Til den mest højærværdige herre Ruprecht, nylig valgt og kronet til romernes konge. Allermest kristelige fyrste, hvis I, som rimeligt er, retter jer efter Guds sande lære - heri navnlig det, der angår kirkefreden - og i tilslutning til den strenge vej hverken gør afbigt til højre eller venstre, vil I utvivlsomt, ligesom hin mest kristelige kejser Justinian har hævdet, fortsat have det, som nu står fast, og opnå det, som I endnu ikke har fået, og I vil få den evige hæders krone, som er lovet alle retmæssig kæmpende. Såfremt det i akterne føromtalte møde afholdes på den forud bestemte dag, sætter jeg min lid til Gud, som har lovet, at hvad som helst skal ydes dem, der samles i Hans navn, at vi vil opnå den ønskede fred. Og fordi vor herre efter mine herrer, biskoppen af Kölns og hertug Stefans udsagn har løsnet nettet så meget, at han har underrettet vor gejstlige magt i Danmark, Østrig og alle riger, ville det være latterligt, om mødet på grund af jer ikke skulle få det tilsigtede resultat. Og fordi det er vigtigt, at Eders højhed overvejer alle mulige veje til udgangen af denne labyrint og vælger den bedste blandt dem alle, siger mange og tilsyneladende med megen ret, at Guds kirke i dag er i den situation, som kejser Honorius, forudsat at en delegeret er til stede, har taget god højde for gennem den regel, som han har skabt, indeholdt i det kanoniske korpus i kapitlet: 'Hvis to eventuelt uretmæssigt' afsnit 79 og i kapitlet: 'Sejrherren' afsnit 98, i hvilke man læser, at han har foreskrevet, at hvis to vælges til paveembedet, bør ingen af dem forblive, men en tredje skal vælges på ny; hvilket kommentarerne til dekretet, tilknyttet i kapitlet 'Hvis' afsnit 63 og 'Hugo' i kapitlet 'Hvis to' gør klart. Når der, som nu i kirken er opstået alvorlig skandale fra et sådant valg, og det foregående er forudsat, har vi ikke brug for de to stridendes afgang, men bør hellere gøre brug af eksklusion, sådan som man læser, at kejser Henrik gjorde på Benedikt 9.s tid, som, idet de udvalgte lå i strid, lod Clemens 2. vælge, fra hvem han modtog kronen. Nu er det faktisk manges opfattelse, at, hvis vi alle, uagtet favoriseringer af lande og personer, fæstner øjet på en eller anden retskaffen og velegnet og denne vælges efter vor anmodning af de ældste kardinaler, af hvilke fem eller seks endnu lever, som ikke er frataget valgretten på grund af to valg, som de har foretaget, ligesom kommentaren til dekretet i det tilknyttede kapitel 'Hvis to' udtrykkelig indeholder, da vil alle med retskaffent sind følge samme. Både vor Benedikt er nu i den situation, at han ikke vil kunne lægge hindring i vejen for sig selv, og Bonifatius vil med tilstrækkelig lethed kunne underordnes samme. Og ligesom der skal der være én hjord og én hyrde, således skriver jeg, som jeg tidligere har sagt, for at Eders ærværdighed skal overveje alt dette, fordi jeg fornemmer, at gudsfrygtige gejstlige, som vover at tale frit, har vældig respekt for samme. Gud den almægtige beskytte Eders højhed og bestandig gøre (Eder) mere velhavende hen i mod sin hellige kirkes fred. Efter at jeg har skrevet dette brev, ankom her den kongelige rytter, som har overbragt hr. biskoppen af Kölns og hr. hertug Stefans brev, indeholdende, at I, herrer, er til sinds at sende en biskop og seks lærde mænd til Metz. Gid det havde været anderledes bestemt, og se til, mine herrer, at ingen vildleder jer. Skrevet osv. Eders kapellan, patriarken af Alexandria