Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin elskede søn Henrik Ingvarsen, kannik i klostret i Æbelholt på Sjælland af augustinerordenen, Roskilde stift, vor kapellan, hilsen og apostolisk velsignelse.

Strålende ved dyder og fortjenester, således som Du ved rosende rygtes vidnesbyrd anbefales, har Du i vore og det apostoliske sædes øjne fortjent den nåde, at vi omfatter Din person med faderlig velvilje og med glæde ophøjer Dig med særlig hæder og nådesbevisning. For at Du derfor virkelig kan høste fordel af, hvad vort kærlige sind indgiver os, anerkender vi Dig nådigt som vor og nævnte sædes kapellan ved vort bord og i vor husstand og optager Dig velvilligt i fællesskabet af vore og dette sædes kapellaner ved vort bord og i vor husstand med de hædersbevisninger, fordele og lettelser, der plejer at blive tillagt de andre af vore og nævnte sædes kapellaner ved vort bord, uanset alle apostoliske bestemmelser og forordninger, der strider herimod, i den tanke, at Du herved kan få fuld del i den apostoliske nådes værn. Måtte Du da således lægge Dig efter stedse mere fuldkomment at stræbe efter dyderne, at vi med god grund må blive opfordret til at vise Dig nåde i endnu større fylde, og at du frit og lovligt kan anvende og nyde alle benådninger, begunstigelser, lettelser, friheder og privilegier, tilstået nævnte sædes kapellaner af vore forgængere, paverne — salig ihukommelse — Johannes 22. og Clemens 6., uanset alle herimod stridende forbehold, tilbagekaldelser, afgørelser, forordninger, bestemmelse, viljesytringer og erklæringer, der er udstedt af vore forgængere, ligeledes paverne — from ihukommelse — Innocens 6., Urban 5., Gregor 11. og Urban 6. og af os og andre. Intet menneske må bryde dette vort anerkendelses- og optagelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed gå imod det. Men hvis nogen drister sig til at forsøge herpå, skal han vide, at han derved vil pådrage sig den almægtige Guds og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet ved S. Pietro i Rom den 17. december i vort tolvte pontifikatsår.