Venlig hilsen i oprigtighed tilforn.

Ærlige, kære venner. Som I godt ved, har vore udsendinge nu på Marias renselsesdagN været til møde i Lübeck med Eder og de andre stæder. De har gjort rede for og sat os ind i, hvorledes stæderne blandt andre artikler, som er blevet forhandlet dér, har besluttet, at man skulde lægge en forsvarsstyrke på havet for at sikre havet mod sørøverne o.s.v. Desuden har de klart og tydeligt sagt til os, således som det var blevet pålagt dem af os, at de har overbragt stæderne vort budskab og har på grund af den skade, som vi har lidt i riget Danmark, anmodet indtrængende om, at stæderne i forbundet i krigen mod Danmark skulde hjælpe os med at rejse krav om skadeserstatning og gøre krav gældende over for dronningen og riget Danmark. Og hvis dronningen ikke vilde øve ret over for os efter vore privilegiers ordlyd, så skulde stæderne hjælpe os med at kræve det af riget med krig o.s.v. Dertil har stæderne svaret således, at man, når man lagde forsvarsstyrken på havet, så skulde holde et møde med dronningen og rejse krav over for hende på grund af den skade, som alle stæderne havde lidt o.s.v. Og efter at man da hører dronningens svar, så vil stæderne da drøfte det yderligere. Desuden hører vi, selv om det ikke står skrevet i recessen, at man skulde lægge denne forsvarsstyrke på havet alene for at skabe fred på havet og ikke til hjælp eller til skade for nogen part. Og alt dette har stæderne henvist til deres råd, for at de skal give Eder et svar derpå 14 dage efter påske. Derfor, kære venner, har vi drøftet dette så indgående, som vi kunde, og det forekommer os ikke tilrådeligt at påtage os så store omkostninger alene for at skabe fred på havet og ikke gøre yderligere derved; thi selv om der denne sommer blev skabt fred på havet, så vilde det i de følgende år blive lige så slemt, som det er nu. Skulde man da igen påtage sig sådanne omkostninger, så vilde der ikke være nogen ende derpå. Derfor forekommer det os tilrådeligt og er det vor indtrængende anmodning, at stæderne forinden bliver enige om og forpligter sig til, at man, når man drager til havs, skal stille retsligt krav om skadeserstatning, til hvem der da fra begge parter har voldt købmanden skade, (og) at man skal angribe den, der ikke vil øve ret eller rimelighed, og få ham til at øve rimelighed. Ganske vist er det besluttet, således som vore udsendinge meddeler os, at flådens øverste befalingsmænd skulde have beføjelse til (at afgøre), hvad man, når man var draget til havs med forsvarsstyrken, og man over for begge parter havde rejst krav om skadeserstatning, (og) efter at man så havde hørt svar fra begge parter, da skulde gøre i sagen. Dette forekommer os heller ikke at være godt, og det vilde være meget tvivlsomt at pålægge de øverste befalingsmænd en sådan byrde. Derimod forekommer det os at være langt mere sikkert og langt mere rimeligt, at stæderne forinden bliver enige om, hvad man skal gøre og undlade at gøre, før man påtager sig så store omkostninger. Og dette har vi skrevet til alle de stæder, der - som skrevet ovenfor - har været til møde i Lübeck, og vi anmoder indtrængende om Eders svar herpå med det nærværende bud. Og med sejladsen fra nu af og til pinse vil vi overholde det, som stæderne er blevet enige om. Fremdeles, kære venner, har I bestemt hørt, at herrerne i Lübeck afstår pengene for den sild, som vore folk i dette år havde saltet ned, til de stæder, hvor de boede. Dette henviste udsendingene fra de andre stæder til deres råd. Da vore udsendinge da på deres hjemrejse kom til herrerne i Stralsund og Greifswald og bad dem om et svar, da overrakte de det også; men da de kom til Kolberg, da udsatte de det til deres borgmesters tilbagekomst. Han var da endnu ikke kommet hjem. Vi beder Eder venligt om, at I skriver Eders mening herom til herrerne i Lübeck, (nemlig) hvad I agter at gøre i sagen, så snart I kan, og at I også skriver det til os med det første bud, I kan få. Herren bevare Eder o.s.v.