Tekst efter Aa
Henrik, af Guds miskundhed kardinalpræst af sankt Anastasia, kammermester for det hellige kollegium af de ærværdige fædre i Kristus de herrer kardinaler i den romerske kirke, til alle, der får dette brev at se, hilsen med Gud. Vi gør vitterligt for Eder alle, at den ærværdige Fader hr. Jakob, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, dags dato ved hr. Niels Tuesen, kannik i Lund, i tilbørlig tid virkeligt og virkningsfuldt har ladet indbetale 41 kammerfloriner i guld 33 skilling og 4 penning til os som en del af sit servitium commune, som han virkeligt på grund af sin kirke i Lund skyldte kammeret for kollegiet af de nævnte herrer kardinaler under visse straffe og domme, og at han som en del af sit ene servitium minutum ligeledes har ladet indbetale ligeledes tre lignende floriner 16 skilling og 8 penning. Vi kvitterer og frigør med dette brev ligeledes nævnte ærværdige fader hr. Jakob, ærkebiskop af Lund, og hans arvinger og efterfølgere og hans nævnte kirke for de således givne, således indbetalte beløb. Men da vi - efter hvad der på nævnte ærværdige fader hr. ærkebiskop Jakobs vegne er blevet os forklaret - indser, at alvorlige tynger sandsynligvis gør ham ude af stand til at betale det, som han virkningsfuldt stadig skylder nævnte kollegiums kammer og husstand og tjenerskab som rest af nævnte servitium commune og det ene servitium minutum, udskyder vi med den myndighed, der er overladt nævnte kollegium og os i denne sag, terminen for at foretage betalingen af resten af nævnte servitium commune og det ene servitium minutum til førstkommende apostlene sankt Peder og sankt Paulus' dag til det derefter næstfølgende år, og vi fastsætter den på ny for samme, dog således, at han, hvis han til den termin, der på ny er fastsat for ham, svigter med denne betaling, er bundet til at ifalde de straffe og domme, som han før bandtes til, og vi erklærer med dette brev, at han bindes og falder tilbage ved selve handlingen. Til vidnesbyrd herom har vi befalet at lade dette brev udfærdige og bestyrke ved at hænge vort kardinalembeds segl under. Givet i Rom. o. s. v. i det Herrens år 1403 den 1. marts i det 14. (pontifikats)år.