Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Henrik, ærkebiskop af Uppsala, hilsen og apostolisk velsignelse.

Som dine fortjenester kræver det, viser vi den person, der er os og det apostoliske sæde hengiven, vor faderlige velvilje og tilstår dig gerne det, hvorved der kan drages omsorg for sjælenes frelse, og du derved kan vise dig nådig imod andre. I den ansøgning, du nylig har forelagt os, meddeles det, at i sin tid, da der på anstiftelse af menneskeslægtens fjende rasede krige i Sveriges rige mellem vor højtelskede søn i Kristus Albrecht, Sveriges berømmelige konge, på den ene side, og vor højtelskede datter i Kristus Margrete, Danmarks berømmelige dronning, på den anden side, blev vor ærværdige broder Tord, biskop af Strängnäs, din lydbiskop, da han var på vej til et danehof, som nævnte dronning agtede at afholde med såvel gejstlige som verdslige personer fra nævnte rige, opsnappet på havet tillige med sin kapellan og præst og andre af sine undergivne af Arnold Stuke og Nicolaus Milies, legmænd i Schwerin og Ratzeburg stifter, dengang høvedsmænd for nogle krigsfolk, som i nævnte konges tjeneste førte krig i hine egne, en sammenslutning, som kaldtes fetaljebrødrene, og overgivet i de velbyrdige mænd Johan den yngre, hertug af Mecklenburg, og Albrecht v. Peckatel, junker fra nævnte Schwerin stifts hænder på slottet i Stockholm i Uppsala stift, som stod under nævnte konges befaling, og styre, dog uden nævnte konges vidende eller befaling hvor han i 1 1/2 år af dem blev holdt tilbage under bevogtning af fornævnte hertug og Albrecht, og at da du dengang var langt borte, Ingemund Igerleir, forhen provst i Uppsala kirke og dengang din stedfortræder i åndelige sager, havde erklæret, at enkelte, der dengang havde afbrændt og udplyndret kirker, klostre og andre hellige steder i hine egne og havde røvet kirkens gods, og nogle, der hjalp disse, havde pådraget sig de bandlysningsdomme, der såvel af mennesker som af loven var rettet mod dem, som begik sådanne handlinger, og havde befalet og sør get for, at de offentligt blev erklæret for bandlyste, og havde lagt fornævnte slot og by Stockholm i Uppsala stift under kirkens interdikt, fordi de, der for frem med sådan brand, plyndren og rov, blev optaget der eller i øvrigt opholdt sig der, og at nogle præster og klerke såvel verdensgejstlige som regelbundne fra samme slot og by, hvoraf nogle på grund af ovenstående var ramt af sådan bandlysningsdom, såvel på slottet og i byen som andetsteds offentligt og mod bedre vidende, idet de anstillede sig enfoldige og ukyndige i retten, dog ikke i foragt for nøglemagten, havde højtideligholdt eller rettere profaneret gudstjenstlige handlinger eller dog taget del i dem og ikke desto mindre havde ladet hertugen og Albrecht og Arnold og Nicolaus samt dem, der havde stukket ild på, plyndret og røvet, og deres hjælpere få adgang til sådan gudstjeneste og betjent dem med kirkens sakramenter og havde ladet nogle af de således belastede, der var afgået ved døden, få en kirkelig begravelse. Da nu, således som samme din ansøgning tilføjede, fornævnte biskop tillige med hans ovennævnte kapellan og undergivne på din foranstaltning af fornævnte Johan og Albrecht og andre, der som ovenfor nævnt holdt dem fangne, er blevet løsladt og genindsat i deres tidligere frihed, og da alle de ovennævnte har beklaget og stadig beklager det passerede, har du ydmygt ansøgt os om, at vi med apostolisk velvilje ville værdiges heri at se på disses sjælefrelse og deres tilstand, hertugens og Albrechts og Arnolds og Nicolaus' og deres hjælperes samt klerkenes og præsternes og andres, som er skyldige med hensyn til ovenstående. Da vi tilstræber alles frelse og ønsker at hædre din person, bøjer vi os for sådanne bønner og tilstår dig, vor broder, med dette brev fuldmagt til med vor myndighed ifølge kirkens sædvanlige regler at frikende hertugen og Albrecht og Nicolaus og Arnold og deres hjælpere samt fornævnte klerke og præster og alle andre, af hvad stand, grad, orden eller stilling de end er, som uanset på hvilken måde har været skyldige med hensyn til ovennævnte eller har ydet hjælp, råd eller bistand heri, hvis de ydmygt ansøger herom, fra de bandlysnings-, suspensions- og interdiktdomme og andre domme og straffe, som de på grund af det ovennævnte vides at have pådraget sig, idet du pålægger hver enkelt af dem en i forhold til brøden frelsebringende kirkebod og hvad andet, som bør pålægges, når blot de, der har været skyld i tilfangetagelsen og fængslingen af nævnte biskop og i ovennævnte ildspåsættelser, plyndringer og rov, yder biskoppen og andre, hvem det angår, hvis de undlader dette, passende erstatning, og til at ophæve det interdikt, hvormed fornævnte slot og by, som ovenfor anført, og deres kirker har været belagt, og til ikke desto mindre med fornævnte myndighed at dispensere dem blandt fornævnte klerke og præster, som således belastede, dog ikke i foragt for nøglemagten, som det anføres, på det under sådant kirkeligt interdikt liggende sted og andetsteds i nærværelse af nævnte hertug, Albrecht og Arnold og Nicolaus samt af de fornævnte brandstiftere, hærgningsmænd og røvere og deres hjælpere har højtideligholdt sådanne gudstjenstlige handlinger eller rettere profaneret dem og i øvrigt taget del i samme eller har betjent dem eller nogle af dem med kirkens sakramenter og har givet dem af dem, der var afgået ved døden, en kirkelig begravelse, som det anføres, for den af dem derved pådragne irregularitet, efter at de naturligvis først alle har været suspenderet fra udøvelsen af deres kirkelige funktioner for det tidsrum, du finder passende, og fuldmagt til med fornævnte myndighed at rense for enhver uskikkethedens og vanryets plet eller brændemærke, som de i anledning af ovennævnte har pådraget sig. Givet ved S. Pietro i Rom den 30. marts i vort ottende pontifikatsår.