Første bestemmelse: Hvis de skulle få brug for arbejdskraft, så kan de ved betaling uhindret og lovmæssigt hverve folk der, hvor de kan få dem. Det skal heller ikke ske til skade for vor herre kongen, riget og deres embedsmænd. Hermed er bestemmelsen ændret. Enten fogederne og embedsmændene eller kun fogederne skal være behjælpelige over for dem, der har brug for det, bønder eller andre folk, der hjælper dem med at bjerge gods. De skal behandle disse bønder eller arbejdsfolk således, at de for det bjergede gods ikke får mere end, hvad der herefter står specificeret. Det samme gælder også for dem selv, hvis de har deltaget i bjergningen med deres tjenestefolk. For tungt gods, såsom sild, sildefedt, smør, salt, honning, talg asketræ, jern fra Sverige, tin, bly, kobber, vin, øl, olie, sæbe, beg, tjære og anden slags tungt tøndegods en tyvendedel af værdien, og man skal forlade sig på købmanden under ed, hvis man ikke er villig til at give ham det, som godset er værd. Derudover kommer alt det tørre gods i tønder med eller uden bånd, store eller små. For hver tønde, uanset hvilket gods det drejer sig om, en lødig mark, medmindre en af de tørre tønder ikke er mere værd end en lybsk mark. I så fald skal man give en halv lødig mark for den. For en pakke med voks 8 lybske skilling, for et bundt klæder, der er blevet bjerget ubeskadiget, en lødig mark, for en pakke klæder, der er blevet bjerget beskadiget, en halv lødig mark. Hvis et bundt eller en pakke er ødelagt, så skal man for hvert klæde give 4 lybske skilling for bjergningen. Anden bestemmelse: Hvis den slags gods fra skibbrud strander eller driver i land i de førnævnte riger og lande og besætningen drukner eller omkommer, så skal den nærmeste foged eller den, der udøver magten på dette sted, sørge for, at godset bliver bjerget. Hvad der bliver bjerget, skal han sørge for at få bragt til den nærmeste kirke med retskafne folks vidende. Det skal beskrives, hvad slags gods det er, og godset skal opbevares sikkert af hensyn til arvingerne eller til dem, der med ret måtte gøre krav på det, hvis de inden år og dag med brev fra den stad, hvor de er borgere, frembringer bevis på, at de er retmæssige arvinger til det omtalte gods, eller at de med rette kan gøre krav derpå. De skal uhindret have det udleveret, og arbejdsfolkene skal have fortjent arbejdsløn. Hermed er denne bestemmelse ændret, dvs. en tyvendedel af værdien af enhver slags gods, uanset hvad det er. Hvis købmanden, der ejer godset, eller hans arvinger, hvis han er død, eller de, som er berettigede til at gøre krav herpå, under edsaflæggelse er rede til at bevise, at dette gods tilhører dem, så skal man tro dem og ikke besvære dem mere i den anledning. Hvis de personer, som i det område, hvor godset er strandet, eller hvor det bliver opbevaret, frembringer et sådant bevismateriale eller et brev som ovenfor nævnt, og hvis disse dokumenter er stilet til kongen, dronningen, høvedsmanden eller en hvilken som helst myndighed i området, hvor godset er strandet eller hvor det bliver opbevaret, således at det åbenlyst fremgår af disse dokumenter, at de personer, der fremviser dem, er befuldmægtigede til at gøre krav på godset, så skal det være fuldt ud gyldigt for den, han overrækker dokumentet til, det være sig kongen, dronningen eller embedsmændene. På dette grundlag skal man udlevere godset til ham, som ovenfor nævnt.