Kære, nådige og ærværdige herre. Således som stæderne Rostock og Wismars råd i deres breve, som de har sendt til Eders nåde og ædle højhed, indtrængende i dyb ydmyghed har bedt om forhåbningsfuld trøst og hjælp til løsladelsen af vor bedrøvede herre, kongen af Sverige, hans søn og de andre herrer, riddere og væbnere, der er i fangen skab sammen med dem, og til (lindring af) vore arme folks bitre nød, således kaster vi udsendinge A. B. C., der på dette tidspunkt er sendt til Eders hengivenhed for at drøfte det samme anliggende, og hvad der måtte vedrøre dette, os for Eders nådes fødder med inderlige, hjertelige bønner om, at I vil betænke Gud og vore bønner og betragte vore fornævnte fangne herrers bitre nød, hvem den højbårne, mægtige fru Margrete, Norges dronning, der ikke betænker barmhjertigheden over for de gavmilde fyrster, der fordum plejede at nære medynk med tilfangetagne og besejrede folk, desværre ikke vil modtage nogen passende og rimelig løsesum i sølv eller guld fra, ligesom man plejer at modtage den fra herrer og fyrster, der bliver taget til fange i ære; men hun vil forjage dem fra deres rige Sverige.

<1> ..... N

<2> Fremdeles anmoder vi hjerteligt Eders fromme godhed om, at I vil sende Eders vægtige breve og budskaber til fru Margrete, Norges dronning, idet I påbyder hende at vise billighed og ret over for vore herrer, riddere og væbnere, der er i fangenskab, og (at I) i Eders visdom med henblik på dem (vil) opfordre (hende) til, at hun skal modtage en passende og rimelig løsesum fra dem og skal lade dem forblive i besiddelse af lande og folk. Og I skal i sandhed til enhver tid have endelig bemyndigelse til på deres vegne efter billighed og ret at fastlægge møder og til (at aftale) enhver løsesum. Vi håber ved Guds nåde, at hvis I endvidere kan formå dronningen til (at vise) rimelighed, ret og andre foranskrevne punkter, så vil Gud takket være Eder give velfærd og fred til trøst for folkene, og vore herrers løsladelse. Men kan dette ikke ske, så beder vi indtrængende Eders nådige højhed om, at I betænker Gud og ret og den umenneskelige ubarmhjertighed, som vederfares vore herrer, og at I fastholder vore herrers ret; thi vore herrer af Mecklenburg og vi håber ikke længere på nogens trøst og nåde i disse store, alvorlige sager undtagen hos Gud og i Eders umådelige godhed.

<3> Og overvej i Eders visdom, om det vilde være til fordel for hansekøbmanden, at dronningen fik magten over Sveriges rige, således som hun allerede har magten over de to riger Danmark og Norge; og hav endvidere også den godhed at sende Eders vægtige budskab til høvedsmændene i Sverige, der begynder og opretholder krigen mod vor herre kongen, (nemlig) at de skal afstå derfra og igen slutte op om deres herre, kongen. Skulde det forholde sig således, at de til deres skændsel frygtede nogen gengældelse og unåde fra kongens side, så vil herrerne af Mecklenburg og deres stæder i overensstemmelse med Eders vilje, hvis I bestemmer det, yde dem sikkerhed derfor og et sådant løfte, at der ikke er behov for det.

<4> .....N

<5> Desuden vil vi fra Rostock og fra Wismar sammen med vore herrer omhyggeligt sørge for, at Eders købmænd, der sejler i flåder på 60 skibe eller flere fra venneland til venneland og ikke opsøger rigerne Danmark og Norge, idet de bærer Eders vartegn og bevisligheder på, at I beskytter dem, skal forblive ubeskadigede af dem, der sejler ud af vore havne og tilbage igen. Og vi vil ære og fremme dem efter vor formåen, hvor vi kan. Skulde det ske, at der var nogen, der ikke vilde overholde vor fred, så vil vi ikke beskytte ham og give ham frit lejde, men vil dømme ham. Og vi anmoder indtrængende om, at vor købmand ligeledes igen venskabeligt kan komme til Eder til Eders havne og stæder med vartegn og bevisligheder.

<6> .....N