Tekst efter A:
Min willighe denst tovorn. den erbarn wisen mannen den radhern to Dantzeke. ek bidde iu weten. dat to mek is ghewesen. Hans Widenben myn mach vnde vrunt vnde heft mek bericht. wu ome de helfte Hanses Papen gudes iuwes medeborgers an ghevallen sy. dar he sek mit rechte to toghen hebbe dat he dar en recht eme to sy. vnde hebbe des breue vor iu brachte. de en behagheden iu nicht. ♦ Do hete gy ome breue bringhen. dar me inne louede dat van der helfte weghene nen ansprake mer en keme so welde gy ome dat volgen laten/ den bref het he iu auer bracht. dar de rad van Bokenum iu inne louet het vor ansprake van der helfte weghene. noch entholde gy. ome dat sin vor/ dar he recht to het/. des he rede groten scaden het. vnde gr{oe}t arbet dar na hat/. ♦ Des bidde ek iu vruntliken. dat gy ome de helfte des gudes volgen laten. vnde dar he recht to heft. vnde don ome vmme den scaden des gy ome plichtich sin. vnde en holden ome nu. vordmer dar nicht iu. des loue ek iuwer erbarcheyt noch wol t{ov}. were des nicht. so moste ek vnde welde dat segghen schriuen vnde claghen in welker wis dat gy mynen vrunde dat sin vnde sine breue vor enthelden. vnde ek welde ene dar to vulsten husen vnde heghen. vnde dar to helpen mit den mynen dat we iu dat af ermaneden vnde den iůwen wur mek de wedder v{oe}rn. edder wur ek konde. vnde en welde iu dar nicht to antworden. dat vs des men not en sy des loue ek iu wol. vnde wil dat tigen iu vnde de iuwen vorden. wur sek dat also ghebort ♦ Vnder mynem ingesegel
Hermen Ghulden knape vnde dener miner vrowen Margareten de koninginnen to Norweghen to Sweden vnde to Denemarke het.
6 iu] kan også læses in A.
24 og 25: kendes ikke.
1: kendes ikke.
Min villige tjeneste tilforn, til de hæderlige vise mænd, rådsherrerne i Danzig.
Jeg beder Eder vide, at Hans Widenben, min måg og ven, har været hos mig og har berettet for mig, hvordan halvdelen af Hans Papes, Eders medborgers, gods var tilfaldet ham, hvilket han med rette har taget til sig, at han har ret dertil, og at han har bragt breve derpå til Eder, som ikke behagede Eder. Da befalede I at bringe breve til ham, hvori man lovede, at hvis der ikke kom flere krav angående halvdelen, så ville I udlevere det til ham. Det brev har han igen bragt Eder, hvori rådet fra Bokenum over for Eder siger god for krav angående halvdelen, men I forholder ham hans ejendom, som han har ret til, og derved har han allerede haft stor skade og har stor møje derefter. Derfor beder vi Eder venskabeligt om at udlevere ham halvdelen af godset, som han har ret til, og angående skaden, så gør det mod ham, som I er ham skyldige. Og forhold ham det ikke fremdeles. Det tiltror jeg nu Eders hæderlighed. Skulle det ikke ske, så måtte og ville jeg sige, skrive og beklage, på hvilken måde I forholder min slægtning hans ejendom og hans breve, og jeg ville dertil yde ham bistand, huse og beskytte ham og dertil sammen med mine (folk) hjælpe ham til at afkræve det af Eder og Eders (folk), hvor det kunne ske for mig eller hvor jeg kunne, og jeg ville ikke være ansvarlig over for Eder, med mindre det er nødvendigt. Det lover jeg Eder visselig, og vil gengælde Eder og Eders (folk) det, hvor det sig hør og bør. Under mit segl.
Herman Gulden, væbner og tjener hos min frue Margrete, som hedder dronning af Norge, af Sverige og af Danmark.
Herman Gulden omtales som dronning Margretes tjener, hvorfor det udaterede brev kan henføres til tiden omkr. 1400.