Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til vor elskede søn, den velbyrdige mand Erik Bydelsbak, ridder, og vor elskede datter i Kristus, den velbyrdige fru Bodil, hans hustru, Roskilde stift, hilsen og apostolisk velsignelse.

Den oprigtige hengivenhed, hvormed I ærer os og romerkirken, foranlediger, at vi nådigt bønhører Eders ansøgninger, især når de tager sigte på Eders sjæls frelse. Følgelig har vi imødekommet Eders bønner og bevilger Eder, fromme søn og datter, med dette brev, at I kan vælge Eder en skriftefader, som med apostolisk myndighed, så vidt kirkens nøglemagt strækker sig, og det er velbehageligt i den guddommelige majestæts øjne, én gang, når døden truer, kan meddele Eder den fulde forladelse for alle Eders synder, som I angrer af hjertet og bekender med munden, hvilket de romerske paver nu og da plejer at tildele enkelte personer ved særligt privilegium, dog således at samme skriftefader i de tilfælde, hvor der skal ydes anden mand oprejsning, kan pålægge Eder personligt, hvis I forbliver i live, eller Eders arvinger, hvis I måske skulle gå bort, at udføre det, som I eller de som anført var pligtige at gøre. Og for at I ikke — det være langt fra — på grund af denne nådesbevisning for fremtiden skal blive mere tilbøjelige til at begå utilladelige handlinger, er det vor vilje, at hvis I måtte begå sådanne i tillid til denne eftergivelse, skal omtalte eftergivelse ikke på nogen måde være Eder til hjælp i så henseende. Intet menneske må bryde dette vort tilladelses- og viljesbrev eller i ubesindig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at forsøge det, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans apostle sankt Petrus' og Paulus' vrede. Givet ved S. Pietro i Rom den 6. november i vort ottende (pontifikats)år.