Kære ærlige herrer og gunstige venner, stædernes rådsudsendinge, for tiden forsamlet til møde i Lübeck.N

Eftersom stædernes udsendinge, der var til stede på det møde, som vor herre, hertug Johan, hans råd og stæderne holdt i Skanør og FalsterboN med den høje fyrstinde, fru Margrete, dronning af Norge, som modpart angående løsladelsen af vor kære nådige herre kong Albrecht af Sverige, godt kan huske, at vor herre, hertug Johan, hans råd og stæderne Rostock og Wismar højtideligt erklærede sig indforstået med, at stæderne skulde have uindskrænket bemyndigelse til at yde enhver form for ret, forlig, mindelig afgørelse og betaling for kongens løsladelse, og til alt, hvad der kunde have freden for øje, hvilket jo desværre alligevel ikke kunde hjælpe dem over for dronningen, og (at disse) ydmygt bad om, at stæderne måtte stå bi med råd og dåd, for at kongen kunde blive løsladt; thi de havde i enhver henseende bemyndigelse over ham og gjorde derfor deres hertug Johan, kongen, deres land og stæder evig forpligtet, så beder vi fortsat indstændigt og med al mulig flid. Som I, ærlige herrer og gunstige venner, rådsudsendinge fra forskrevne stæder, fremdeles udmærket erindrer, (nemlig) hvorledes vor herre, hertug Johan, hans råd og stæderne Rostock og Wismar var hos Eder i ugen lige før fastelavn, hvor de med stor indstændighed bad, således som de tidligere havde bedt, om råd og bistand og erklærede sig rede, således som de tidligere i Skåne og ofte før havde erklæret sig indforstået med, at stæderne skulde have uindskrænket bemyndigelse til al ret, forlig, mindelig afgørelse og betaling for kongen(s løsladelse) o.s.v. Desuden talte I om den skade, der var forvoldt Eder, (og om) hvorledes det skulde gå med den. Derom bad vor herre, hans råd og vi med dem om, at I vilde stille den skade i bero, der var forvoldt Eder, (og) som vi ifølge ære og ret var forpligtet til at stå inde for, for Guds æres og almenvellets skyld, (og overlade den) til vor kære nådige herre, den fornævnte konge, om Gud i sin nåde vilde hjælpe ham, så at han blev løsladt, (og) så han da kunde øve ære og ret over for Eder for at godtgøre Eders skade, sådan som vi håbede, at han bestemt vilde gøre. Skulde det ske, at kongen ikke vilde gøre dette, døde eller ikke blev løsladt, hvilket Gud måtte forhindre, så vilde vor herre og hans råd og de fra Rostock og Wismar sammen med dem angående den samme skade gøre over for Eder, hvad vi ifølge ære og ret vilde være forpligtet til at gøre over for Eder. Således beder vi fortsat i al ydmyghed og med indstændige bønner om, at Eders nåde og godhed vil stille den forskrevne skade i bero, således som vor herre, hertug Johan, og hans råd og fornævnte stæder har bedt og anmodet Eder om. Skulde det imidlertid ske, at vor herre, hertug Johan, hans råds og stædernes bøn i denne sag ikke kunde imødekommes ved Eders hengivenhed, (nemlig) at I ikke således vilde stille skaden i bero, så skal vor herre, hertug Johan, og hans råd, håber vi, og vi fra Rostock og Wismar angående den fornævnte skade gøre over for Eder, hvad vi ifølge ære og ret er forpligtet til, og vi vil i dette underkaste os den ærværdige og mægtige herre, højmesteren af Preussens afgørelse, hvis han vilde påtage sig at bilægge sagen. Skulde det ske, at han ikke vilde gøre det, (så foreslår vi,) at I da vælger én herre, og vi en anden for med ære og ret at underkaste os deres afgørelse og at bilægge (striden om) den fornævnte skade. Men kunde herrerne ikke blive enige om forliget, (så foreslår vi,) at den ærværdige herre, fornævnte højmester af Preussen, da skal være den øverste forligsmand i disse sager, hvis det vil behage hans nåde. Skulde det forholde sig således, at vor herre og hans råd ikke vil gøre som skrevet ovenfor, sådan som vi håber, at de uden videre gør, så vil vi fra Rostock og Wismar alligevel yde Eder ære og ret for den skade, der er tilføjet Eder, (og) som vi ifølge ære og ret er forpligtet til at stå inde for på enhver måde, som det står skrevet ovenfor. Skulde det forholde sig således, at vor herres og vort forskrevne tilbud i så henseende ikke var fyldestgørende, så vilde vi fra Rostock og Wismar og enhver af os for sig på helt redelig vis hjælpe til følgende: Hvis nogen er kommet til vore stæder og spærrede havne (med gods), der var sejlet fra venneland og til venneland og ikke til fjendeland eller derfra og ikke medbragte vore herrers fjender eller fjendegods, og (godset) befinder sig dér, så at det er under vor myndighed, (så foreslår vi,) at det skal gives tilbage til dem, som det tilhører. Er der blandt os nogen, som man vil anklage for (at have forvoldt) skade, (så foreslår vi,) at hvis han tilstår (denne), skal han erstatte den, (og) at hvis han ikke tilstår, hvad man i overensstemmelse med sandheden heller ikke finder ham skyldig i, skal han frikendes. Men den, som man i sandhed finder skyldig, han skal ikke aflægge ed derpå. Angående de folk, der er til søs for at hjælpe vor herre, kongen, dem vil vi gerne holde i ave og i fuldkommen redelighed, som vi på bedste vis kan og formår, bidrage til at gøre, hvad det er os muligt, for at den købmand, der sejler fra venneland til venneland, som beskrevet ovenfor, kan forblive uantastet af dem. Frem for alt, kære herrer, hvis der i disse forskrevne punkter er nogen som helst mangel eller utilstrækkelighed, så vil vi, hyppigt nævnte stæder Rostock og Wismar, i ærlig tillid forblive hos Eder selv og i Eders hengivenhed med henblik på forlig, ret, mindelig afgørelse og fuldkomment venskab angående den skade, der er forekommet i vore havne, som det står skrevet umiddelbart ovenfor, og vi vil helt og holdent overholde alt, der kan sigte mod fred, forlig og god indbyrdes samdrægtighed i overensstemmelse med Eders råd. Kære ærlige herrer og venner. På denne forskrevne måde tilbyder vor herre, hans råd og vi vort forslag, og vi ønsker af inderligt hjerte, at I med råd og dåd overvejer den bitre nød, som vor kære herre, kongen af Sverige, lider, han, der i al sin tid har æret og begunstiget købmanden, (og) som hans søn, de andre herrer, riddere og væbnere, der er holdt fanget med ham, og vore arme folk lider, således som I godt formår (og) som I ofte er blevet bedt om det, så at de kan blive løskøbt for sølv og guld, og at kongen og hans søn ikke bliver frataget deres kongelige værdighed; thi i sandhed, det ved Gud for vist, at hvad vi har gjort, det har intet overmod, men vor egen ære og den bitre nød angående vor arveherres løsladelse tvunget os til. Og (vi) måtte for vor æres skyld ikke undlade dette, som I selv klart erkender, vi måtte åbne vore havne for vor herre og hans venner i denne krig.