar (Aa):

<18> Fremdeles har rådsudsendingene fra Preussen meddelt stæderne og klaget over store og alvorlige skader, der adskillige gange er voldt deres folk i form af sørøveri og strandingsgods udgående fra Danmarks rige, og de har indtrængende anmodet stæderne om, at stæderne, hvis dronningen ikke vilde give dem deres ret i sagen efter privilegiernes anvisning, da vilde hjælpe dem med at kræve denne under trussel om krig. Hertil har stæderne svaret dem således, (nemlig) at de vil holde et møde med dronningen og i fællesskab alvorligt og strengt vil kræve erstatning af hende lige trofast, hvad angår den enes skade som den andens. Efter at have hørt dronningens svar derpå, da vil de gerne drøfte det yderligere.

<19-21> .....N.