Tekst efter A
Iæk Henrik Clauessøn afwapn som man kaller Smalstædhe. kænnes thet meth thette mit. opne breff at æfter thet. at wælboren man her Niels Myg riddere hafthe oc fik meth scæl oc ræt aff min father Claues Smalstædhe hues siell gudh haue. alt thet goths som han atæ i Sundberk vpa Thywrholm i Ræfshæreth. oc alt thet goths som han atæ .i. Thywdh i Nørreiutland liggende oc høyghboren førstinne min nadhighe frue drotning Margrete. hauer alt thette forscrefne. sithen meth annet goths som fornempde her Niels [My]g atæ. oc hafthe i Thywdh fonget aff fornempde her Niels Mygx arfuinge. meth all ræticheet tha hauer iæk meth beradhit radh oc meth mine weners. oc. samfrænders. wilghe. fulbordh. oc samthycke. all. thæn ræticheet som iæk æller mine forældre nogher tiidh haue haft. æller haue til thet forscrefne goths. æller til noghet goths i Thywdh liggende meth kærlicheet oc gothwilghe vpladet affhænt oc skøt fornempde min nadhighe frue drotning Margrete oc høyghboren første min nadhighe herre koning Erik oc there arfuinge oc æfterkomere oc krunen oc konungedømet i Danmark oc meth thette mit opne breff. vplader affhænder oc skøder alt thet forscrefne goths meth. aghræ ænge schowe fægange fiskewatn møller møllestadhe oc all oc hwor synderlich thisse forscrefne gothses tilliggelsse oc tilhørelsse wat oc thywrt ødhe oc bygdt ænkte vndentaghit e hwat thet hælst heder æller ær fran mik oc mine arfuinge oc til fornempde min nadhighe herre oc frue konung Erik oc drotning Margrete. oc til there arfuinge oc æfterkommere oc til krunen oc konungedømet i Danmark meth all breff oc ræticheet til ewerdelich æye. ♦ Oc huat breff som nogher tiidh finnes. som lude æller røre. vpa thette forscrefne goths. æller noghit ther aff. e hwat breff. thet hælst ær oc e huro the hælst lude thisse forscrefne breff scule komme fornempde min nadhighe herre oc frue konung Erik. oc drotning Margrete oc there arfuinge oc æfterkommere oc krunen oc konungedømet i Danmark. til gagn oc gothe oc til frome [i a]ll[e ma]de vm thettæ forscrefne oc ængen stadh til hinder æller schadhe i noghre made ♦ Oc kænnes iæk at [mik ær swo full]eleghe fult oc alt skeet oc giort æfter min wilghe oc nøye fore alt thette forscrefne swo at mik oc mine arfuinge fulleleghe oc wæl. at nøyer. ♦ Framdelis tilbinder iæk mik oc mine arfuinge at frii oc hemblæ forde min nadhighe herre. oc frue konung Erik oc drotning Margrete oc there arfuinge oc æfterkommere oc krunen oc konungedømet. i Danmark alt thette. forscrefne fore hwor mans tiltalen. ♦ Oc. kænnes iæc mik æller [mine] arfuinge ængen ræticheet æller tiltalen. at haue æller noghen tiidh her æfter haue scule til alt thette forscrefne æller noghit ther aff i noghre made. ♦ Oc til mere bewaring wissen oc stadhfæstelsse vm alle thisse [forscrefne] stycke tha hauer iæk fornempde Henrik Smalstædhe ladet mit incigle meth wilghe oc witscap hæ[ngis fore] thette breff ♦ Oc til witnesbyrdh. haue hetherleghe oc wælborne mæn swosum ær prouest Iens [aff Bur]glum her Iohan Scarpænbergh her Erik Nielssøn her Hartwik Lembek her Niels Strangessøn her Woldemar Albrec[ht]ssøn [riddere] Iens Swenssøn Bryms. Anders Albrechtssøn Claues Skinkel oc Hans Krøppeliin affwapn ladet theres [incigle] hengis fore thette breff. ♦ Datum in claustro Burglanensi anno domini millesimo quadringentesimo [octauo uigilia beati Mathie] apostoli\
Jeg Henrik Klausen, der kaldes Smalsted, væbner, bekender med dette mit åbne brev, at eftersom velbyrdig mand hr. Niels Myg, ridder, med gyldig grund og med rette havde erhvervet og fået af min fader Klaus Smalsted - Gud have hans sjæl - alt det gods, som han ejede i Søndbjerg i Revs herred på Thyholm, og alt det gods, som han ejede i Thy i Nørrejylland, og den højbårne fyrstinde, min nådige frue dronning Margrete, siden har fået alt dette foranskrevne af fornævnte hr. Niels Myg arvinger tillige med andet gods, som fornævnte hr. Niels Myg ejede og besad i Thy, med alle rettigheder, så har jeg med velovervejet hu og med mine venners og frænders vilje, indvilligelse og samtykke med kærlighed og god vilje opladt, afhændet og skødet min fornævnte nådige frue, dronning Margrete, og den højbårne fyrste, min nådige herre kong Erik, samt deres arvinger og efterkommere og kronen og kongedømmet i Danmark al den rettighed, som enten jeg eller mine forældre på nogetsomhelst tidspunkt har haft eller endnu har i det foranskrevne gods eller i noget gods i Thy i det hele taget, og med dette mit åbne brev oplader, afhænder og skøder jeg alt det foranskrevne gods med agre, enge, skove, græsgange, fiskevande, møller og møllesteder med alle og enhver af dette gods' tilliggender og alt hvad der hører dertil af vådt og tørt, øde og bebygget uden undtagelse, hvad det så end kaldes eller er, bort fra mig og mine arvinger til min fornævnte nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, og til deres arvinger og efterkommere samt kronen og kongedømmet i Danmark med alle breve og rettigheder til evig besiddelse. De breve, der på et eller andet tidspunkt muligvis kan findes, der lyder på eller angår dette foranskrevne gods, eller på noget deraf de skal - hvilke breve det så end er, og hvordan de end lyder - komme min fornævnte nådige herre og frue kong Erik og dronning Margrete, og deres arvinger og efterkommere samt kronen og kongedømmet i Danmark til gavn, gode og glæde i alle henseender vedrørende dette foranskrevne og ingenlunde til hindring eller skade på nogensomhelst måde. Jeg bekender, at jeg er blevet fuldkomment fyldestgjort og har fået fuld betaling for alt dette foranskrevne efter min vilje og til min tilfredshed, så at jeg og mine arvinger er fuldkomment og vel tilfredse. Fremdeles forpligter jeg mig og mine arvinger til at fri og hjemle min føromtalte nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, samt deres arvinger og efterkommere og kronen og kongedømmet i Danmark alt dette foranskrevne for tiltale fra hvemsomhelst. Jeg erkender, at hverken jeg eller mine arvinger har nogen ret til eller krav på alt dette foranskrevne eller noget deraf og ikke for fremtiden vil kunne få det på nogensomhelst måde. Til yderligere bekræftelse på, sikkerhed for og stadfæstelse af alle disse foranskrevne punkter har jeg fornævnte Henrik Smalsted med min vilje og mit vidende ladet mit segl blive hængt under dette brev. Til vidnesbyrd har de hæderlige og velbyrdige mænd, provst Jens af Børglum, hr. Johan Skarpenberg, hr. Erik Nielsen, hr. Hartvig Limbek, hr. Niels Strangesen, hr. Valdemar Albertsen, riddere, Jens Svendsen Brims, Anders Albrechtsen, Klaus Skinkel og Hans Krøpelin, væbnere, ladet deres segl blive hængt under dette brev. Givet i Børglum kloster i det Herrens år 1408 dagen inden apostlen sankt Matthias' dag.