© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter A:
I sadane made som æftir screuet stander æræ the dawthingen pa gagnæ mællwm
myn hærræ koningen Erik och
hærtiginnen aff Sleswiigh och greue Henrik aff Holzædhæ om thæn
forwessædhæ handfreth som mællwm myn nadhighæ frwe drotningh
Margrete myn hærræ koningh. och
thærræs thiænæræ och vnderdane
Således som det står skrevet i det efterfølgende er der foregået forhandlinger mellem min herre, kong Erik, og hertuginden af Slesvig samt grev Heinrich af Holsten angående den ved håndslag bekræftede og tilsikrede fred, som var blevet tilsikret og lovet mellem min nådige frue dronning Margrete, og min herre kongen samt deres tjenere og undersåtter på den ene side og hertuginden af Slesvig og grev Heinrich af Holsten samt deres tjenere og undersåtter på den anden side, hvilken (men som) ikke var blevet overholdt samt angående megen anden skade og uret, der er blevet tilføjet min nådige frue og herre samt deres tjenere og undersåtter af føromtalte hertuginde og greve samt deres tjenere og undersåtter. Først blev der vedtaget et møde i Kolding til sankt Hansdag i midsommeren mellem min herre kongen og hertuginden, og min herre gav agt på dette møde og kom til Kolding til den føromtalte tid med sine anklagere, og hertuginden kom ikke, men skrev et brev til ham og bad ham om at vente på hende der i otte dage, så ville hun gerne komme til ham. Og min herre rettede sig efter hendes ønske og ventede der i otte dage i Kolding, idet han og hans råd og rigerne havde store omkostninger og udgifter derved. Og så kom hun til Kolding på den niende dag efter sankt Hans dag, og på fru Lenes vegne - fordi denne var i min herres fred, og min herre var hendes værge og forsvarer - blev hertuginden således anklaget, at hun i råd og gerning skulle være skyldig i samt vidende om villig til det rov og fredsbrud, der var sket over for fru Lene, eftersom hun måtte have kunnet afværge det, hvis hun havde villet. I denne sag svarede hun et absolut nej og lod det stå til retten at afgøre, hvad hun yderligere skulle foretage sig. Da blev der pålagt hende af retten, at hun skulle frigøre sig over for retten, og det skulle den, der på hendes vegne burde optræde i retten, gøre selvtolvte sammen med velbyrdige mænd. Det indvilligede hun i, og det blev af retten pålagt hr. Erik Krummedige at gøre det, eftersom han var hendes drost. Og han indvilligede i at gøre det, og han blev pålagt den dag, han skulle stå for rette, og han bad dem så om, at han måtte gøre ret for sig straks om morgenen, hvilket min herre indrømmede ham. Skønt han med rette var blevet pålagt det, og han selv havde indvilliget deri, så drog han bort og gjorde ikke ret for sig. Yderligere sagde alle de andre, der var der sammen med hertuginden, til min herre kongen, at hvis han eller nogen af hans folk ville rette beskyldninger mod dem, så ville de yde ham eller dem ære og ret der for min herre kongens nåde. Så sagde min herre, at han ville rette beskyldning mod Lars Heest, og han sagde så til min nådige herre, at han ville komme om morgenen og yde min herre ære og ret for hvilke beskyldninger, min nådige herre ville rette imod ham. Så spurgte min herre, om det nu var sikkert, og om på hvilket tidspunkt, han ville gør det. Han svarede, at skulle det ske, at han ikke gjorde det, så skyldtes dette ikke ham, og at han ville komme til min herre i klostret straks, når den første messe var forbi. Men da red han bort og kom ikke senere til min herre. Yderligere blev han anklaget af Klaus Limbek angående de sager, der angik hans ære, og han forpligtede sig til at stå til ansvar derfor over for min herre, men han kom ikke. Efter at disse var redet bort, sendte hertuginden bud til min herre og bad ham om - for Guds og enighedens skyld - at han ville forbarme sig over hende, eftersom at de, der skulle gøre ret for sig, var redet bort fra hende, således som står skrevet ovenfor; og hun bad, om min herre ville unde hende en frist til vor frues fødselsdag, så ville hun der fremlægge beviser, så godt som hun kunne, ved at de, som havde brudt freden skulle komme tilbage sammen med hende og genoprette freden, således som de med rette burde. Skulle det ske, at de ikke kom, så skulle hun komme i deres sted og gøre deres brøde god igen, således som hun blev tilfundet af retten, fordi hun selv med sin hånd havde garanteret for den fred og var blevet beskyldt for, at hun i råd og gerning var skyldig, således som står skrevet ovenfor, og ikke havde vist den fra sig, således som det var blevet hende pålagt. Min herre indrømmede hende denne frist således som foran skrevet, dog på den betingelse at min herre kongens ret skulle være uforsømt i alle henseender og lige så for omkostninger og udgifter for ham og hans folk, som med rette kunne siges at være påkommet dem i den anledning. Min herre ventede tiden frem til vor frue dag med store omkostninger og udgifter og til skade og forsømmelse for andre steder i hans riger, og vor frue dag kom han til Kolding og overholdt denne frist. Men hertuginden kom ikke den dag, og min herre ventede der fire dage efter vor frue dag, og så kom hertuginden og grev Heinrich af Holsten, om og min herre kongen lod da forespørge hertuginden om hun ville yde ham ære og ret for sig og sine, således som hun havde sagt ham, og der står skrevet ovenfor. Da påtog grev Henrik sig at stå i hendes sted og yde ret for hende og hendes folk samt for sig selv og sine folk - det være sig for rov eller for fredsbrud eller for hvad sag, min herre eller hans folk ville rejse mod hende eller ham eller deres folk - så skulle han nok yde min herre ære og ret derfor. Så tilbød min herre, kongen, at for fredens og enighedens skyld og for at der ikke skulle komme noget ondt ud deraf - hverken krig eller udfordringer - så hvis de havde nogle beskyldninger mod min herre eller hans folk, så ville min herre til værn derfor overlade et slot til to af sine råder og to af deres, således at hvis de med rette kunne fremføre beskyldninger mod min herre kongen eller hans folk, så skulle de fire holde det slot til hertugindens og grevens hånd, indtil min herre kongen havde erstattet dem hvad skalde og anklage de med rette kunne overbevise min herre eller hans folk om. På samme måde skulle greven gøre for hertuginden og hendes folk og for sig selv og sine egne og overlade et slot til fire personer, to af min herre kongens råder og to af deres egne, således at for hvad rov, skade eller fredsbrud, min herre kongen eller hans folk med rette kunne overbevise hertuginden, greven og deres folk om, skulle slottet holdes til min herres hånd, indtil dette foranskrevne var udbedret efter rettens afgørelse. Dette overvejede de og svarede min herre tilbage, at de slotte, der tilhørte dem, hertuginden og hendes børn samt greven var bortpantede, og at de derfor ikke kunne gøre det. Så svarede min herre tilbage, at det gjorde ham ondt, at slottene var bortpantede, og han håbede, at hvis de havde været fri, og de selv havde haft dem i deres værge, så var der ikke sket ham og hans folk, den skade, der nu var sket. Yderligere tilbød han, at hvilket af slottene, som de ville have overladt de fire således som foranskrevet, ville han selv have indløst det og betroet det til de fire, indtil de var blevet dømt imellem med rette, og indtil de havde givet ham de penge, som han havde indløst det for, tilbage udover dem, de med rette var pligtige at betale ham. Da overvejede greven det og svarede så, at slottene var pantsatte på år, og at han derfor ikke kunne gøre det. Han ville ikke gøre nogen undsigelse på trods af sin ære, men han ville blive der og stå til rette for min herre og ikke skilles fra ham på hertugindens og hendes folks vegne og på sine egne og sine folks vegne havde gjort ret over for min konge og hans folk så meget, som med rette blev pålagt ham at gøre; og han ville aldrig skilles fra min herre, før end havde gjort det, der blev ham pålagt, om han så skulle rådne op hos ham. Så rettede min herre kongen først beskyldninger mod ham på hertugindens vegne, eftersom hun var blevet anklaget på den det tidligere møde i Kolding, hvilket var den tiende dag efter sankt Hans dag på grund af den fred, som hun selv havde garanteret med sin hånd, at hun selv med råd og gerning samt vidende og vilje havde deltaget i fredsbruddet, og at hun - hvis hun havde villet - måtte have været i stand til afværge det, således at freden ikke var blevet brudt, og fordi fredsbruddet var sket over for den på hvis vegne min herre kongen med rette burde forhandle, og at den ret, der var blevet lovet derfor, og som hr. Erik Krummedige skulle have gjort, således som står skrevet ovenfor, ikke var blevet gjort - hverken på det tidspunkt, der var blevet ham pålagt at gøre det og heller ikke på dette møde, som hun havde bedt om som ovenfor nævnt, og hvilket han derfor med rette var skyldig at bøde for. Da rådførte greven sig og svarede, at han ville ved retten og ville stå til rette over for alle de biskopper, riddere og svende, der var til stede der på begge sider. Så svarede min herre kongen, at han var konge over Danmark, og hertugdømmet er underlagt ham, samt at greven havde hyldet ham, og de beskyldninger, han havde at rette mod sine undersåtter og mod de mænd, der står under ham, kan han kun rejse mod dem over for rigsrådet, eftersom han ikke har nogen herre over sig undtagen Gud og paven på den hellige kirkes vegne, fordi han er en fri konge. Da rådførte greven sig og svarede, at han ville stå til rette over for min herre kongens rigsråd og forblive ved, hvad det med rette pålagde ham. Så dømte de, at hertuginden var nederfældig den retslige undersøgelse, som hr. Erik Krummedige på hendes vegne havde forpligtet sig til, men unddraget sig, således som skrevet ovenfor, eftersom hun var skyldig i råd og gerning, vidende og vilje og kunne have afværget det, men ikke havde gjort det. Der blev dømt, at hun skulle tilbagegive det røvede, efter det, det var beregnet til, og der måtte ikke ske nogen formindskelse deri. Videre anklagede min herre greven på hendes vegne for, at hun havde i sin magt at føre de fredsbrydere og røvere som Wulf Pogwisch og hans selskab til det møde i Kolding for at de skulle have gjort deres brøde god igen, men hun havde ikke gjort det, således som hun havde sagt til min herre; så blev der dømt, at greven skulle gøre ret derfor sammen med så mange, som han med rette burde, fordi hun ikke havde haft magt dertil og ikke havde kunnet få det efter det tidspunkt, da hun havde sagt således til min herre. Min herre anklagede greven på hendes vegne, fordi hun havde sagt, at hun ville står til rette i deres sted og bøde for dem alt det, de med rette burde bøde derfor, hvis de ikke selv kom. Dette sagde greven nej til, og han sagde således, at hun ikke havde ikke sagt mere end, at hvis hun ikke førte dem dertil, så ville hun tilbagegive det, de havde røvet; angående det andet, som han sagde nej til: at hun intet yderligere havde sagt til min herre, skulle han på hendes vegne frigøre sig således og med så mange, som det med rette blev ham pålagt at stå i rette i denne sag. Disse to retshandlinger har min herre stadigvæk tilbage at afgøre med ham, når han kræver det; med hvor mange han skal stå til rette og hvad dag, det skal ske, har min herres rigsråd endnu ikke sagt og afgjort, og hvad angår den straf, som hun er hjemfalden til på grund af, at den fred hun havde garanteret for med sin hånd, var blevet brudt og hun skyldig i råd og dåd således som skrevet ovenfor og hun var dømt skyldig og nederfældig i, så har de heller ikke derom fremsagt deres kendelse, fordi de så gerne, at de blev forligt, og at de derfor ikke turde afsige den, medmindre min nådige herre kræver det, så skulle de kundgøre den straf. Om morgenen spurgte min herre fremdeles greven, om han ville følge med ham, således som han havde sagt, og ikke skilles fra ham, før end han havde gjort ret over for ham som skrevet ovenfor. Greven svarede, at han ville holde alt det over for ham, som han havde sagt, og hvis han ikke gjorde det, så måtte min herre og hans folk sige ham det på. Så drog min herre til Hindsgavel, og greven fulgte ham med sin gode vilje med samt sine råder og tjenere, såsom hr. Sivert Dosenrode, hr. Erik Krummedige, hr. Otto Sested, hr. Tønne Rønnow, Borkvard Krummedige og mange flere. Da min herre kongen kom til Hindsgavel, så pålagde min herre greven, at eftersom alle hams slotte og hans broders børns slotte var bortpantede, og det mestendels var dem, der havde dem i pant, der havde brudt freden, så at være ham behjælpelig med - af al hans magt - og vise ham veje til, hvorledes han kunne afstedkomme med ære og rette, at han igen frit kunne få slottene og godtgøre min herre for hans omkostninger og skade, så meget som var ret og rimeligt efter gode mænds udsagn. Så svarede greven først, at han gerne ville overholde alting efter min herres råd. Siden sendte han bud efter hr. Sivert Dosenrode, og da han kom dertil, bad min herre kongen om, at han skulle sige grevens ord til hr. Erik Krummedige og hr. Otto Sested og til flere andre, der havde brudt freden, på hvilken måde han med rette kunne få dem i tale. Da svarede hr. Sivert, at det kunne han ikke gøre, for det kunne han ikke gøre med rette. Så svarede min herre, at hver danne mand vel måtte tale sin herres bedste og støtte ham uden at det blev ham selv til vanære og kunne ikke have fundet sig deri med ære. Så svarede han, at hvis min herre med rette kunne overbevise ham derom, så ville han gøre det. Så svarede min herre, at han nok skulle overbevise ham derom med rette, hvor han så ville komme for min herre og stå ham til rette. Så bad hr. Sivert min herre om, at han ville fritage ham derfor, eftersom han ingenlunde ville gøre det. Senere sagde greven til min herre, at han ikke var i stand til at gøre det, før end han havde været i sine lande og havde talt med sit råd. Så drog min herre igen til Kolding og lod grevens råd møde for sig og sit råd og spurgte, om de havde fastsat noget andet, der ville føre til fred og gode forhold. Så svarede de, at de ikke vidste af noget andet end hvad, deres folk havde bedt dem om at fastsætte, og de bad om retslig afgørelse. Så bad min herre kongen greven om, at han skulle gøre ære og ret for sig, især eftersom han ikke stræbte efter andet end retfærdig, og da han og hans folk var skyldige og ligeså hertuginden og hendes folk i fredsbrud, røveri og uret, og da indvilligede de i over for retten, at man dømte dem med rette, og dermed gik de begge bort. Så rådførte min herres rigsråd sig indbyrdes og bad om, at en vidnekendelse måtte afgøre retten om morgenen, eftersom det var sent, og drog afsted inden denne vidnekendelse. Så fastsatte de det forlig, der er skrevet herefter.