Johannes og så videre til ærværdig broder, biskoppen af Linköping. I overensstemmelse med fornuften og så videre. For nogen tid siden blev det for vor forgænder Alexander 5., godt minde, forklaret på vegne af alle vore elskede sønner i Franciskanerordenen i Danmarks provins og dem, der følger samme ordens skik i Sveriges og Norges riger, at Henrik de Ast, forhen førnævnte ordens overhoved, for at skaffe fred og enighed imellem brødrene i omtalte provins, sammen med samme ordens til indledning afholdte generalkapitel angående forstanderskabet eller udpegelse af overhovedet for nævnte provins, ud fra moden overvejelse havde forordnet følgende: nemlig, at hvis fremdeles nævnte provins' provinsminister var fra Danmarks rige, skulle hans efterfølger være fra Sveriges og Norges riger, idet hans provinsialembede hørte op; og omvendt skulle efterfølgeren være fra Danmark, hver gang provinsministeren havde været fra Sveriges eller Norges rige. Således havde han ønsket, at denne skiften i forstanderskab eller udpegelse af provinsminister overholdtes til evig tid. Til yderligere stadfæstelse af dette, opnåede han, at denne regel bekræftedes af den apostoliske stol ved samme stols brev, i hvilket alle brødre i førnævnte provins, nuværende og kommende, blev forpligtet til overholdelse af nævnte regel under ekskommunikations straf, som overtræderne af samme regel automatisk ville pådrage sig. Endvidere at, da senere samme provins' provinsminister, som havde været fra Danmarks rige, døde, da vedblev provinsens brødre fra Danmark, hengivne til bebrejdelsesværdigt sindelag, dels med trusler, dels med bedragerisk smiger, nogen gange med konspiration og andre upassende foranstaltninger, med at presse de nævnte brødre fra Sveriges og Norges riger til at vælge en sådan provinsminister fra Danmarks nævnte rige, imod reglens og brevets ordlyd og til skade for nævnte orden. Brødrene fra nævnte Sveriges og Norges riger indvilligede, omringet af de danske brødres listigheder, i valget af en sådan provinsminister med den virkning, at han godkentes af selvsamme forordning. Efterfølgende brød samme valgte provinsminister aftaler og løfter. Én ting var, at forordningen var blevet udsat for den dybeste foragt; han vovede endvidere at sønderrive nævnte brev. Idet han dermed pådrog sig ekskommunikationens straf mod dem, der forvolder noget sådant, blev vores forgænger på vegne af brødrene i Sveriges og Norges riger ydmygt ansøgt, om at det ved apostolisk velvilje kunne værdiges at begunstige dem i denne sag, eftersom de selv ønskede at holde ved nævnte forordning, sådan som den fastholdtes. Samme vor forgænger var velvillig over for disse bønner og gav jo dig i opdrag på niende dag før kalendas i december, i sit embedes første år, at du omhyggeligt skulde orientere dig om alle og enhver af disse ting og alle disses omstændigheder på apostolisk myndighed, og hvis du ved en sådan undersøgelse fandt ud af noget, der understøttedes af sandheden, skulle du forny nævnte forordning på samme myndighed, evigt at overholdes i nævnte provins ukrænket fra da af og fremover, under ekskommunikationens straf, og at du offentligt skulle forkynde alle brødre fra Danmarks rige, der var ulydige over for denne forordning, og som du fandt skyldige i denne krænkelse af nævnte brev, for ekskommunikeret så længe (som de var ulydige), og du skulle sørge for, at dette forkyndtes af andre. Så længe skulle de på det skarpeste undgås af førnævnte brødre fra Sveriges og Norges riger, indtil de for egen regning og udgift fremskaffede et andet brev, lignende det sønderrevne, for førnævnte Sveriges og Norges brødre, og med udgifterne til dette fuldt og helt godtgjorde samme brødre fra Sveriges og Norges riger. Og du skulle på samme myndighed helt igennem annullere alle ordinationer, foretaget fra tiden for brevets sønderrivelse, i denne provins ved provinsministeren og brødrene, hvordan end de var foretaget. Fremdeles skulle du løse de brødre fra selve Danmarks førnævnte rige, som havde været ulydige over for forordningen og som ønskede at vende tilbage til lydighed for selve forordningen, fra denne ekskommunikationens dom, som de på grund af det førnævnte havde pådraget sig, hvis de ansøgte ydmygt om dette. Det skulle ske på førnævnte myndighed i kirkens sædvanlige form, idet de blev pålagt og så videre. Og du skulle give dem dispensation angående irregularitet, hvis de havde pådraget sig en sådan ved at afholde gudstjeneste eller deltage heri på trods af at være forbundne med ekskommunikationens dom, dog ikke i foragt for nøglemagten. Men for ikke, på grund af at som følge af vor nævnte forgængers pludselige død apostolisk skrivelse ikke ver blevet udfærdiget, nævnte brødre skal forhindres i virkningen af selve befalingen og hvervsoverdragelsen, vil og beslutter vi på apostolisk myndighed, at samme befaling og hvervsoverdragelse herefter fra nævnte dag, nemlig niende dag før kalendas i december får virkning, som om vor forgængers skrivelse angående disse ting var blevet udfærdiget på selvsamme dag, således som ovenfor berettet, og at nærværende brev i enhver henseende gælder som fuld godkendelse af førnævnte befaling og hvervsoverdragelse, og hertil behøves ikke prøvelsens yderligere bevis, hvorfor vi overdrager Dit Broderskab og så videre, at du virkningsfuldt anstrenger dig for at forlange alt det foregående i henhold til førnævnte vilje og overdragelse til udførelse, på vor myndighed, ved hjælp af gejstlige jurister, som hidkaldes, ved indskrænkning af de opsætsige og så videre. Hverken Bonifacius 8.'s, godt minde, forodning om en dagsrejse og generalkonciliets om to skal være til hindring, ej heller nogen som helst anden apostolisk forordning herimod, eller hvis samme stol har tilstået samme orden, at ordenens munke og så videre suspenderes og så videre: i så fald skal udfoldelsen af din retsmyndighed på en hvilken som helst måde have kraft til, at dét forhindres, som vi i denne sag forbyder skal være til støtte for dem i nogen henseende. Givet i Bologna 8. dag før kalendas i juni i vort første år.