Broder Lars, udvalgt og godkendt abbed i Ringsted, og hele konventet sammesteds evig hilsen i Herren til alle der ser nærværende brev. I skal vide, at vi med godkendelse og indvilligelse fra den ærværdige fader og herre i Kristus, hr. Peder, af Guds nåde biskop i Roskilde, til nærværende brevfører, den omsigtsfulde og hæderlige mand, Arnold Madsen har lejet alt vort gods i Vinderup, Bredetved, Torup og Dragerup beliggende i Merløse herred med ethvert af dettes tilliggender, nemlig marker, enge, græsgange, skove, fiskedamme, intet vådt og tørt undtaget, for resten af hans dage og for hans hustrus, som han vil føre først, så længe hun forbliver i enkestanden, hvis hun vil være tilbage efter omtalte Arnolds død. Dette er på følgende betingelser, som skal overholdes nøje: for det første at førnævnte Arnold eller hans hustru af det nævnte gods afleverer og betaler 14 pund korn, nemlig syv pund rug og syv pund byg, af lovlig og sædvanlig slags, til os i vort kloster i Ringsted til festen for den hellige jomfrus renselse (2. februar), tre mark sølv i god og gangbar mønt sammesteds til festen for den samme hellige jomfrus fødsel (8. september) og seks tønder sild, kaldet fjordsild, af den gængse, værdifulde slags, eller for hver tønde, i år, hvor silden ikke kan fanges i stræderne, to skilling grot for hver tønde til festen for alle helgenerne (1. november). Dette skal ske uden nogen form for forhaling eller udsættelse. Og skoven, der ligger til de omtalte godser, skal de tage vare på og pleje med så stor omhu, de kan, og de må ikke på nogen måde fælde uden tilladelse i den eller bevirke, at der fældes i den, om de gør det selv, eller det sker ved andre. Men efter førnævnte Arnolds død skal alt det førnævnte gods med bygninger, folkehold og alle øvrige tilliggender frit vende tilbage til vores rådighed til den nærmeste fest for sankt Mikkel (29. september) uden nogen formindskelse i forhold til dengang, det blev overtaget uden hindring af nogen som helsts tiltale, hvis det forholder sig sådan, at hans første, tilbageblivende hustru lover sig til en anden mand efter hans død. Til denne sags vidnesbyrd er vores segl sammen med den ærværdige fader i Kristus og vor herre, hr. Peder, førnævnte biskops segl føjet til denne skrivelse. Givet i Herrens 1402nde år på fredagen før søndagen, hvor man synger Reminiscere.