1394

[1394. o. 27. maj]. 219

Højmesteren for den tyske ordens svar på anmodningen fra Rostocks og Wismars udsendinge.

A: tabt — Aa: Wismar Stadtarchiv. Recessus Hansae Teutonice de anno 1393-1414 p. 305. Ikke forefundet i arkivet — Ab: Rostock Stadtarchiv.

Tryk: Hanserec, IV 205 nr. 219; Mekl. UB. XXII 372 nr. 12654. Dipl. Dan. 4. rk. V nr. 219; DRB. IV:5 nr. 219 (i oversættelse).

Angående dateringen cf. nr. 218.

Udtog efter Hanserec., kollationeret med Mekl. UB.:

Dys ist dy antword uf dy articlen, dy ir uns bescreben hat ghegheben.

<1> Uf den irsten, als ir bittet unde vor ghebeten habit umb den schaden, der dem koufmanne gheschen ist, das man den lase besten, bys das der konyng uskome etcetera ♦ Doruf wyr antworten also, alse ouch vormals von den ghemeynen steten gheantwortet ist, alse uns des unse sendeboten underwyset habin, das der schade, der do gheschen ist von frunde lande tzu vrunde lande etcetera, was des noch kenwordich ist, adir was man des dirfaren mag in truwe, is sy schif adir gud, das ir das vor an wyder keret. Was abir vortzogin adir vorruget ist, das ir do gnuk vor t{ue}d. ♦ Was ouch geschen ist uf Barneholme unt uf Schone, adir in Denemarkin, Sweden unde Norweghin, das blibe sten uf syn recht.

<2> Ouch alse ir beghert, das wyr unsir brive unde dreflichen boten senden wolden an dy konyginne, und werben umb de losinge des konynges etcetera, ♦ Doruf ist unsir antworte, das wyr dorch ere unde ewyr bete wyllen unsers ordins <und> unsir stede botyn an de konynginne senden wellen, unde werben unde arbeyten myt flitze umb dy losinge des konynges, also beschedelich, das ir uns das also vorwysset unde vorwarit, das der koufman von frunde lande tzu vrunde lande fryg varen unde keren moghe, unbeschedeghet von den euweren, wente uns nycht en fughet, in keyne teydinge tzu stosen, dobynnen imand beschedighet mochte werden, dorch vordechtnisse wyllen.

<3> Ouch alse ir werbyt, das wyr mechtych solden syn obir den konyng gliches unde rechtes, taghe unde schatzinge etcetera, ouch ab de konynginne nycht an gheliche noch an rechte sich welde lasen gnughen, unde keyne moghelcheyt nemen welde, das wyr denne by des konynges rechte bliven welden: doruf moghe wyr uf dese tzid nycht gheantworden, wyr en horten denne, wye sych der tag myt der konynginne ende; an weme denne der broch dirkant worde, so welde wyr myt unsen ghebeteghern denne vorder doruf reden.

<4-7> .....

Dette er svaret på de artikler, som I har givet os skriftligt.

<1> For det første beder I om og har før angående den skade, der er voldt købmanden, bedt om, at man skal stille den i bero, indtil kon gen kommer på fri fod o.s.v.. Derpå svarer vi således, ligesom der også tidligere er blevet svaret af hansestæderne, (og) som vore udsendinge har underrettet os om det, (nemlig) at den skade, der dér er sket fra venneland til venneland o.s.v., hvad der endnu er gældende af denne, eller hvad man tilforladeligt kan erfare om denne, det være sig skib eller gods, det (forventer vi,) at I forlods giver tilbage. Men hvad der er spredt eller skaffet af vejen, det skal I gøre fyldest for. Men hvad der er sket på Bornholm og i Skåne eller i Danmark, Sverige og Norge, det skal stå hen indtil dets retslige afgørelse.

<2> Desuden anmoder I indtrængende om, at vi vil sende vore breve og fortræffelige udsendinge til dronningen og forhandle om kongens løsladelse o.s.v. Derpå er vort svar, at vi for ærens og Eders bøns skyld vil sende vor ordens og vore stæders udsendinge til dronningen og forhandle og med flid bestræbe os på, at kongen bliver løsladt, på den betingelse, at I således sikrer os og forvisser os om, at købmanden frit kan sejle ud og vende hjem fra venneland til venneland uden at blive tilføjet nogen skade af Eders folk; thi det sømmer sig ikke for os at gå ind i nogle forhandlinger, under hvilke nogen kunde blive skadet på grund af mistænkeliggørelse.

<3> Desuden anmoder I om, at vi skulde have fuldmagt over kongen angående billighed og ret, møder og løsepenge o.s.v., endvidere hvis dronningen ikke vilde lade sig nøje med, hvad der er ret og billigt, og ikke vilde modtage nogen rimelig løsesum, at vi da vilde stå fast ved kongens ret; dette kan vi på dette tidspunkt ikke svare på, medmindre vi da hørte, hvorledes mødet med dronningen ender. Hvem der da måtte blive kendt skyldig i bruddet, så vilde vi da tale yderligere derom med vore herrer kommendatorer.

<4-7> .....