Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine ærværdige brødre Jakob, ærkebiskop af Lund, og Johan, biskop af Lübeck, hilsen og apostolisk velsignelse.

Det er kommet os for øre, at Arnold Stuke, Nicolaus Milies, Hartvig Seedorp, Nicolaus Blok, Martin kaldet Preen og en skipper kaldet Skipperbulle, lægfolk fra forskellige stifter, efter at have forbundet sig med visse af deres medskyldige heri, uden at der foreligger nogen fornuftig grund, ubesindigt under tilsidesættelse af frygt for Gud med forbryderisk frækhed har fængslet og kastet vor ærværdige broder biskop Tord af Strängnäs i fængsel ikke uden voldelig håndspålæggelse på ham og holdt denne, der var kastet i samme fængsel, temmelig længe tilbage og skændigt berøvet ham visse uldne og linned klædninger, pengesummer, bøger, kalke, klæder til helligt brug, guld- og sølvklenodier og andre ejendele, der tilhører denne, og lige så vel ved vold og frygt, der kunne påkomme en standhaftig mand, skændigt til fare for deres sjæle og til ikke ringe skade og tynge for fornævnte biskop har tvunget denne, der er holdt tilbage således, til ikke at indgive klage over disse forulempelser, men til først fra det apostoliske sæde for disse ryggesløse at sørge for at opnå frigørelse fra bandlysnings- og andre domme og straffe, som de på grund af det fornævnte har pådraget sig, mens han således stadig er i fængsel, idet der er aflagt ed herom, derefter affattet autentiske breve og givet visse garanter af høj stilling, af hvilken grund der på samme biskops vegne ydmygt er bønfaldet os om, at vi af apostolisk velvilje ville værdiges at drage omsorg for ham med et passende middel i denne sag. Idet vi derfor bøjer os for disse bønner, pålægger vi ved apostolisk brev Eder, brødre, som vor befaling, at I, hvis I eller den ene af Eder får sikker viden om sådan håndspålæggelse, kasten i fængsel, tilbageholdelse og en således ved vold uden fyldestgørelse af nogen art opnået frigørelse, offentligt erklærer nævnte ryggesløse for bandlyste under udelukkelse af appel og sørger for, at de strengt undgås af alle så længe, indtil de på passende måde gør fyldest over for den, der har lidt uret, og de med Eders eller den ene af Eders skriftlige vidnesbyrd kommer til fornævnte sæde for at blive frigjort. Angående det øvrige skal I efter at have stævnet dem, som stævnes bør, og efter at disse breve er kasseret, som ret og rimeligt er, og edsaflæggelserne eftergivet og garanterne frigjort, påhøre sagen og under udelukkelse af appel bringe den til tilbørlig afslutning, idet I sørger for, at det, I erklærer, urokkeligt overholdes under trussel om kirkens straf, uanset såvel vor forgænger — lykkelig ihukommelse — Bonifacius den 8.s forordningN, der fastsætter, at ingen må stævnes for en domstol uden for sin stad eller sit stift undtagen i visse bestemte sager og i dem ikke ud over én dagsrejse fra hans stifts grænse, og at de af førnævnte sæde udpegede dommere ikke må driste sig til at stævne nogen ud over én dagsrejse fra deres stifts grænse og (forordningen)N om to dagsrejser på det almindelige kirkemøde, som alle andre apostoliske forordninger, der strider herimod. Givet ved S. Pietro i Rom den 24. november i vort pontifikats ellevte år.