Udtog efter Hanserec., kollationeret med Mekl. UB.:
Leve gnedighe unde erwerdighe here. ♦ Alse de rad der stede Rozstok unde Wysmer
in eren breven, de se iwen gnaden unde clarer herlicheyt sanden, begherden myt
ghantzer odmodicheyt høplikes trostes unde hulpe to uses bedroveden heren, des
konynges to Sweden, synes sones unde der anderen heren, riddere unde knechte, de
myt en ghevangen synt, losinge unde user armen lude bittere nod, also vallen to
vote den sulven iwen gnaden myt innighen hertliken beden wy sendeboden A. B. C.,
umme desulven werve unde wat dar ane roren mach to sprekende to dessen tyden
ghesand to iwer leue, dat gy wyllen anseen God unde unse bede, unde betrachten de
bittere nod user verbenomeden vangenen heren, dar leyder de hochgheborne mechtighe
vrowe, Margarete, konynginne to Norwegen, de nycht bedechtych is der
barmhertycheyt der mylden vorsten, de wandaghes myt vangenen unde vorwunnenen
luden pleghen
<1> .....
<2> Vortmer so beghere wy hertliken van iwer mylden gude, dat gy iwe drapelken breve unde bodeschop senden wyllen to vrowen Margareten, konynginne to Norweghen, use heren, riddere unde knechte, vangenen, vorbedende to like unde to rechte, unde manen vor en nach iwer wysheyt, dat se moghelke unde redelke schattin- ge van en neme, unde late se by landen unde by luden; unde weset io to allen tyden likes, rechtes, daghe to makende unde aller schattinge over en endelken mechtych. ♦ Wy hopen to Godes ghenaden, kone gy der ghelik likes, rechtes unde anderer vorscreven stukke over de konynginne mechtych wesen, dat got vormiddelst iu heyl unde s vrede gheven mach, den luden to troste, unde de losinge user heren. ♦ Kan over des nycht gheschen, so beghere wy des van iwer gnedelken herlicheyt, dat gy ansen got unde dat recht, unde de unmynsliken unbarmhertycheyt, dede schut an unsen heren, unde bliven by unses heren rechte, wente unse heren van Mekelenborch unde wy an nemande trostes unde gnade vurder hopen an dessen groten swaren saken, den in gode unde in iwer unghemetenen g{ue}de.
<3> Unde betrachtet myt iwer wysheyt, oft id vor den menen kopman were, dat de konynginne des rikes to Sweden mechtych worde, alse se der twyer rike Denemarken unde Norweghen alrede mechtych is; unde wyllet ok des ghelik iwe drapelken bodeschop senden to den hovetluden an Sweden, de den krich irhaven unde halden wedder usen heren, den konyng, dat se dar ave laten unde halden sik wedder in eren heren, den konyng. ♦ Weret, dat se ienighe wrake unde unghenade vruchteden en to schende van deme konynge: de heren van Mekelenborch unde ere stede wyllen en alsodanen loven unde sekercheyt dar vore don, dat des nyn nod en sy, na iwen wyllen, wo gy dat vore setten.
<5> .....
<5> Ok wylle wy van Rozstok unde van der Wysmer myt usen heren strengeliken
dar vor wesen, dat iwe koplude, de in vloten myt sestighen edder m{ee}r schepen
zeghelen van vrunden landen to vrunden landen unde de rike Denemarken unde
Norweghen nycht en soken, iwe wartekene unde bewysinge hebbende, dat gy se
vordeghedingen, van den, de ute usen havenen unde dar wedder in
<6> .....
Kære, nådige og ærværdige herre. Således som stæderne Rostock og Wismars råd i deres breve, som de har sendt til Eders nåde og ædle højhed, indtrængende i dyb ydmyghed har bedt om forhåbningsfuld trøst og hjælp til løsladelsen af vor bedrøvede herre, kongen af Sverige, hans søn og de andre herrer, riddere og væbnere, der er i fangen skab sammen med dem, og til (lindring af) vore arme folks bitre nød, således kaster vi udsendinge A. B. C., der på dette tidspunkt er sendt til Eders hengivenhed for at drøfte det samme anliggende, og hvad der måtte vedrøre dette, os for Eders nådes fødder med inderlige, hjertelige bønner om, at I vil betænke Gud og vore bønner og betragte vore fornævnte fangne herrers bitre nød, hvem den højbårne, mægtige fru Margrete, Norges dronning, der ikke betænker barmhjertigheden over for de gavmilde fyrster, der fordum plejede at nære medynk med tilfangetagne og besejrede folk, desværre ikke vil modtage nogen passende og rimelig løsesum i sølv eller guld fra, ligesom man plejer at modtage den fra herrer og fyrster, der bliver taget til fange i ære; men hun vil forjage dem fra deres rige Sverige.
<1> .....
<2> Fremdeles anmoder vi hjerteligt Eders fromme godhed om, at I vil sende Eders vægtige breve og budskaber til fru Margrete, Norges dronning, idet I påbyder hende at vise billighed og ret over for vore herrer, riddere og væbnere, der er i fangenskab, og (at I) i Eders visdom med henblik på dem (vil) opfordre (hende) til, at hun skal modtage en passende og rimelig løsesum fra dem og skal lade dem forblive i besiddelse af lande og folk. Og I skal i sandhed til enhver tid have endelig bemyndigelse til på deres vegne efter billighed og ret at fastlægge møder og til (at aftale) enhver løsesum. Vi håber ved Guds nåde, at hvis I endvidere kan formå dronningen til (at vise) rimelighed, ret og andre foranskrevne punkter, så vil Gud takket være Eder give velfærd og fred til trøst for folkene, og vore herrers løsladelse. Men kan dette ikke ske, så beder vi indtrængende Eders nådige højhed om, at I betænker Gud og ret og den umenneskelige ubarmhjertighed, som vederfares vore herrer, og at I fastholder vore herrers ret; thi vore herrer af Mecklenburg og vi håber ikke længere på nogens trøst og nåde i disse store, alvorlige sager undtagen hos Gud og i Eders umådelige godhed.
<3> Og overvej i Eders visdom, om det vilde være til fordel for hansekøbmanden, at dronningen fik magten over Sveriges rige, således som hun allerede har magten over de to riger Danmark og Norge; og hav endvidere også den godhed at sende Eders vægtige budskab til høvedsmændene i Sverige, der begynder og opretholder krigen mod vor herre kongen, (nemlig) at de skal afstå derfra og igen slutte op om deres herre, kongen. Skulde det forholde sig således, at de til deres skændsel frygtede nogen gengældelse og unåde fra kongens side, så vil herrerne af Mecklenburg og deres stæder i overensstemmelse med Eders vilje, hvis I bestemmer det, yde dem sikkerhed derfor og et sådant løfte, at der ikke er behov for det.
<4> .....
<5> Desuden vil vi fra Rostock og fra Wismar sammen med vore herrer omhyggeligt sørge for, at Eders købmænd, der sejler i flåder på 60 skibe eller flere fra venneland til venneland og ikke opsøger rigerne Danmark og Norge, idet de bærer Eders vartegn og bevisligheder på, at I beskytter dem, skal forblive ubeskadigede af dem, der sejler ud af vore havne og tilbage igen. Og vi vil ære og fremme dem efter vor formåen, hvor vi kan. Skulde det ske, at der var nogen, der ikke vilde overholde vor fred, så vil vi ikke beskytte ham og give ham frit lejde, men vil dømme ham. Og vi anmoder indtrængende om, at vor købmand ligeledes igen venskabeligt kan komme til Eder til Eders havne og stæder med vartegn og bevisligheder.
<6> .....
Dette brev samt brevene nr. 219, 220, 221, 222, 223 og 236 er alle optaget i den indberetning, som rådsudsendinge fra Rostock og Wismar sammen med den mecklenburgske ridder Reimar v. Hagenow afgav om deres sendefærd til Konrad v. Jungingen, højmester for den tyske orden, 1394 12. maj - 11. juni, dag for dag, især om de egentlige forhandlinger 25.-30. maj med henblik på at opnå støtte til kong Albrechts løsladelse og at få udjævnet stridighederne om skibsfarten. Ifølge indberetningen blev nærværende brev afgivet 27. maj, og inden 29. maj forelå højmesterens svar, udsendingenes gensvar samt det mecklenburgske udkast til overenskomst, nr. 221, og denne forhandlingsrunde afsluttedes med de preussiske stæders udkast, 1394 30. maj, der dog ikke nævner forholdet til dronning Margrete, trykt Hanserec. IV 208 nr. 222. I den endelige overenskomst af 1394 24. juni, se ndf. nr. 241, optages derimod en henvisning til dronningens stilling i konflikten.