Tekst efter A:
Nos Theczo dei gracia Ottoniensis et Iohannes eadem gracia Sleswicensis episcopi tunc ambaxiatores et nuncii serenissime principis domine nostre graciosissime domine Margrete/ Dacie Swecie Norwegieque regnorum regine recognoscimus publice profitendo/ quod propter captiuitatem seu arrestacionem nobis et nostris iam itinerando de Parisius in uilla seu opido Keuuiacum per officiales et clientes illustris principis et ducis Wylhelmi comitis palatini Reni Bauarieque ducis et comitis in Osteruant tenentes nos pro Hamborgensibus ipsius domini ducis Wilhelmi inimicis manifestis illatas/ sub huiusmodi inaduertencia nec per nos dominos amicos fautores familiares uel subditos nostros seu alios quoscumque nostri nomine causam seu Causas uel accusaciones in iudicio ecclesiastico seu seculari uel extra eidem* duci Wilhelmo uel suis seu aliis mouere seu intentare uel id apud eandem excellentissimam reginam seu regem natum ipsius seu amicos confederatos et sibi subiectos attemptare ordinare seu disponere quouismodo/ cum ab huiusmodi captiuitate seu arrestacione absque personarum nostrarum lesione ac eciam omnium rerum nostrarum diminucione seu ablacione emancipati sumus libere/ ac inpune harum testimonio litterarum sigillorum nostrorum munimine roboratarum ♦ Datum ibidem in Keuuiacum undecima die mensis nouembris.
12 ipsius] herefter overstreget ducis A. 15 eidem] eidem eidem A.
Vi Tetze, af Guds nåde biskop af Odense, og Johan, af samme nåde biskop af Slesvig, da sendebude og udsendinge for den høje fyrstinde, vor såre nådige frue, fru Margrete, dronning over rigerne Danmark, Sverige og Norge, erkender, idet vi offentligt erklærer, at vi på grund af det fangenskab eller den tilfangetagelse, der nu påførtes os og vore på rejsen fra Paris i landsbyen eller byen Quévy af officialer og svende hos den berømmelige fyrste og hertug Vilhelm, pfalzgreve ved Rhinen og hertug af Bayern og greve i Austerban, som anså os for hamburgere, denne herre hertug Vilhelms åbenbare fjender, i anledning af denne uagtsomhed ikke rejser eller truer med sag eller sager eller anklager for gejstlig eller verdslig domstol eller uden for personlig, ved vore herrer, venner, tilhængere, husstand eller undergivne eller alle andre i vort navn mod samme hertug Vilhelm eller hans mænd eller andre eller på enhver måde forordner eller bestemmer at forsøge det hos samme såre udmærkede dronning eller kongen, hendes søn, eller venner, der er forbundet med eller undergivet ham, da vi frit og ustraffet er blevet løsladt af dette fangenskab eller denne tilfangetagelse uden krænkelse af vore personer og ligeledes uden formindskelse eller fratagelse af alle vore ejendele ifølge dettes brevs vidnesbyrd, der er bestyrket med vore segls værn. Givet sammesteds i Quévy den 11. november.
Cartulaire des comtes foreslog med tvivl en datering til 1395, men påpegede, at året i så fald ikke stemte overens med Vilhelms titulatur i brevet, en titel, der først ville være korrekt efter faderen hertug Albrechts død 1404 12. december. Indtil da betegnede Vilhelm sig Guillaumes de Bayviere comte d'Ostrevant et gouvreneur de Haynnau, cf. f.eks. nævnte udg. 13 nr. 773 m.fl. steder. Da biskop Tetze af Odense endnu levede 1400 11. marts, Gammeldanske Diplomer I 188, men var død inden udgangen af 1400, cf. SRD. VII 233, kan der ikke tilvejebringes overensstemmelse mellem år og titel. Afgørende for dateringen bliver derfor, at hertugens mænd anså bisperne og deres følge for hamburgere og dermed hørende til deres fjender. Et fjendtligt forhold til Hamburg opstod under hertugernes kampe med friserne i årene 1396-98. 1396 22. september, cf. Hans. UB. V 128 nr. 239, havde hertug Albrecht givet hamburgske købmænd frit lejde til Marsdiep og Vliestrom, såfremt de undlod at rejse på Ostfriesland, men 1397 4. oktober, cf. Hanserec. IV 435 nr. 460, tilbagekaldte han sit lejde, fordi Hamburg havde ført forsyninger frem til friserne ved Lauwers. En vis afspænding indtrådte dog, da rådet i Holland 1398 12. februar lovede Hamburg skadeserstatning, hvis 12 hamburgborgere ville aflægge ed på, at man ikke havde støttet friserne under krigen, cf. Hanserec. IV 435 nr. 461, cf. også nrr. 462-64. Nærværende brev skal derfor rimeligvis dateres til 1397.