1404

1404. 21. februar. Bönhof

Højmesteren for den tyske orden erklærer over for Wulf Wulflam, borgmester i Stralsund , som svar på dennes brev angående krigen mellem dronning Margrete og ordenen, at han altid har ønsket at tage hensyn til købmændenes tarv, og gør rede for, hvad der har forårsaget krigens udbrud, skønt han helst havde opretholdt fred med dronningen.

A: Tabt

Aa: Berlin, Geheimes Staatsarchiv; tidl. Königsberg Staatsarchiv, Hauptabteilung XX. Ordensfol. 3 f. 76r. Med overskrift: Wolff Wolflam dem burgermeyst vom Sonde.

Tryk: Kotzebue, Preussens ältere Gesch. III 49 (udtog uden datum); Svenskt Dipl. I 325 nr. 427 - Reg. Dan. nr. *3886; Hanserec. V 118 nr. 180

Tekst efter Aa:

Ersamer lieber besunder frund/ ♦ Wir haben euwern briff vns by desem bewiser gesant wol vornomen/ yn deme ir ersten schrebet dankende vor vil gutes/ daz wir euch getan haben ♦ Lieber frund hetten wir euch icht czu gute vnd czu danke getan/ yn vnsern landen daz wer vns lip/ vnd wer euch vil fruntschaft bewiset daz wer vns noch lieber/ vnd alz iu vort schrebet daz euch leit ist vmbe den krig/ der entstanden ist czwisschen der frauwen koninginne von Denemarken vnd vns/ vnd wer is vns beheglich/ so wold iu wenne euch vnser antwert queme/ ken der frawen konigynne vmb eynen tag erbeiten/ czwisschen ir vnd vns/ daz man sege wie man die schelungen von beiden syten czu rucke legete mit fruntschaft/ adir duchte is vns besser/ so wold iu vor czu vns komen/ vnd mit vns sprechen wie mans off daz beste angriffe/ daz der krig hengelegt wurde etcetera ♦ Lieber frund wir wissen euch werlich off dese czit dor off nicht czu antworten/ euch stehn wol czu gedenken alle geschichte/ von dem lande Gotland/ wie is an vns komen ist/ iu wissen/ daz wir vmb des gemeynen kaufmannes wille/ der gar werlich von dem selben lande beschediget wart/ mit grosser koste vnd czerunge annemeten daz selbe land czu getruwer hant/ vnd wie is dor noch von konig Albrech yn vorsatzunge an vns quam/ vnd als die konigynne ansproche dor off tett/ waz dirbytunge wir alle wege kegen ir haben gehat/ vns vngerne vmb des selben landes wedir sie setzende/ yn vil botschafften fruntschaft vnd frede suchende vnd vns doch cleyne hot gehulffen/ wir gerten in des landes/ adir wer dor czu recht hette nicht czu entpfremden/ do iu daz recht an geboten wart/ des wolde sie nicht off nemen/ hette sie sich czum rechten gegeben/ vnd wer ir daz land mit rechte czu gesprochen/ wir hettens ir mit allem willem abegetreten/ dor noch als wir vnsere sendebothen czu ir santen/ als wir dirkanten/ daz sie mit dem konige nicht eyns werden mochte/ do ir ouch mit andern steten kegenwertig woret/ wolde wir vns ouch vs der sachen czihn/ vnd mit ir yn frunthschaft bliben/ als wir yo ny anders gesucht haben. vnd wolden deme des landes abetreten von deme wirs yn vorsatzunge haben/ vnd vns nicht vorder dor yn werren ♦ Als wir ir by den vnser enpoten/ dor an wolde sie nicht gnugig sien/ vnd nam off die czit eynen offczog ap wir ir eyne gnugelicher antwert entpiten wolden/ do mochten wir yo in den sachen nicht anders thun/ wen daz vns erlich were/ vnd entpoten ir aber/ yn vnsern briffen das wir yr des landis nicht abetreten mochten mit eren/ ane des willen von deme wirs czu getruwer hant yn vorsaczunge hetten/ sunder deme abetretten welden der is vns vorsatzt hette czu getruwer hant/ mochte vns ymant vndirwysen/ daz wirs ir mit eren abetretten solden/ des vndirwisinge wolde wir gerne offnemen/ wir haben der gemeynen stete vnd euwers rathes dor obir gepflogen/ vnd haben vns czu aller mogelichkeit y dirboten/ vnd so hoch als wir mit eren mochten/ daz alles czu dirczelen/ wie sich die sachen dirloffen haben were czu lang czu schriben/ ouch ist euch wol wissentlich von allen dingen/ daz hat die frawe konigynne vorslagen/ vnd hat yn guten geloben/ in deme wir mit ir stunden vnentsaget/ daz land Gotland obirfallen lassen/ des wir nicht von ir hatten gehofft/ sie leht das land vnd arme luthe heren\ vnd vorterben/ vnd meynet die stat ouch vorwusten/ dor vs wir nicht anders dirkisen kunnen daz sie nicht alleyne noch dem lande vnd stat steet/ sunder vns ouch noch vnsern eren steet vnd gestanden hat/ in deme daz sie yo daz land von vns haben wil/ das wir ir doch mit eren nicht\ abetrethen mogen/ vnd als ir wisset/ daz vns die luthe beyde in der stat vnd off dem lande geholdet vnd gesworen haben als irem heren/ vnd ere truwe noch bewisen mit den werken/ zo mussen wir vns ir leyt czu hertzen lossen geen/ als daz vnser/ vnd mussen gedenken ap wir sie mit der hulffe gotes gerethen mogen/ wir dirkennen wol daz deser krig armen luthen vnd dem gemeynen kauffmanne czu vorterbnisse kompt/ nv konnen wir yo nicht mynner dor czu gethun/ went got weis daz wir alle wege frede/ vnd dez gemeynen koufmannes nuczt gesucht haben/ als wir vorderste kunden/ vnd is nicht anders mag geseyn so musse wir vns gewynnes vnd vorlust dirwegen/ vnd vnser sache czu gote settzen/ anders wisse wir euch off euwern briff nicht czu antwerten/ ♦ Wellet ir dor obir an der frauwen konygynne icht vorsuchen daz sich czu frede czuyt/ adir czu vns komen/ vnd mit vns do von reden/ daz stee tzu euch/ als vil an vns ist/ so dirbithe wir vns noch do czu/ worde icht mogelichs an vns brocht/ das vns mit eren sugte czu thun/ wir wolden gerne dessbesten romen noch vnserm vormogen ♦ Gegeben off vnserm hoffe Boenhoffe am donirstage vor reminiscere im xiiiiᶜ vnd virden iore\

Ærede kære særlige ven. Vi har visselig modtaget Eders brev, sendt til os ved denne brevviser, hvori I først skriver og takker for meget godt, som vi har gjort mod Eder. Kære ven, hvis vi har gjort noget godt og venligt mod Eder i vore lande, så ville det være os kært, og hvis der var bevist Eder stort venskab, så var det os endnu mere kært, og I skriver videre, at I er ked af krigen, som er opstået mellem fru dronningen af Danmark og os, og hvis det passede os, så ville I, når vort svar kom til Eder, over for fru dronningen arbejde på et møde mellem hende og os, så man kunne se, hvordan man bilagde stridighederne på begge sider i venskab, eller hvis det syntes os bedre, så ville I forud komme til os og tale med os om, hvordan man bedst kunne angribe sagen, så krigen blev standset etc. Kære ven, vi ved i sandhed ikke for tiden, hvad vi skal svare Eder derpå, I kan vel komme ihu alle historierne om landet Gotland, hvordan det er kommet til os, I ved, at vi for hansekøbmandens skyld, der i sandhed blev forulempet fra det samme land, med store omkostninger og udgifter tog det samme land med vor tro hånd, og hvordan det derefter ved pantsætning kom til os fra kong Albrecht, og dronningen gjorde krav derpå. Vi har altid haft ærefrygt for hende, idet vi ugerne satte os op mod hende på grund af det samme land, og vi har med mange budskaber søgt venskab og fred, hvad dog ikke har hjulpet meget, men vi begærede ikke at røve landet fra ham, eller hvem der havde ret til det. I havde retten dertil, det ville hun ikke anerkende, havde hun ladet det komme til en retsafgørelse, og var landet derved blevet tilkendt hende, så havde vi med god vilje afstået det. Derefter sendte vi vore sendebude til hende, da vi erkendte, at hun ikke kunne blive enig med kongen, og hvor I også var til stede med de andre stæder, da ville vi også trække os ud af sagen og forblive i venskab med hende, eftersom vi jo aldrig har stræbt efter andet, og vi ville afstå landet til den, som vi havde fået det i pant fra og ikke blive mere indviklet i sagen. Da vi meddelte hende det ved vore (bude) så var hun ikke tilfreds med det og udsatte sagen, til vi kunne give hende et tilfredsstillende svar, så kunne vi jo ikke gøre andet i sagen, hvis vi skulle bevare vores ære, og vi meddelte hende så i vore breve, at vi ikke kunne afstå landet til hende med æren i behold uden dens vilje, som vi havde det i pant fra med tro hånd, men ville afstå det til ham, som havde pantsat det til os med tro hånd, hvis nogen kunne belære os om, at vi skulle afstå det med ære, den belæring ville vi gerne tage imod, vi har rådført os med hansestæderne og med Eder derom, og vi har vist os parat til alle muligheder og så meget, vi kunne med ære. At fortælle alt det om hvordan sagen er forløbet ville være for langt at skrive, I er visselig bekendt med alle ting, det har fru dronningen forkastet og har i god tro, uden at vi var i krig med hende, ladet landet Gotland overfalde, hvilket vi ikke havde ventet af hende, hun lader landet og de stakkels folk blive hærget og ødelagt og agter også at ødelægge staden, hvoraf vi ikke kan udlede andet, end at hun ikke alene er ude efter landet og staden, men også er og har været ude efter os og vores ære, idet hun jo ville have landet fra os, som vi dog ikke kan afstå til hende med æren i behold, os, som I ved at folkene både i staden og på landet har holdt til og svoret troskab til som deres herre og yderligere bevist deres troskab i gerninger. Så må vi røres i vore hjerter over deres lidelse, som var det vores, og må tænke på, om vi med Guds hjælp kan redde dem. Vi erkender visselig, at denne krig er til fordærv for fattige folk og hansekøbmanden, nu kan vi jo ikke gøre det mindste dertil, thi Gud ved, at vi altid har søgt fred og nytte for hansekøbmanden, så vidt vi kunne, og nu da det ikke kan være anderledes, så må vi satse på tab og vinding og betro vor sag til Gud, anderledes ved vi ikke at svare Eder på Eders brev. Vil I i den sag forsøge noget hos dronningen, som kan føre til fred eller komme til os og tale med os derom, det står til Eder. Hvad os angår, så tilbyder vi os dertil. Skulle der blive forelagt os nogen muligheder, som det syntes os ærefuldt at handle efter, ville vi gerne stræbe efter det bedste, alt hvad vi formår. Givet på vor gård Bonhöf torsdag før Reminiscere i 1400 og det 4. år.