Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder patriarken af Grado og til sine elskede sønner abbeden i klostret i Doberan, Schwerin stift, og ærkedegnen i Stolp i kirken i Kammin hilsen og apostolisk velsignelse. En ansøgning, der for nylig er forelagt os på vor elskede søn Johan Swalenberg, kannik ved kirken i Roskildes vegne, indeholdt, at denne fordum i en sag, der er rejst af ham mod vor elskede søn Johan, kaldet Lange, som optræder som gejstlig i Roskilde stift, om det kanonikat og den præbende ved nævnte kirke, som på det tidspunkt, da vor ærværdige broder biskop Bo af Århus forfremmedes af os til kirken i Århus, der da var ledig, og samme biskop have modtaget indvielsens nådegave ved det apostoliske sæde, var ledige og nådigt blev overdraget fornævnte Johan Swalenberg med vort brevs myndighed og ligeledes var blevet givet ham ved provision, og i hvilke nævnte Johan Lange havde trængt sig ind og havde bemægtiget sig og beholdt dem og utilbørligt holdt dem besat, idet han oppebar frugterne af samme, og temmelig længe var blevet behandlet i det apostoliske palads i nærværelse af en bestemt af de apostoliske auditører efter apostolisk overdragelse, hjembragte en slutdom for sig og mod samme Johan Lange, hvorved bl. a. fornævnte kanonikat og præbende tildømtes Johan Swalenberg, og evig tavshed pålagdes Johan Lange angående disse fornævnte, og denne Johan Lange blev dømt angående frugterne af nævnte kanonikat og præbende, der var oppebåret på denne side fra tidspunktet for rejsningen af denne sag, og angående de udgifter, der lovformeligt var fremkommet i denne sag, og opnåede vort brev til Eder under en bestemt ordlyd angående udførelsen af denne dom, som, da den ikke blev standset ved nogen appel, overgik til at være en domfældt sag, samt tilbagegivelsen af frugterne og erstatningen for udgifterne, hvilke udgifter blev vurderet til en bestemt sum i guldfloriner. Men da, således som samme ansøgning tilføjede, fornævnte Johan Swalenberg tvivler om, at ligeledes nogle andre, mens nævnte sag verserede eller senere, muligvis har trængt sig ind eller i fremtiden trænger sig ind i nævnte kanonikat og præbende, har man ydmygt på denne Johan Swalenbergs vegne bønfaldet os om, at vi ville værdiges at drage omsorg for ham herom med et gunstigt hjælpemiddel. Idet vi altså bøjer os for disse bønner, pålægger vi Eder, gode mænd, ved apostolisk brev, at I alle tre eller to eller blot en af Eder personlig eller ved en eller flere andre i kraft af såvel dette som nævnte brev med vor myndighed i samme grad ligeledes skrider ind mod disse, der har trængt eller trænger sig ind, for så vidt angår blot besiddelsen af nævnte kanonikat og præbende, der skal overgives samme Johan Swalenberg, som om denne dom var fældet imod dem, og lige så vel sørger for, idet de lovformelige skridt, der er taget eller skal tages af Eder desangående, bliver overholdt, at forværre dem, så ofte det er til gavn, idet I med kirkens straf tugter dem, der sætter sig op herimod, under udelukkelse af appel om nødvendigt under påkaldelse af den verdslige arms hjælp hertil. Men hvis det ved den formløse undersøgelse, der skal foretages af Eder herom, står Eder klart, at fornævnte Johan Langes og andres nærværelse, hvem disse skridt angår, ikke sikkert eller bekvemt kan opnås til de påmindelser eller stævninger, der skal foretages af disse, tilstår vi med dette brevs ordlyd Eder fuld adgang til at foretage disse påmindelser og alle stævninger ved offentlige proklamationer, der skal opnås på offentlige steder nær de egne, hvorom der er sandsynlig formodning, at de kan komme til fornævnte Johan Langes og andres kundskab, hvem det vedkommer, og vi vil og bestemmer med apostolisk myndighed, at disse skridt og påmindelser og stævninger derefter skal tvinge samme Johan Lange og andre, hvem det vedkommer, som om de personligt og tilstedeværende var blevet underrettet om dem, uanset alle herimod stridende apostoliske bestemmelser eller (uanset), om fornævnte Johan Lange eller alle andre i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af det apostoliske sæde, at de ikke skal kunne rammes af interdikt, suspension og bandlysning ved apostolisk brev, der ikke fuldstændigt og udtrykkeligt ord til andet omtaler denne bevilling. Givet ved S. Pietro i Rom den 7. marts i vort (pontifikats) fjortende år.