Tekst efter Aa1:
Wartislaus, dei gratia dux Stetinensis, Pomeranie, Slavie Cassubie princepsque
Vartislav, af Guds nåde hertug af Stettin, Pommern, Verden, Kassubien og rygboernes fyrste, til alle, til hvem dette brev når, hilsen evindelig med Gud. Vi gør vitterligt for alle med dette åbne brev, at vi til bod for vore forældres sjæle og vor sjæl samt vore visse arvingers til ære for den højeste Gud og hans såre strålende moder jomfruen sankt Maria samt sankt Johannes Døberen har givet, testamenteret og overgivet og nu urokkeligt med dette brev giver, overdrager og anviser nærværende brevvisere de herrer prioren og brødrene af sankt Johannes Jerusalemitanerens orden i Antvorskov, nulevende og fremtidige, vor sankt Mortens kirke i Maskenholt med alle dens tilliggender, nemlig præstegården, agre, enge, græsgange og de øvrige rettigheder, der hører til fornævnte kirke indtil dette brevs givelse, i medfør af vore velbyrdiges råd, som da på det tidspunkt stod hos, og således til verdens ende for fornævnte brødre og fornævnte sankt Johannes orden urokkeligt til evig tid at erhverve gennem os og vore efterfølgere og at vedvare og aldrig at tilbagekalde til vore efterfølgeres eller arvingers herredømme. Vi præsenterer altså nærværende brevvisere hr. prioren og brødrene af fornævnte sankt Johannes orden i Antvorskov over for den ærværdige fader i Kristus den herre biskop af Roskilde på det lovformelige tidspunkt til at erhverve samme kirke med sine tilliggender og til at besidde den på kanonisk vis. For at der altså ikke i fremtiden skal opstå nogen tvetydighed eller trætte fra modstanderes side angående denne præsentations nåde, har vi givet dem dette brev, bestyrket med vort segl til vidnesbyrd og urokkelig sikkerhed, og vi tager med dette brev urokkeligt disse brødre og dem, der forestår præstegården under vor beskyttelse. Vidner er vore tro og elskede hr. Konrad Bonow, ærkedegn i Tribsees, Ravn Barnekow og Heinrich Ralcke, væbnere, og adskillige andre troværdige. Givet på vor borg Wolgast i det Herrens år 1408 på selve den strålende apostel sankt Thomas' dag.