Erik, af Guds nåde rigerne Danmarks, Sverige, Norge, de venders og goters konge og pomeranernes hertug, til den høje fyrste og mægtige herre hr. Henrik, af samme nåde Englands såre berømmelige konge, vor meget kære broder, hilsen og lykke og held som forønsket. Vi hæver os til de taksigelser, vi formår, over for Eder, oprigtigt elskede konge, for de mangfoldige beviser på fortrolig gunst, der mange gange er vist os, vore vasaller og tjenere af Eder, høje broder, og særligt angående den kærkomne modtagelse af vor klerk, Peder, ærkedegn i Roskilde, da han for såre nylig opholdt sig i England, hvem I, høje konge, iøvrigt ikke undlod at sende fuldstændigt beriget tilbage til os, samt for Eders breve og gaver, der til tegn på en ikke kærlighed er oversendt os gennem Eders udsendinge, idet vi længes efter, når tidspunktet byder sig, at gøre os fortjent med kærkommen gengæld, og i det tilfælde, hvor der skulle være noget i vore riger efter Eders ønsker, høje konge, skulle vi mene, at der vises os et stort tilbud om oprigtig kærlighed, hvis vi blev underrettet derom ved Eders brev, stormægtige konge. Men, højbårne fyrste, angående de kendsgerninger, der på begge sider vedrører os og vore riger, hvorom, som I, skarpsindige konge, vel ved, der oftere er blevet forhandlet af vore udsendte mellemmænd, ønsker vi, at I skal vide, at vi, på samme måde som I for såre nylig har skrevet til os, at Eders, der er underrettet om Eders fulde vilje, skulle oversendes til os personlig angående det fornævnte, tilbød således efter Eders sammes ankomst, efter at de mægtige mænd fra vore tre riger på vort råd nu for nylig særligt på grund af dette var blevet hentet til os, at være rede til i nærværelse af Eders hæderværdige udsendinge at forhandle og bringe alt til afslutning, som hidtil angående denne sag var blevet forhandlet mellem os på begge sider gennem vore udsendte mellemmænd, og der var, som vi håber, hverken fra vor eller fra vore udsendinges side fundet fejl, således som vi på ingen måde er i tvivl om ville være sandsynligt. Vi håber dog lige så vel, at såvel Eders hensigt, høje konge, som også Eders udsendinges er god og oprigtig angående fornævnte sager, uanset om Eders for tiden hverken ville eller vovede at vise sig kække til at slutte overenskomst med os om nogle artikler ud over det, som I, høje konge, havde betroet samme, men de forsikrede, at nogle artikler var forbeholdt Eders majestæt. Vi håber dog, at vi ikke har foreslået dem nogle artikler undtagen dem, som vi mener stemmer med fornuften og på samme måde er agtværdige og gavnlige for begge parter, hvilke artikler, skrevet med samme hånd som dette brev og indesluttet i samme, vi oversender Eder, stormægtige konge, til den ende, at fornævnte sager, ønsket fra begge sider, når disse artikler er blevet læst for og forstået i nærværelse af Eder, høje konge, og Eders skarpsindige råd, ved Guds gavmildhed skal få den forønskede afslutning. Og hvis det behager Gud, Eder og Eders råd at godkende alle de fornævnte artikler på den måde, som de er sat op på, skal I fra da af værdiges at tilskrive os i løbet af tidsrummet herfra og til næstkommende hellige jomfru Marias besøgelsesdag, som falder på dagen efter ottendedagen efter sankt Hans dag, hvilken festdag vi har udpeget som termin, fordi vi har betroet denne sag til den hellige jomfru Maria og hendes søn, idet vi stoler på og håber, at de derefter således træffer bestemmelse, at det er behageligt for dem og gavnligt og agtværdigt for os og vore riger på begge sider, at alle disse artikler stemmer med Eders fuldstændige vilje. Men hvis I gør det, da skal vi, så hurtigt, vi kan, oversende vore udsendinge og Eders svende, som vi beholder hos os, til Eder, høje konge, med fuldmagt til at slutte endelig aftale om hver enkelt af de fornævnte artikler. Men hvis der ikke inden fornævnte tidspunkt bliver tilskrevet os om Eders vilje som fornævnt angående det fornævnte, vil I, skarpsindige konge, fra da af kunne overveje denne sag, hvorom talen fra vor eller vores side ikke hører op. Thi I, stormægtige konge, skal værdiges i denne sag at overveje, om en tøven nu af vore lande og ligeledes af vore riger til være frugtbar. Men, berømmeligste blandt konger, hvis vi personlig eller vor søster havde villet indgå ægteskabspagt og slutte forbund med Eder og Edes riger ville det uden tvivl være sket, førend det var kommet til vor kundskab, at I havde haft en datter, eftersom I vil kunne overveje, at de ikke sømmer sig for vort kongelige navn at slutte med vore venner eller , som havde vist os og vore riger en lignende broderkærlighed, som I, kære konge, havde vist. Og hvis, hvad vi ikke håber, det ikke behager Eder som fornævnt, havde vi lige så vel med fornøjet sind af kærlighed til Gud og Eder, navnkundige høje konge, samt af håb om nytte og ære for vore riger på begge sider hidtil ladet være med vort og vor søsters ægteskaber og vil stadig med fornøjet sind lade være dermed indtil fornævnte besøgelsesdag, og hvis vi etsteds herefter iøvrigt personlig eller vor søster slutter eller lader slutte ægteskabsforbund, ønsker vi dog lige så vel, idet vi håber på Eders og Eders rigers venskab , at vise Eder, kongelige majestæt, venskab og tjeneste af et oprigtigt hjerte, hvor vi kan, idet vi på ingen måde er i tvivl om, at der vises os og vore riger kærkommen gengæld af Eder, navnkundige elskede konge, og Eders riger. Men Eders udsendinge havde lovet os, at der angående Eders børn, den herre fyrste og frøken Filippa, ikke skulle træffes anderledes bestemmelse, for så vidt angår trolovelse, i løbet af tidsrummet herfra og indtil oftenævnte hellige jomfru Marias besøgelsesdag, og at to af dem skal begive sig til Eder, høje konge, personlig for dog at underrette Eder om fornævnte artikler. Men de to andre skal forblive her i vort rige, indtil vi har hørt, om I, fornævnte stormægtige konge, inden fornævnte tidspunkt har ment at måtte pålægge os noget angående det fornævnte. Den højeste skal værdiges at bevare Eder, høje konge og broder. Givet på vor borg Helsingborg i det Herrens år 1402 dagen efter alles sjæles dag under vort sekret.