Tekst efter Gammeldanske Diplomer l.l
For allæ men thetta breeff høræ ellær see bekennes
Jeg Niels Madsen af Bussjö, væbner, bekender for alle, der hører eller ser dette brev, at jeg til den velbyrdige kvinde fru Merete af Sibbarp med dette brev har solgt og skødet en halv mølle i Brösarp sogn i Albo herred med alt, der hører til den, dam og dæmning, vådt og tørt uden undtagelse. Jeg bekender, at jeg har oppebåret fuld betaling for den føromtalte halve mølle, der kaldes Bæghthæmølle, så at jeg er ganske tilfreds. Jeg forpligter mig og mine arvinger til at hjemle og fri føromtalte fru Merete og hendes arvinger den føromtalte halve mølle for tiltale fra hvemsomhelst. Til yderligere forsikring har jeg med vilje hængt mit segl under dette brev sammen med segl tilhørende de gode mænd, hr. Stig Pedersen og hr. Stig Ovesen, riddere, samt Ingvar Strangesen, væbner. Givet i det Herrens år 1408 på martyren sankt Laurentius' dag.